Tiden rinder ud: Bliver Kovačić i Chelsea?

164

Chelsea er eftersigende i fuld gang med at træffe en beslutning om Mateo Kovačić’s fremtid i klubben.

Chelsea er som bekendt ikke i stand til at registrere nye spillere i indeværende transfervindue. Men da spillere som Mateo Kovačić og Gonzalo Higuaín allerede er registret i truppen, kan de tilsyneladende hentes på en permanent kontrakt.

Klubben er derfor i fuld gang med at træffe en beslutning vedrørende
Kovačić, hvorimod Higuaín formentlig rejser tilbage til Italien, rapporterer Goal.com.

Begge beslutningsprocesser er imidlertid blevet mudret af Maurizio Sarris exit, hvilket meget vel kan være årsagen til, at tiden efterhånden rinder ud. Chelsea bliver nemlig nødt til at agere før d. 1. juli, da de to lejesvendes ophold officielt afsluttes på denne dato.

Da Real Madrid har været yderst aktive på transfermarkedet i denne sommer – og formentlig fortsætter i samme takt – bliver der af naturlige årsager mindre og mindre plads til kroaten i truppen. Derfor kan den spanske hovedstadsklub meget vel forventes at være åben over for et salg.

Spørgsmålet er dog, om Chelsea har intentioner om at punge ud for den 25-årige midtbanemand. Foruden Chelsea udgør de to Milano-klubber, AC Milan og Inter Milan, ifølge Goal.com de mest interesserede bejlere til Kovačić’s underskrift.