True Blue: Jacob Panum

905

I denne uges True Blue har vi snakket med radiovært på P3, Jacob Panum, om hans passion for klubben, Mourinhos tilbagevenden, AC’s chancer for at slå igennem i Chelsea og derudover har Jacob også givet chelseafan.dk nogle eksklusive billeder fra Cobham!

Hvornår og hvorfor blev du Chelsea fan?
Da jeg var 10 år gammel (1984 red.), var jeg med min mor, far og storebror I London. En dag fik vi så et tilbud om at komme ud og se noget fodbold, hvilket min storebror ikke gad, men det ville jeg godt. Egentlig skulle vi have set Tottenham-West Ham, men den var udsolgt, så vi fik i stedet et tilbud om at se Chelsea-Coventry. Jeg kendte dem ikke rigtigt, men da vi kommer derud, var der rigtig god stemning. Det var det gamle Stamford Bridge med løbebane rundt om banen og god afstand til de hardcore fans.

Min far husker det som en kold oplevelse, mens jeg stod og prøvede at synge med på Chelseasangene. Jeg stod helt nede ved hegnet i min store dynejakke og sang med, så godt jeg kunne. Det var en rigtig interessant kamp. Chelsea kommer bagud 0-2, men får udlignet til 2-2 inden pausen. I anden halvleg scorer de så fire mål og vinder kampen 6-2 på fire mål af Kerry Dixon, og derfra var jeg hooked. Det var svært at følge klubben dengang, da der ikke var internet eller noget. På et tidspunkt kom tekst-TV, og så kunne jeg følge lidt med på den måde, men dengang var det svært at have et stort forhold til dem.

Hvordan og hvor ofte følger du klubben?
I dag er sport i høj grad involveret i mit job, så jeg vælger de kampe, jeg ser i min fritid, med omhu. Jeg ser typisk kun de store Champions League kampe og selvfølgelig alle de Chelseakampe, jeg kan komme til.

Chelsea kommer bagud 0-2, men får udlignet til 2-2 inden pausen. I anden halvleg scorer de så fire mål og vinder kampen 6-2 på fire mål af Kerry Dixon, og derfra var jeg hooked.

Hvad siger du til at komme ned på vores stambar Café Guldhornene og se en kamp en dag?
Ja, helt sikkert. Jeg har først hørt om baren for nylig, men det kunne være rigtig fedt at se en kamp dér en dag.

Hvad er din største stadionoplevelse med Chelsea? Hvilken kamp var det, og hvad gjorde oplevelsen speciel?
Det er helt sikkert den første kamp, jeg så i ’84, der er det største. Ellers har jeg set dem to gange på Stamford Bridge siden og så en enkelt gang på Old Trafford. Desværre sad jeg dengang sammen med United-tilhængere, så jeg måtte jo nærmest sidde på mine hænder. Heldigvis kunne de ikke vide, om jeg klappede af Van Der Sars redning eller Drogbas afslutning.

Hvilket Chelseahold er dit favorithold? Altså, under hvilken træner mener du Chelsea tiltalte dig mest?
Jeg var vildt begejstret, dengang Vialli var med på holdet, men også holdet i det turbulente årti i 80’erne, hvor Ken Bates købte klubben for et pund, havde sin egen charme. Både Zola- og Mourinho-tiderne var også fantastiske.

Har du en yndlingsspiller både gennem tiderne og på det nuværende Chelseahold?
På det nuværende hold er det klart Frank Lampard, fordi han er en arbejdstype, der kæmper godt og scorer så mange mål. En fantastisk midtbanespiller. Jeg er virkelig lykkelig over, de forlængede hans kontrakt. Ellers synes jeg Vialli var en fed, fed spiller at have. Jeg var rystet over, at Gullit, dengang han var træner i klubben, ikke brugte ham noget mere.

Panum Vialli

Hvis du skulle vælge et “Golden Moment” mens du har været Chelsea fan, og det ikke er Champions League under Di Matteo, hvad skulle det så være?
Så er det også Di Matteo, men det er hans hurtige mål mod Middlesbrough. Jeg var sammen med en studiekammerat gået ned for at spille på første målscorer i kampen. Vi havde 20 kroner hver, og vi havde aftalt at sætte alle vores penge på én spiller og så dele gevinsten. Vi valgte så Di Matteo, der gav 18 gange igen, og da han så scorer efter mindre end et minut, gik vi helt amok!

The Special One vender tilbage til klubben. Hvad er din umiddelbare holdning til dette? Og Hvad tror du, dette indebærer?
Jeg synes, det er sindssygt spændende, fordi jeg var så rasende over, at man fyrede ham, første gang han var i klubben. Det synes jeg virkelig var tyndt af Chelsea. Også fordi at holdet i grove træk siden da har været lidt svingende og uden koncept. Godt nok havde vi Ancelotti med scoringsrekorden.

Jeg synes dog, at han har mistet lidt format, siden han forlod klubben. Han har godt nok vundet mange titler i de forskellige klubber, han har været i, men rent menneskemæssigt synes jeg, han har mistet format – For eksempel ved at prikke Vilanova i øjet – det skal en manager ikke gøre. Men han er en fed type, der kommer med nogle fede statements og tager skraldet for spillerne, men det er sådan lidt et blandet forhold, jeg har til ham. 

Jeg synes dog, at han har mistet lidt format, siden han forlod klubben. Han har godt nok vundet mange titler i de forskellige klubber, han har været i, men rent menneskemæssigt synes jeg, han har mistet format.

Tror du, Andreas Christensen slår igennem i Chelsea?
Man har jo kun hørt store roser, og når han bliver sammenlignet med Terry, kan det næsten ikke gå galt, havde jeg nær sagt. Jeg håber på det I hvert fald. Det må blive et ja!

Hvem ser du gerne i den blå trøje, når der fløjtes til sæsonstart efter ferien?
Jeg blev helt vild over rygtet om, at Mourinho vil hente Sneijder til klubben, selvom jeg godt nok er lidt skeptisk overfor ham, når han valgte Galatasaray udelukkende på grund af pengene. Spørgsmålet er også, om der skal gøres noget ved angrebet. Gomez har været rygtet til klubben, selvom det ville være en lidt atypisk spiller at hente. Men jeg er sådan set ganske tilfreds med det hold, vi har i forvejen med blandt andre Mata, Hazard, Lampard og Oscar.

Jacob Panum var på et tidspunkt så heldig at få lov til at se Chelseas træningsanlæg Cobham indefra, og han har været så venlig at sende os et par billeder derfra.

Cobham

 

Cobham 2

 

Lampard støvler

 

Tøjvask

Hvis du missede de foregående afsnit af True Blue, kan du læse dem her.