Selvtilliden bliver sæsonafgørende

1032

3 kampe, 9 point.

Det er status for Chelsea efter de tre første spillerunder i Premier League er afviklet. Allerede langt mere succesfuldt end sidste års rædselssæson, og det har altså bestemt set fornuftigt ud i de tre første kampe. Den nervøsitet og uro, som prægede store dele af sidste sæson – mest spillerne, men bestemt også mine nerver under kampene – er ikke længere tilstede i samme grad.

Inden længe venter dog nogle lidt sværere kampe, og her bliver vi testet. For vi har haft det forholdsvist nemt indtil videre. Og ja, West Ham er altid svære at spille mod, men vi skal simpelthen kunne slå et hold som dem. Så vi har haft det ok nemt, når man ser på kampprogrammet, og det bliver interessant at se, hvordan vi klarer det mod de store hold.

Fra store hold til store spillere. N’Golo Kanté har allerede vist sig at være et aldeles fremragende køb, og onsdag, inden transfervinduet lukkede i, fik vi yderligere to forstærkninger til forsvaret – et af sidste års kritiske punkter. Og jeg havde i hvert fald ikke set det komme, at vi skulle hente David Luiz hjem igen. En enorm tilføjelse til stemningen uden for banen – og så vil tiden vise, om han er blevet mere moden på banen. Det bringer mig tilbage til Kanté – med ham foran Luiz kan jeg nok være noget mere rolig, når brasilianeren lige pludselig tager nogle offensive løb.

Conte har altså formået at samle en stærk trup, der nu for alvor er klar til at genvinde lidt af æren i Premier League. Mit personlige håb var, at vi havde solgt Diego Costa til Atletico og hentet en anden angriber af hans kaliber. Det er ikke sket, men Costa har vist sig særdeles vigtig med to matchvindende scoringer. Hans personlighed kan man så mene om, hvad man vil. Selvom truppen virker komplet, så ser jeg det ikke som et hold, der er helt klar til at vinde et mesterskab. Blandt andet fordi selvtilliden ikke virker til at være helt i top. Vi er stadig i en genopbygningsfase. Evnerne er der bestemt, men for at kunne gå hele vejen, så bliver selvtilliden og troen på sig selv nødt til at være max tilstede. Og her må jeg desværre erkende, at der er andre klubber, der besidder den selvtillid i langt højre grad end Chelsea. Vi ved vist alle, hvem jeg taler om.

“Mit personlige håb var, at vi havde solgt Diego Costa til Atletico og hentet en anden angriber af hans kaliber”

Mesterskabskandidaterne Manchester City og Manchester United ser skræmmende stærke ud, og det er første gang i flere år, at jeg ser United som en potentiel titelbejler. Og netop på grund af de to Manchester-klubber er den kedelige, men også realistiske forventning til den nye sæson, at vi bare skal spille os i Champions League. Det siger sig selv, at to år uden europæisk fodbold vil være en katastrofe for en klub som Chelsea. Ikke bare økonomisk, men også for selvtilliden og æren. Og jeg tror desværre, at det kan blive svært at holde på visse spillere, hvis det bliver til to år uden Champions League.

Men netop på grund af, at vi holder sabbatår fra Europa, så bør det helt sikkert være et mål at sikre en pokaltitel af den ene eller anden slags. Vi har fået en svær lodtrækning i EFL Cuppen, som den nu så pænt hedder, i form af Leicester. Svær, når man tænker på, hvilke hold vi kunne have trukket. Men med fraværet af Champions League, så har vi ingen undskyldning for ikke at gå videre her. Og måske kan det også vise sig at blive en glimrende fordel i forhold til Premier League. Vi er ikke trætte og mærkede af, at vi skal spille i midtugen, og alle spillere kan være fuldt udhvilet. Det er til gengæld ærgerligt, at vi ikke har nogle af de ”nemme” gruppekampe til at afprøve de spillere, der kæmper for en plads på førsteholdet, men der har vi selvfølgelig stadig pokalkampene.

Læs også: Hazard og Conte nomineret til Premier League-priser

På trods af, at et mesterskab måske ikke er helt inden for rækkevidde, så synes jeg, at spillet har set inspirerende ud i de første kampe. Eden Hazard ligner heldigvis sig selv igen, og belgieren har formået at komme på rundens hold i alle tre runder. Det kan vi godt lide! Og med ham i topform – og selvfølgelig også resten af holdet – bør det ikke være noget problem at nå til Champions League næste sæson. Det handler om, at selvtilliden skal plejes og udbygges.

På den ene side føler jeg ikke, at der er noget forventningspres på os. For det kan ikke blive værre end sidste sæson. På den anden side er der sket meget i klubben, og man hører hele tiden, at vi SKAL i Champions League. Lige nu vælger jeg at se det som en fordel, at vi kan koncentrere os om at levere en flot Premier League-sæson, hvor der er tid og plads til, at truppen kan blive klar til en svær sæson nummer to, hvor der (forhåbentlig) venter europæisk fodbold. Om vi så slutter som nummer fire eller nummer ét, det får vi se.

Lige nu er vi et work-in-progress, men jeg synes bestemt, at det ser lovende ud. COYB!

Mai Jessen er freelancer for TV3 Sport.