Mourinho – legende, ikke Gud

2318

Han kom tilbage, hentede mesterskabsvindende spillere og smadrede så det hele – som han plejer. Advarsel: Det her bliver langt – men der er blevet sparet grundigt op.

Jeg kan huske, hvordan min mave knudrede sig sammen i sommeren 2013. Der skulle ske noget nyt i Chelsea.

Klubben havde lige vundet Europa League, og det tæller som et trofæ, men det kom oven på en sæson med tidlig Champions League-exit og en snoldet tredjeplads i ligaen. Samtidig havde begge hjemlige pokalturneringer været billigt til salg, men Chelsea var røget ud i semifinalerne. Tilmed skulle vi Chelsea-tilhængere leve med at se Rafael Benitez – en af de helt store rivaler op gennem 00’erne – på bænken. Og vi skulle leve med, at det var United, der snuppede mesterskabet med en middelmådig trup.

Derfor kom der julelys i øjnene på mange af os, da det så uomtvisteligt ud, at José Mourinho var nødt til at forlade Real Madrid. Han og verdensstjernerne var kørt fast.

Den dårlige mavefornemmelse kom af, at skriverierne gik på, at det var United, der skulle overtage ham. Til sidst endte Alex Ferguson med at udpege David Moyes som sin efterfølger, men undervejs havde vi været vidne til skriblerier om, at Mourinho havde bejlet mere end overordentligt til de daværende mestre. Derfor var lettelsen overordentlig stor og med flødeskum på toppen, da Mourinho skrev under med Chelsea.

Tre år er der gået, og meget er hændt. I år knudrede min mave slet ikke. Jeg håbede faktisk på, at han ville plante den samme underskrift på en kontrakt i Manchester. Mourinho er ikke den rette løsning for United, og han er slet ikke en langsigtet løsning.

Hvis man har læst mine ord på denne plads tidligere, vil man vide, at jeg er en kritisk Chelsea- tilhænger. For eksempel kritiserede jeg Frank Lampard – min yndlingsspiller gennem tiderne – da han træk i City-trøjen. Jeg skrev, at det gjorde ondt. Det fik jeg høvl for blandt Chelsea-fans. Hvordan kunne jeg kritisere en mand, der havde gjort så meget for klubben?

“Mourinho er ikke den rette løsning for United, og han er slet ikke en langsigtet løsning”

Så når jeg nu kritiserer José Mourinho – manden, der vandt det første mesterskab til klubben i 50 år, hentede flere store trofæer og gav os et væld af store oplevelser – så forventer jeg intet andet end at blive kaldt illoyal eller det, der ligner og er værre. Jeg er naturligvis uenig, men det er fint. Bare husk, at de største skuffelser er affødt af de mest intense kærlighedsaffærer.

Langsom start – og hans tredje mesterskab
Lad os først se på resultaterne i Mourinhos anden periode.

2013/14: Det startede langsomt, og det var fint. Mourinho skulle, som enhver anden manager, have lov til at sætte sit præg på trup, spillestil, og hvad der ellers hænger sammen med en ny leder i en fodboldklub. Klubben vandt ingen trofæer i den sæson, men det så lovende ud. Der var tidspunkter i foråret 2014, hvor selv en skeptisk Chelsea-fan kunne håbe på mesterskabet i en sæson, hvor SSS-offensiven i Liverpool var ved at hente mesterskabet, men måtte se City løbe af sted med det til sidst.

Chelsea hakkede sig igennem foråret, og det endte med en tredjeplads. Direkte Champions League- kvalifikation var hæderligt i en liga, hvor nye, stærke vinde blæste fra flere verdenshjørner end tidligere. Samtidig havde det være tæt på endnu en Champions League-finale, men Atletico Madrid og Diego Costa var klogere, stærkere og mere ærgerrige i semifinalerne.

Det, der stod tilbage, var, at Chelsea igen, igen havde spillet en defensiv omgang bold, når det gjaldt. Det havde belønnet sig på Anfield i ligaen, men de manglende offensive kræfter havde manglet og kostet i Champions League. På midtbanen var Lampard ikke den general, han var engang, og Torres i angrebet… ej, jeg orker næsten ikke. Han skulle bare erstattes af en skarpere angriber. En ældre udgave af Eto’o scorede flere mål end ham i den sæson, og Hazard blev holdets topscorer. De problemer blev løst den efterfølgende sommer.

