Morata: Jeg fungerede ikke i Contes system

2741

Alvaro Morata er meget ambitiøs omkring denne sæson. Holdet spiller væsentligt anderledes end under Conte, hvor hans spidskompetencer ikke kom i spil, kritiserer han.

15 scoringer for en angriber er ikke decideret dårligt, men når man kun får scoret tre gange på en halvsæson, så kommer det til at se skidt ud. Det var virkeligheden for Alvaro Morata i den forgangne sæson, hvor han efter en stærk start i kongeblåt faldt voldsomt i kadence.

Den 25-årige spanier har tidligere talt om, hvordan han ramte en mental mur i løbet af sæson, og nu fortæller han også, at han nemt kunne være taget til en anden klub under sydligere himmelstrøg.

– Det er en nem beslutning for mig. Jeg kunne have taget tilbage til Spanien eller Italien, hvor alle folk tror på mig, men jeg vil ændre tingene her, fortæller han til Skysports og uddyber.

– Det vil jeg ikke på grund af alle dem, der hater, men for min egen og for Chelseas skyld. Chelsea gav mig alt, jeg behøvede, og nu skal jeg give det tilbage til dem.

Læs også: Hazard afviser Real-skifte denne sommer: Jeg bliver i Chelsea

Han pointerer, at det især var måden, han bliv spillet på i Contes system, som betød, at han ikke kunne levere sit bedste. Det er der til gengæld langt bedre muligheden for under Maurizio Sarri, mener han.

– Det vigtigste er måden, vi spiller på. I sidste sæson spillede vi med lange bolde, og det at skærme bolden i luften er ikke min stærkeste side. Nu kan jeg angribe med mere plads, og jeg kan lægge hurtige afleveringer og derefter løbe i feltet. Det er bedre for mig.

– Sarri arbejder altid med bolden, og når du har bolden hele tiden, så får angriberne også flere chancer. Jeg vil score mere end 30 mål, men jeg ville score 15 eller 20 og så vinde Premier League eller et andet stort trofæ, lyder det ambitiøse mål fra Morata.