Store ører, store drømme

1207

“Johan! Du må til tasterne nu!”

Sådan skrev sitets redaktør til mig, da den grusomme forestilling mod Everton var overstået. Udbruddet er umiddelbart temmelig rammende for den følelse, de fleste af vi blå fans sad tilbage med. “Noget må gøre noget! Nu!”

Jeg er ikke helt sikker på, at mine beskedne tasterier – eller min deltagelse i dagens udgave af Romans Disciple for den sags skyld – hjælper det helt store på Chelseas resultater. Men forhåbentlig kan det hjælpe en lille smule på optimismen hos jer, der læser med.

Læs også: Spilleglæden, der forsvandt ud i rummet

Det var ganske vist også mit formål med den seneste klumme med titlen “Klap lige hesten”. Den opmærksomme læser har da også bemærket, at jeg selv har måttet “klappe hesten” for en stund. Faresignalerne fra premierekampen mod Swansea viste sig at være rigeligt repræsentative for Chelsea-mandskabet umiddelbare tilstand. Siden er tingene ikke just blevet bedre. Fire point i fem kampe. 12 (!) mål har vi lukket ind. Av!

“På den længere bane kan aftenens kamp blive startskuddet til endnu et europæisk korstog. Her er det fuldstændig ligegyldigt at vi har tabt på hjemmebane til Crystal Palace, og at vi for nyligt fik Steven Naismith til at ligne Cristiano Ronaldo på en hopla-dag.”

Hvad værre er; Manchester City har hentet samtlige 15 mulige point i sæsonens første fem runder, hvilket pt. efterlader os 11 point fra 1. pladsen. Nok er der 99 point tilbage at spille om, og efter min mening er det stadig for tidligt at lægge os selv i graven, men i det mindste kan vi begynde at indstille os på, at det næppe bliver til to mesterskaber i træk i denne omgang.

Det betyder langt fra, at resten af sæsonen er lige meget. Spillerne og Mourinho må og skal gøre alt, hvad der står i deres magt for at komme tilbage på sporet i Premier League, hvilket jeg har en klippefast tro på, kan lykkes. Derudover har vi altså hele tre trofæer yderligere at spille om. Vi har en Capital One Cup-titel at forsvare, og så har vi to turneringer, der begge endte temmelig skuffende for os i sidste sæson.

Læs også: Skal vi begynde at tænke på et manager-skift?

FA Cup’en tager vi først hul på i starten af januar. Ingen af os kan på nuværende tidspunkt forudse, hvordan vores form er i januar eller for den sags skyld spå om lodtrækningen. Mange ting spiller ind, men verdens mest prestigefyldte pokalturnering skal da have et skud, skal den ikke? Jeg må minde om, at FA Cuppen er turneringen, der har sikret vores kære rivaler fra Arsenal et comeback til et hæderligt omdømme med to turneringssejre i træk + sejre i begge de efterfølgende Community Shields.

I aften skyder vi Champions League-sæsonen igang på hjemmebane mod Maccabi Tel Aviv. Det ligner i første omgang verdens mest oplagte mulighed for at kickstarte sæsonen med en sejr, som alle i og omkring Chelsea noget så frygteligt trænger til. På den længere bane kan aftenens kamp blive startskuddet til endnu et europæisk korstog. Her er det fuldstændig ligegyldigt at vi har tabt på hjemmebane til Crystal Palace, og at vi for nyligt fik Steven Naismith til at ligne Cristiano Ronaldo på en hopla-dag. Alle starter med nul point. Alle starter med (relativt) lige chancer for at gå hele vejen i turneringen. Skulle det ikke være vores tur igen?

Da vi i 2011/12 vandt pokalen med de store ører, var der i manges retorik tale om “et mirakel”. Vi kom gentagne gange tilbage fra håbløse udgangspunkter, og lige meget hvor fjernt væk succesen så ud til at være, VILLE holdet bare ikke give op. Pokalen blev vores. I den forbindelse er det vel også værd at bemærke, at vi sideløbende havde en rædsom sæson i Premier League og endte som 6’er. Vi endte BAG NEWCASTLE. Men vi endte også på toppen af Europa.

Se også: Video: Derfor gik det galt mod Everton

Jeg vil have lov at drømme om en gang “history repeating”. Vi har altid lov at drømme. Større sensationer er vel set før?

Go’ kamp! KTBFFH!

Johan Strange er klummeskribent på chelseafan.dk. Du kan følge ham på Twitter her.