Napolis præsident: Chelsea må ikke hente flere af vores spillere

1876

Chelsea har indgået en aftale, som omfatter at klubben ikke må købe flere Napoli-spillere i dette transfervindue, påstår Napolis præsident, Aurelio De Laurentiis.

Som led i den aftale, som sendte Maurizio Sarri og Jorginho til Chelsea, skrev Chelsea ifølge Napolis præsident under på, at klubben ikke må købe flere spillere fra Napoli i sommerens transfervindue. På rygtebasis har navne som højrebacken Elseid Hysaj og midterforsvaren Kalidou Koulibaly, tidligere været nævnt som mulige spillere på Sarris ønskeliste. Skal man tro Napolis præsident, kommer dette ikke til at ske.

– Jeg tillod Sarri at tage til Chelsea, efter han underskrev en aftale som indebærer, at Chelsea ikke må forhandle med andre spillere end Jorginho, som vi besluttede at sælge, udtalte Napoli-præsidenten ifølge Daily Mirror.

Laurentiis uddyber yderligere, at Sarris skifte trak ud, da Chelsea og Sarri havde et klart ønske om, at tilknytte flere Napoli-spillere til Chelsea-truppen.

– Der var flere forskellige problematikker, da de (Chelsea, red.) ønskede at købe flere af vores spillere. Det lykkedes ikke, eftersom vi underskrev en aftale, som betyder at de ikke må forhandle med vores spillere.

Det tyder altså på, at Chelsea skal kigge andre veje, hvis klubben ønsker at hente yderligere forstærkninger i sommerens transfervindue, hvor man har hentet Jorginho og Robert Green til klubben.