Video: Drogba tegner Champions League-triumfen i 2012

79

Didier Drogba blev af ChelseaTV sat til at tegne sine to scoringer i Champions League-finalen i 2012 ud fra hukommelsen, og den viste sig at være meget præcis.

Som Chelseafan glemmer man ikke det, der skete den 19. maj 2012. Klubbens første – og hidtil eneste – Champions League-trofæ blev nemlig vundet den aften i München, og det er også en oplevelse, der stadig sidder i de spillere, der var med til at vinde det den aften.

En af de spillere er som bekendt Didier Drogba, der ikke alene scorede målet til 1-1 i ordinær spilletid, men også scorede det straffesparksmål, der sikrede Chelsea sejren. Og Chelsea-legenden husker i den grad den aften godt.

ChelseaTV bad ham om at tegne de afgørende momenter fra kampen, og her rammer ivorianeren ganske præcist. Undervejs i videoen påpeger han dog, at den spiller, som han ser som den vigtigste den aften, er Petr Cech.

Den tjekkiske keeper og nuværende Arsenal-målmand reddede som bekendt et straffespark fra Arjen Robben i den forlængede spilletid og havde desuden en lang række gode redninger.

Se videoen, hvor Drogba tegner sine to scoringer mod Bayern München, øverst i artiklen.