Læs også: Andreas Christensen er årets spiller i Gladbach

2014/15: Mesterskabet vendte hjem. Mourinho havde været kontant tidligt i sommerens transfervindue, og de to vigtigste brikker var faldet på plads: Diego Costa og Cesc Fàbregas. I vinteren, der gik forud, var Nemanja Matic kommet tilbage fra Benfica og havde gjort en stor forskel med det samme. Flotte handler.

De to spanske landsholdsspillere skulle som henholdsvis topscorer og assistkonge vise sig at være dét, der skulle til, for at Chelsea i efteråret 2014 kunne sætte sig tungt på Premier Leagues førsteplads – og det var med sprudlende angrebsfodbold. Hvem var ikke gode? Tænk tilbage på Azpilicueta-Terry-Cahill-Ivanovic. Av. Tænk tilbage på Matic. Av. Tænk tilbage på Fàbregas. Wow. Tænk tilbage på Hazard-Oscar-Willian. Wow. Tænk tilbage på Costa. BUM! Et sandt mesterskabshold.

På bagsiden af guldmedaljen var der sket noget omkring nytår. Med tømmermænd kunne vi se Tottenham og Harry Kane stemple ind med en 5-3-sejr over The Blues. Hvor kom det fra? Derfra flød spillet slet ikke på samme måde, og det kostede allerværst i Champions League. Da hjemmekampen mod PSG gik i gang, førte Chelsea på reglen om udebanemål, og da Zlatan allerede efter en halv time fik rødt kort, så alt godt ud. Men i stedet for at køre på spillede Chelsea med håndbremsen trukket. I stedet for at gå efter ét og to mål endte det med overtid og exit. PSG var og er et fantastisk hold, men det var ikke godt nok. Jeg bandede allermest af Mourinho og hans konservatisme. Den vundne League Cup-finale over Tottenham halvanden uge tidligere trøstede en smule.

2015/16: Hvad skete der? Jeg luftede tidligt min bekymring på denne plads og skrev: ”Mourinho gør mig usikker

Den første fredag i august forlængede Chelsea managerlegendens kontrakten til 2019. Fremtiden skulle sikres. Dagen efter spillede Chelsea mod Swansea. Og den dag startede balladen. Jeg skrev dengang, at Chelsea havde været for passive på transfermarkedet sommeren over, og optakten havde virket kluntet og doven på mig. Dårlige resultater i træningskampe er, hvad de er, men Mourinho havde givet spillerne overordentlig meget fri den sommer. Truppen mødte sent ind.

På mig var det den gode gamle med at hvile på laurbærrene. 2-2 hjemme mod Swansea var, hvad det var, men meget tyder på, at der skete et brist mellem Mourinho, staben og dermed truppen, da han satte Eva Caneiro i offentlig gabestok for at løbe ind til Eden Hazard i de døende minutter. Den efterfølgende kamp tabte Chelsea 0-3 til City.

Da Chelsea i ottende spillerunde tabte 1-3 hjemme til Southampton, og Mourinho skulle forklare sæsonens fjerde liganederlag(!), begav han sig ud i en syv minutters enetale på direkte tv. Han var en resignerende mand, der arbejdede på sit eget eftermæle. Han regnede tydeligvis med en fyreseddel. Personligt var min egen føromtalte bekymring blevet bekræftet, og jeg syntes, at ledelsen måtte gøre noget, inden hele sæsonen blev skyllet ud. Den var helt gal, men i det mindste kunne man stadig snildt nå top fire. Det forudsatte bare, at Mourinho røg ud – også selvom det ville blive økonomisk dyrt.

Læs også: Den dyre talentudvikling – version Lukaku

Han fik lov til at blive og vandt 2-0 over Aston Villa. Måske det vendte nu? Men ak, det var bare Aston Villa anno 2015. West Ham, Liverpool og Stoke vandt alle over Chelsea i de tre efterfølgende ligakampe. Desværre skulle vi helt frem til december, før ledelsen viste handlekraft og fyrede ham. På det tidspunkt var skaden sket, og Chelsea endte med en historisk dårlig sæson.

