Officielt: Chelsea må ikke registrere nye spillere i næste to transfervinduer

723

Chelsea sanktioneres af FIFA for at bryde reglerne i jagten på unge, udenlandske talenter.

Chelsea vil ikke få mulighed for at registrere nye spillere i løbet af de kommende to transfervinduer. Det meddeler det internationale fodboldforbund, FIFA, på deres officielle hjemmeside.

Straffen skyldes, at Chelsea angiveligt har brudt reglerne i 29 forskellige tilfælde, hvor London-klubben har indkøbt og registreret udenlandske spillere under 18 år.

Chelsea skal yderligere betale en bøde på knap 4 millioner kroner, hvorimod det engelske fodboldforbund, FA, idømmes en bødestraf på godt 3,4 millioner kroner for sin medvirken i regelbrudene.

Dette er ikke første gang, at Chelsea ender i juridiske problemer som følge af rekrutteringen af unge talenter fra udenlandske klubber.

Klubben blev idømt et lignende transferforbud tilbage i 2009, hvor franskmanden Gaël Kakuta blev hentet ulovligt fra RC Lens til Stamford Bridge. Transferforbuddet blev dog ophævet året efter, da de to klubber og spillerens repræsentanter appellerede sagen.