Tak for turen, Diego

2645

Så sker det. Diego Costa skifter til Atletico Madrid efter tre sæsoner i Chelsea. Det var en sjov tur, men holdet har Alvaro Morata, og det gør, at jeg ikke kommer til at savne Costa.

11. december 2016: West Bromwich Albion er på besøg på Stamford Bridge. Tony Pulis’ mandskab er en hård nød at knække. Efter otte sejre i træk lader det til, at det bare er en af de dage, hvor tingene ikke vil lykkes. Det er søndag, og dagen forinden har Arsenal spillet sig op på siden af Chelsea i Premier League-tabellen med en 3-1-sejr over Stoke.

Der går 41 minutter før Chelsea overhovedet har et skud på mål: et frisparksforsøg fra David Luiz. Kampen ender nok 0-0, tænker jeg. Det tænker andre nok også. Og det er jo ærgerligt, når nu de andre tophold var sat en smule til vægs. Og det kunne være sjovt at række ud efter rekorden for flest PL-sejre på stribe.

Anden halvleg fortsætter, hvor første halvleg slap. Det er Pulis-frustrerende.

Men så! En halvløs bold uden adresse ryger ned ad banen i Gareth McAuleys side. Det er ikke, fordi jeg tror, at de 195 centimeter nordirsk kæmpestopper ikke ved, hvad og hvem der kommer susende bagfra, da han prøver at afskærme bolden.

Jeg tror bare ikke, McAuley har forstået hvilke kræfter, der brutalt vil tage bolden fra ham, føre bolden tæt ind til mål og fra en spids vinkel smadre bolden op i det fjerne målhjørne.

Det er Diego Costa, når han er bedst. Det er det mål, jeg fluks tænker på, når snakken falder på Diego Costa. Det var en brutal kraftanstrengelse. Det var et lyn fra en klar himmel. Det var tre point på en dag, hvor spillet ikke var til mere end ét.

Tak for målene og de to mesterskaber
Det var en flot sæson af Diego Costa. Det blev til i alt 22 mål, hvoraf 20 af dem var i ligaen. I alt blev det til 58 mål og 24 assists i 120 kampe for Chelsea. Costa har sjældent været manden, der scorede flere mål i samme kamp.

Men hans mål har været afgørende, og uden ham havde Chelsea ikke vundet mesterskabet i sidste sæson og i hans debutsæson, hvor han lige var kommet fra Atletico Madrid.

Nu skal han hjem til Atletico Madrid og Diego Simeone. Og jeg skriver ”hjem”, fordi det er der, han føler sig hjemme. Hvis man skal tro de mange skriverier har han således ikke været interesseret i at blive solgt, med mindre det var til Atletico. Og det kan jeg godt forstå. Simeones Atletico Madrid er alt det, Diego Costa står for: flabetheden, råstyrken, viljen.

De samme ord har man i mange år kunnet sætte på Chelsea, og derfor mindes jeg også Costas power og frækheder med et lille smil på læben. De der ting, man som Chelsea-tilhænger kunne le klukkende af – og som mange andre ikke kunne fordrage. Men jeg savner ham ikke som sådan.

Læs også: Morata og Batshuayi er de første til at score “back-to-back” hattricks i 20 år

Det kan virke kynisk bare sådan at sige: ”Tak for målene, og de to mesterskaber, men jeg kommer ikke til at savne dig.” Det var bare ikke altid lige kønt. Det er lidt ligesom det der vidunderligt sindssyge kæresteforhold med opture og nedture. Det der forhold, hvor både forelskelsen og porcelænet er flyvende. Det varmer af og til, men i det lange løb, så ved vi begge, at det ikke går længere. Det er det bedste for alle parter at skilles.

Costa får sit Atletico – Conte får fred
Costa kommer hjem til Madrid, Antonio Conte får arbejdsro. Ikke at Conte har virket til at lade Costa-affæren være det spøgelse over klubben, som medierne har gjort det til. Men for Costa er skiftet selvfølgelig det eneste rigtige for hans karriere, hvis ikke den skal gå i stå nu – hvilket ville være alt for tidligt. For klubben var situationen uholdbar. Antonio Conte og Diego Costa kunne ikke sammen.

Forløbet i sagen har været underlig. Der har været skrevet mange forskellige versioner og episoder frem og tilbage. Det startede i vinter, hvor Diego Costa angiveligt skulle være kommet op at toppes med en fitnesstræner i klubben, og det skulle have udviklet sig til en overordentlig ophedet diskussion mellem Conte og Costa.

Samtidig – eller i sammenhæng – med hændelsen var Diego Costa på tale til at ryge til en kinesisk klub i et megasalg. Der blev spekuleret i, at Diego Costa ønskede skiftet, der angiveligt ville gøre ham til den bedste betalte spiller i verden. Men sandheden er, at vi vist ikke rigtigt kender sandheden. Hvem ville hvad? Vi ved det ikke.

Men vi ved, at Conte fik nok af Diego Costa. Vi ved, at han ikke så en fremtid med Diego Costa på sit hold, og at Diego Costa spillede resten af sæsonen på TRODS af det – fordi Conte havde brug for en varm stjerneangriber.

Da Diego Costa i forbindelse med en landsholdstur i juni udtalte, at Conte i en sms havde fortalt, at han ikke var en del af fremtidsplanerne, stod det klart for enhver, at Diego Costa skulle væk fra klubben.

Gode kræfter i Morata
Spillemæssigt er det ikke en katastrofe. Jo, Chelsea fik nogle mål ud af ingenting fra Costa. Som sagt: uden hans mål, ingen mesterskaber. Sådan ser jeg det. Men jeg mener samtidig, at Diego Costa alt for ofte blev endestationen i alt for mange angreb.

Alt for ofte holdt han for længe på bolden og mistede den i stedet for at spille sine medangribere fri. Jeg har længe ment, at det ikke var godt nok til trods for målene. Der skulle ske noget nyt.

Læs også: Conte: Vi takker Diego Costa

Og det er sket. Jeg ved, det er nemt at sidde og hylde nyindkøbet Morata her på bagkant af weekenden, hvor spanieren lavede hattrick ude mod Stoke. Men den 24-årige Real Madrid-overskudsvare er ikke bare målfarlig, han er også en dygtig boldspiller. Læg dertil et sublimt hovedspil og en vilje til at gøre sine medspillere gode.

Jeg tror, Morata og Chelsea kan blive en meget, meget hed affære. Tjek lige Moratas andet mål mod Stoke. Der er altså også hestekræfter i den dreng.

Så tak for turen, Diego. Jeg er glad for, at du ikke kan spille for Atletico Madrid, når de to klubber mødes i Champions League på onsdag og senere på efteråret. Men ellers fortjener du et taknemmeligt ”held og lykke” herfra.

Jesper Kirkbak er cand.public i journalistik og arbejder som freelancer. Han har tidligere været på BT og Metroxpress’ sportsredaktioner. Følg ham på Twitter.