Officielt: Willian forlænger med Chelsea

1549

Willian, der i den forgangne sæson blev kåret til årets spiller i klubben, har forlænget sin kontrakt med Chelsea indtil 2020.

I en træg sæson, der ikke bød på mange positive oplevelser, var Willian klart den spiller, som gjorde det bedste indtryk. Den hurtige brasilianer kanonerede flere flotte frisparksmål i kassen og var set gennem hele sæsonen konstant en af de bedste på holdet.

Derfor blev den 27-årige offensivspiller også belønnet med to priser som årets spiller ved klubbens årlige prisuddeling, da både medspillere og fans besluttede, at han var klubbens bedste.

Og det har nu kastet en kontraktforlængelse af sig, så han bliver på Stamford Bridge mindst fire år endnu.

– Jeg er meget glad for at have underskrevet en ny kontrakt med Chelsea. Det er en drøm at fortsætte i denne klub, og jeg vil over de næste fire år forsøge at vinde flere trofæer til klubben, udtaler Willian om forlængelsen til Chelseas hjemmeside.

Læs også: Chelsea forbereder bud på EM-vinder

Også klubbens tekniske direktør, Michael Emenalo, udtrykker glæde ovenpå den nye aftale.

– Vi er meget glade for at have nået til enighed med Willian om en ny langvarig aftale. Han har vist sig at være en vigtig spiller, siden han ankom. Vi glæder os til at se mere til hans gode indflydelse på holdet, når nu vi begynder en spændende ny sæson under Antonio Conte, fortæller Emenalo.

Siden sin ankomst i sommeren 2013 har Willian været på banen i 140 kampe og scoret 19 mål.