Overblik: Her er alle Chelseaspillerne ved VM

1814

Chelsea har 13 spillere med ved VM i Rusland. Her får du et overblik over, hvem det er, og hvornår de skal i aktion.

Der er desværre ingen Chelsea-aktier i åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien i morgen klokken 17. Det tætteste, vi kommer på en kongeblå skikkelse i dén kamp, er Yuri Zhirkov, som var i klubben fra 2009 til 2011.

De 13 Chelseaspillere fordeler sig over seks af de otte grupper:

I gruppe A med Rusland, Saudi-Arabien, Uruguay og Egypten er Chelsea ikke repræsenteret, hvilket også gør sig gældende for gruppe H med Colombia, Japan, Senegal og Polen.

Gruppe B:
Iran, Marokko, Portugal og Spanien

Chelseaspiller i gruppen: Cesar Azpilicueta (Spanien)

Cesar Azpilicueta bliver, modsat i Chelsea, brugt som højreback på det spanske landshold, hvilket også er den position han oprindeligt spiller. Spanien spiller heller ikke med en fembackkæde, som Chelsea gør, men derimod kun med fire mand i bagkæden.

Azpilicueta er dog oppe imod ret hård konkurrence om højrebackpladsen, da Real Madrids Daniel Carvajal også er i truppen. Carvajal blev foretrukket fremfor Azpilicueta i kvalifikationen, hvor Dave kun fik en enkelt kamp.

Gruppe C:
Australien, Danmark, Frankrig, Peru

Chelseaspillere i gruppen: Andreas Christensen (Danmark), N’Golo Kanté (Frankrig) og Olivier Giroud (Frankrig)

Landstræner Åge Hareide overraskede mange ved ikke at have Andreas Bjelland med i sin endelig VM-trup, men det har til gengæld højnet Andreas Christensens chancer for spilletid væsentligt. AC fik ligesom Bjelland seks kampe i løbet af kvalifikationen, men ser nu ud til – ud fra landsholdets to seneste testkampe – at ligne Simon Kjærs makker i midterforsvaret.

Kanté og Giroud kan formentlig begge se frem til masser af spilletid til VM. Kanté er fast mand som det defensive anker i tremandsmidtbanen, mens Olivier Giroud agerer targetman længst fremme.

Gruppe D:
Argentina, Kroatien, Island, Nigeria

Chelseaspillere i gruppen: Willy Caballero (Argentina) og Victor Moses (Nigeria)

Selvom Sergio Romero misser VM på grund af en skade, så er udsigten til spilletid for Willy Caballero ikke særligt store. Her bliver det formentlig Franco Armani fra River Plate, som skal vogte målet, mens Chelsea-veteranen må se til fra bænken.

Victor Moses er sammen med den gamle Chelsea-kending John Obi Mikel en af de helt store stjerner for Nigerias landshold. Moses spiller på landsholdet på en mere offensiv position som en højre wing i stedet for højre wingback, som han er vant til i Chelsea.

Gruppe E:
Brasilien, Costa Rica, Serbien, Schweiz

Chelseaspiller i gruppen: Willian (Brasilien)

Der er masser af kamp om pladserne på Brasiliens landshold, og Willian er ikke et selvskrevet navn på holdkortet som eksempelvis Neymar. Willy kæmper om en plads på højre wing, og i kampe, hvor Brasilien ikke har brug for så mange defensive kræfter i form af Renato Augusto, ser chancerne for spilletid til Chelseas flotteste mikrofonhår særligt gode ud.

Gruppe F:
Tyskland, Mexico, Sydkorea, Sverige

Chelseaspiller i gruppen: Antonio Rüdiger

På trods af en fin sæson i Chelsea får Antonio Rüdiger svært ved at finde vej til Tysklands startellever – med mindre Jerome Boateng igen bliver skadet. Tyskernes midterforsvar består nemlig som vanligt af Boateng og Hummels i midten, mens Jonas Hector og Joshua Kimmich huserer på backerne.

Gruppe G:
Belgien, England, Panama, Tunesien

Chelseaspillere i gruppen: Gary Cahill (England), Ruben Loftus-Cheek (England), Eden Hazard (Belgien), Michy Batshuayi (Belgien) og Thibaut Courtois (Belgien)

Courtois og Hazard er naturligvis begge sikre navne på holdkortet for Roberto Martinez’ Belgien. Hazard bærer endda anførerbindet for De Røde Djævle og vil formentlig få en nøglerolle i belgiernes jagt på VM-succes. Michy Batshuayi skal ikke forvente en startplads, da Romelu Lukaku sidder tungt på pladsen som spydspids, men ligesom til EM for to år siden kan Batman forhåbentlig komme ind som supersub.

Gary Cahill spillede otte gange for England i løbet af kvalifikationen og er en vigtig brik i holdets defensiv. Ruben Loftus-Cheek, der måske lidt overraskende er kommet med, kan ikke se frem til at spille fra start, men må håbe at kunne få chancen, hvis the Three Lions får opbygget en solid føring mod eksempelvis Panama.