Sarri lovpriser Alonso: Han kan blive verdens bedste venstreback

1574

Marcos Alonso har været et stort lyspunkt her fire kampe inde i sæsonen. Den spanske back høster nu store roser af Sarri, som dog peger på et enkelt element i hans spil, som stadig kan forbedres.

Chelsea har domineret alle de fire kampe, de har deltaget i i indeværende sæson, men både mod Newcastle og Bournemouth havde man aldeles svært ved at bryde igennem modstandernes forsvarskæder.

En af de spillere, der har haft en stor aktie i, at det alligevel lykkedes at få brudt holdene ned, er Marcos Alonso. Selvom han placeret som venstre back, har han alligevel været en stor trussel i modstandernes felt, og han har da også allerede garnet en enkelt gang og lagt op til to scoringer. Senest mod Bournemouth.

Derfor kan den 27-årige spanier nu også høste store roser fra sin træner.

Læs også: Sprudlende Hazard: Vi spiller god fodbold

– Alonso er i øjeblikket måske den bedste i Europa på sin position. Han har fysiske kvaliteter i absolut topklasse, han gør det rigtig godt i den offensive fase, men jeg synes, at han kan blive bedre defensivt. Så hvis han forbedrer sig dér, kan han blive den bedste venstreback i verden, sagde Maurizio Sarri på pressemødet efter opgøret mod Bournemouth.

Generelt var Sarri glad for, hvordan hans mandskab håndterede kampen.

– Jeg er glad for resultatet og indsatsen. Det var en svær kamp, de var godt organiserede defensivt og forsvarede sig godt. I første halvleg var det svært, og måske skulle vi have flyttet bolden hurtigere og bevæge os bedre, men i en kamp som denne er det som regel i de sidste 20 eller 25 minutter, du vinder opgøret.

Sarri pegede også på måden, som hans hold angreb på, der var afgørende for, hvorfor han allerede hev Alvaro Morata ud efter en times spil.

Læs også: Krings Karakterer: Top og flop mod Bournemouth skal findes i frontkæden

– Det afhænger af situationen på banen. I det øjeblik havde vi lagt tre, fire eller fem indlæg i løbet af de sidste tre minutter, så jeg tænkte, at Giroud i det øjeblik ville være bedre, men kun af den grund. Alvaro bliver bedre, og måske har han brug for mere plads. Men jeg er i en heldig situation, for Giroud er meget brugbar.

Chelsea skal først i aktion igen lørdag den 15. september, hvor man tager imod Cardiff på hjemmebane.