Morata i karantæne mod Everton efter sen episode mod Bournemouth

2804

Chelsea må undvære Alvaro Morata til weekendens opgør mod Everton, efter spanieren modtog en advarsel efter sin overtidsscoring mod Bournemouth.

Willian bragte planmæssigt the Blues foran tidligt i kampen mod Bournemouth, men the Cherries bed fra sig kort før slutfløjtet, da Dan Gosling udlignede i 89. minut.

Men blot få sekunder efter, at Chelsea havde givet bolden op blev Alvaro Morata sat op på smukkeste vis af Eden Hazard med hælen, hvorefter den spanske skarpretter sparkede bolden ind bag Artur Boruc i Bournemouth-målet og sikrede avancement til semifinalen i Carabao Cuppen.

Men efter scoringen, som selvfølgelig udløste stor jubel blandt spillere og fans, modtog Alvaro Morata en advarsel for usportslig opførsel.

I skrivende stund ligger det ikke 100 procent fast, hvad der helt præcist skete i sekunderne efter scoringen, men Morata røg angiveligt ind i en diskussion med en Bournemouth-spiller og sparkede derefter bolden væk.

Læs også: Conte: Christensen har været den bedste overraskelse denne sæson

Det betød, at dommer Lee Mason tildelte spanieren hans femte advarsel denne sæson, hvilket udløser én spilledags karantæne, som skal afsones mod Everton denne weekend.

På den efterfølgende pressekonference var Antonio Conte ærgerlig over advarslen.

– Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke så det gule kort. Det er et stort tab, især fordi en svær kamp mod Everton venter, så det er en skam, men det må vi acceptere. Der blev uddelt mange advarsler i aften, sagde italieneren.

Der blev uddelt hele otte advarsler i kampen fordelt ligeligt mellem de to hold. Udover Morata fik Ampadu, Fabregas og Zappacosta også en advarsel hver.

I semifinalen i Carabao Cuppen venter Arsenal. Den første kamp spilles på Stamford Bridge.