Officielt: Chelsea forlænger med Musonda

929

Charly Musonda og Chelsea er nået til enighed om en ny kontrakt, der binder belgieren til klubben indtil sommeren 2022.

21-årige Charly Musonda har i indeværende sæson fået en lille håndfuld chancer på førsteholdet, og det ser ud til, at klubben har stor tiltro til den teknisk stærke offensivspiller.

Klubben har således valgt at forlænge kontrakten med Musonda, så parterne nu har papirer på hinanden indtil 2022.

– Jeg er meget glad og meget stolt. Jeg var meget ung, da jeg kom hertil, og jeg er meget glad for at kunne fortsætte min rejse her. Jeg elsker klubben, så det er et stort øjeblik for mig og min familie. Nu vil jeg etablere mig selv på holdet, siger Musonda til chelseafc.com ovenpå kontraktforlængelsen.

Se også: Video: Historien om Andreas Christensen

Den unge belgier, som scorede sit første mål for klubben i sin første kamp fra start mod Nottingham Forest i Carabao Cup, har tidligere kritiseret sine få chancer for spilletid på de sociale medier, men nu ser der altså ud til at være gydet olie på vandene.

Marina Granovskaia, direktør i klubben, udtaler således ovenpå kontraktforlængelsen:

– Vi er meget glade for, at Charly har valgt at binde sig til klubben. Han er et spændende talent, som vi tror på kan udvikle sig til en vigtig spiller på førsteholdet, og vi håber, han bliver en del af Chelseas succes i lang tid fremover.