Willian: Det var en af mine bedste kampe

1430

Willian spillede en brændkamp i går aftes, da FC Barcelona gæstede Stamford Bridge, hvor han scorede til 1-0. En af mine bedste kampe, siger brasilianeren selv.

Efter to forsøg på træværket lykkedes det efter 62 minutter for Willian at få bolden sparket ind bag Marc-André ter Stegen i Barcelona-målet.

Desværre endte det ikke med at være et mål, der sikrede sejren til the Blues, da Lionel Messi med et kvarter igen udlignede for catalanerne.

– Det var en svær kamp, men vi spillede rigtig godt. Vi blev nødt til at være kompakte. Det var også vores plan, og vi gjorde præcis, som vi havde aftalt. De havde bolden, og vi forventede at kunne slå igen på kontraangreb og derigennem vinde kamp. Men det gjorde vi ikke. Nu er kampen stadig åben, og vi skal forsøge at tage derhen (Camp Nou red.) og forsøge at vinde, sagde Willian efter kampen til Chelsea TV.

Læs også: Conte: Vi var tæt på den perfekte kamp

– Vi var gode, vi spillede rigtig godt, men vi begik en fejl og indkasserede derefter et mål. Men vi kan godt tage til Barcelona og levere et godt stykke arbejde igen, slog han fast.

Efter 1-1 har Barcelona umiddelbart et bedre udgangspunkt til returkampen, da de har fået et vigtigt udebanemål. Willian er dog relativt optimistisk, når han kigger frem mod det omvendte opgør.

– Det bliver helt anderledes på Camp Nou, men vi skal tage derhen med samme mentalitet og forsøge at vinde kampen. Vi var en smule uheldige, men vi skal være stolte af vores indsats, fordi vi spillede rigtig godt. Det er ikke nemt at spille mod Barcelona, men nu skal vi kigge frem mod andre kampe.

Returopgøret spilles den 14. marts.