Lampard skifter til Man. City

634

Frank Lampard lader sig udleje til hovedkonkurrenten Manchester City i et halvt år i en opsigtsvækkende aftale.

36-årige Frank Lampard må siges at være noget af en legende i Chelsea. 648 kampe og 211 mål blev det til for englænderen, før han stoppede i klubben i sommers, da hans kontrakt ikke blev forlænget.

Sidenhen har han skrevet under på en kontrakt med det nystartede hold New York City i MLS, men de er først spilleklar til næste år. Derfor har Frank Lampard brug for et sted at holde formen ved lige, hvor Melbourne længe lignede stedet, da klubben er ejet af Manchester City ligesom New York City-klubben er det.

I stedet er det i dag blevet offentliggjort, at Frank Lampard skal skifte til Chelseas direkte titelrivaler i denne sæson, Manchester City, hvor han altså skal hjælpe de lyseblå med at forsvare titlen mod sin gamle klub i en lejeaftale, der løber det næste halve år.

Så sent som i maj sidste år sagde Frank Lampard, at han aldrig ville spille for andre klubber i Premier League end Chelsea, men det har vist sig ikke at være tilfældet, da man vil kunne se ham trække i den lyseblå City-trøje i denne sæson i et skifte, der helt sikkert vil skabe stor debat.