Sarri: Jeg vil skifte på fire-fem positioner

1526

Maurizio Sarri vil rokere dele af truppen til aftenens opgør mod PAOK Saloniki, men det er endnu ikke tid til, at alle marginalspillerne kan få spilletid, forklarer han.

Chelsea tager i aften hul på Europa League-gruppespillet, når de møder græske PAOK Saloniki på udebane. Sarri har i sin tid i Napoli været kendt for at rotere en hel del til de europæiske kampe, og det bliver delvist også tilfældet i hans første europæiske opgør som Chelsea-træner.

Det bliver dog kun omkring halvdelen af startelleveren, der bliver skiftet ud. Flere navne er dog dømt ude af opgøret på forhånd, da de ikke er rejst med til Grækenland. Det gælder for David Luiz, Mateo Kovacic og Eden Hazard.

– David Luiz er blevet tilbage på Cobham, fordi han var skadet i seks måneder, så jeg tænkte, at det ville være bedre for ham at hvile sig. Kovacic vil også have bedre af at hvile sig oven på den lille skade, han pådrog sig.

Læs også: Se Chelsea på bar i Odense – Chelsea Support Danmark indgår samarbejde med City 4 Sport & Spil

– Hazard var lidt træt ovenpå kampene for landsholdet og opgøret mod Cardiff. Derfor var det bedre at lade ham træne og hvile ud, forklarede Sarri på pressemødet forud for opgøret.

Luiz’ fravær kunne se ud til at give plads til Andreas Christensen i midterforsvaret, men sværere er det at forudsige, hvem italieneren vælger på midtbanen. Ruben Loftus-Cheek er en mulighed, men det kunne godt lugte lidt af, at han fortsat skal væbne sig med tålmodighed.

Travel Sense A/S - Chelsea - Newcastle

– Jeg ved ikke med Loftus. Han er en rigtig god spiller i mine øjne, men jeg ved ikke, om der er en plads til ham i morgen (i aften red.). Men det er der i fremtiden. Det er svært lige nu, for det er vigtigt at spille med et solidt hold i starten af sæsonen. Jeg skifter nok på fire eller fem positioner, det vil være umuligt at skifte alle spillere til denne kamp.

Chelsea skal håndtere to kampe om ugen de næste tre uger, før der igen er landsholdspause. Derfor vil der komme flere chancer for spilletid til spillerne, der ikke fast er inde over holdet, beroliger Sarri.

– Desværre skal du spille med 11 spillere, så der er 17 spillere i morgen, som ikke vil være enige med mig. Der er en kamp i morgen (aften red.) og igen på onsdag efter søndagens opgør mod West Ham. Alle vil få en chance, men ikke for 25 eller 28 spillere for at være ærlig.

Det andet opgør i Chelseas gruppe står mellem ungarske Vidi og hviderussiske BATE Borisov. Det opgør bliver, ligesom Chelseas, spillet klokken 18:55.

De 21 spillere, som Sarri har udtaget til bruttotruppen mod PAOK, er følgende:

Målmænd: Kepa Arrizabalaga, Wilfredo Caballero, Marcin Bulka

Forsvarsspillere: Antonio Rudiger, Marcos Alonso, Davide Zappacosta, Gary Cahill, Andreas Christensen, Cesar Azpilicueta

Midtbanespillere: Cesc Fabregas, Jorginho, N’Golo Kante, Ross Barkley, Ruben Loftus-Cheek, Ethan Ampadu

Angribere: Pedro, Victor Moses, Olivier Giroud, Callum Hudson-Odoi, Willian, Alvaro Morata