Så altså: Mourinho kom tilbage, sikrede klubben et længeventet mesterskab med pokalsidevogn og var nogenlunde tæt på en Champions League-finale. Og han hentede nogle få fantastiske spillere, der gjorde forskellen undervejs. Havde det været dét, så havde det været smukt. Men derefter sov han i det efterfølgende transfervindue, hvilede generelt på laurbærrene, svinede offentligt spillere og stab til, da der opstod modvind, og til sidst tænkte han allermest på at sikre sit eget eftermæle, sin egen karriere. Dårligdommene i sommeren og efteråret 2015 overgår, i min bog, mesterskabets eufori mange gange. Den klub, han afleverede, var ikke i orden, truppens gejst smadret.

Og så har jeg endnu ikke præsenteret min holdning til den generelle indsats på transfermarkedet, mens han var der.

Genialiteter og katastrofer
Cesc Fàbregas og Diego Costa var to verdensstjerner, der kom ind til gode priser og gjorde en forskel. Og mesterskabet var ikke blevet til noget uden Nemanja Matic. Willian er også Mourinhos klare fortjeneste. Han snuppede brasilianeren for snuden af Tottenham, og specielt i denne sæson skal Chelsea være taknemmelig for det. På den anden side er der for mange indkøb, Mourinho ikke fik til at fungere. Her tænker jeg specielt på Filipe Luis, Pedro og Juan Cuadrado (måske sidstnævnte lykkes under Conte?), men jeg tænker også på folk som Loïc Rémy, Baba Rahman og ikke mindst skandalelejemålet af Falcao. Derudover har Mourinho givet meget få chancer til unge folk.

Men det er, hvad det er. Det er på salgssiden, det har gjort ondt under Mourinho. Først røg Juan Mata. Han havde været et vigtigt kreativt lyspunkt i sine to år i klubben, og det gjorde ondt at se ham blive solgt til United, men okay, jeg kunne godt se, at han stod i vejen for Mourinhos projekt, og 37 millioner pund var en fin pris. Men i samme transfervindue lod han Kevin De Bruyne gå for sølle 16,5 millioner pund til Wolfsburg. En spiller, der derefter tordnede gennem lydmuren, og jeg er ikke overrasket, hvis vi næste sommer ser City løfte Premier League-trofæet med ham som ligaens bedste mand (selvom han ikke ligefrem lovede dét i Belgiens EM-kamp mod Italien).

“Dårligdommene i sommeren og efteråret 2015 overgår, i min bog, mesterskabets eufori mange gange”

At man fik 50 millioner pund for David Luiz er det største kup i transferhistorien – jeg ville have solgt ham for det halve og mindre end dét – og at Mourinho skilte sig af med spillere som Demba Ba, Fernando Torres, André Schürrle og Ashley Cole var fint.

Til gengæld hopper kæden af for mig, når man sælger spillere på positioner, man kort tid efter står og mangler folk til. Ud over De Bruyne, der kunne have pyntet gevaldigt i offensiven sammen med Willian og Hazard, så undrer det mig, at folk som Ryan Bertrand og Romelu Lukaku (Petr Cech klandrer jeg Abramovic for at sælge til en ligarival) skulle sælges. Og her har jeg medregnet en umiddelbart flot pris for Lukaku. Derudover skal Chelsea næsten håbe på, at Thorgan Hazard ikke udvikler sig alt for voldsomt. Andreas Christensen kan klubben selv sørge for at få hentet hjem igen sammen med andre lovende lejesvende.

En ting, jeg har tænkt meget over, er, hvilken rolle klubbens øvrige ledelse spiller på transfermarkedet. Konkret synes jeg, at der er begået nogle mærkværdige køb på det seneste med Michael Emenalo som teknisk direktør. For at nævne nogle få: Michael Hector, Papy Djilobodji, Matt Miazga. Samtidig har Marina Granovskaia gjort sin entré som direktør. Jeg har svært ved at gennemskue ansvarsfordelingen i ledelsen, men tilbage står en Mourinho-periode, der har set få lyspunkter på transfermarkedet, hvis man spørger mig.

Legende, ikke Gud
For en god ordens skyld: Ligesom Frank Lampard er den største spiller i Chelseas historie, er José Mourinho den største manager.

Han er bare ikke en Gud, der ikke må og skal kritiseres. Alt var ikke godt.

P.S. I mit næste blogindlæg kigger jeg frem mod den kommende sæson – og ikke mindst denne sommer, der bliver den vigtigste i Chelsea i mange år. Vi læses ved.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak