Krings Karakterer: Fødselaren scorer højt

1828

Den nye sæson banker på døren, og den sparker samtidig gang i et nyt tiltag,”Krings Karakterer,” på Chelseafan.dk. Journalist og medvært på Romans Disciple, Martin Kring, er tyvstartet og har uddelt de første karakterer til spillerne ovenpå straffesparks-sejren mod Inter.

Alle aktører med en seriøs indflydelse på kampen vil blive bedømt efter 7-trins skalaen og med en mindre kortfattet notits i tillæg. Formatet skal være med til at sparke endnu mere liv i debatten om Chelsea, både her på sitet og på Facebook-siden.

Gårsdagens kamp mod Inter bar præg af at være det, det var. En træningskamp. I små 30 graders varme i det sydlige Frankrig. Hele truppen kom mere eller mindre i spil pånær den ny-signede Robert Green og unge Charly Musonda. Helt i toppen ligger en fødselar, der havde det svært under Antonio Conte, men som ser ud til at have fået ny energi og tro på tilværelsen i hvidt og blåt.

I den anden ende af skalaen finder vi nogle af de rutinerede kræfter, der tilsyneladende ikke helt har fået løsnet op i sommerbenene endnu.

Marcin Bulka 7

Vores unge polske keeper blev ikke sat på de store prøvelser. Insisterede på at spille den ud nedefra. Med succes. Virker forudseende, påpasselig i luften og god med fødderne. 18 år gammel, han ligner en fremtidens mand.

Davide Zappacosta 4

Koncentrerede sig om sine defensive opgaver, og det slap han udemærket fra. Kom til enkelte indlægsmuligheder, men mangler stadig at bevise sig som den holdbare kraft på højrebacken.

Ethan Ampadu 7

Ampadus dåbsattest siger 17 år. Men han spiller med en ro og en elegance, som om han var 10 år ældre. Fungerede godt i samarbejdet med Luiz, men blev i flere situationer sat under pres pga. manglende balance på midtbanen. Han var komfortabel med bolden og ser spillet flot. Uhyre interessant fremtid for den unge knægt med de store dreadlocks.

David Luiz 7 

Tilbage i Chelsea-varmen. Han havde sit hyr med at passe på Icardi, men gjorde det solidt. Eminent med bolden, og virker til at være vellidt hos Sarri, der foretrækker boldspillende midterforsvarer.

Marcos Alonso 4

Inter angreb meget over hans side, og han blev fanget i omstillinger af flere omgange. Fik ikke rigtig sat sit aftryk offensivt, som vi så så mange gange i sidste sæson. Ligner dog en sikker mand på venstrebacken trods de defensive mand-mand udfordringer.

Cesc Fabregas 4

Fabregas har fået en ny legekammerat i Jorginho. Det gør den spanske kreatør bedre, men i dag manglede han at få sat sit aftryk i det fremadrettede spil. Cesc får nok svært at tilspille sig en stamplads i det nye Sarri-system.

Jorginho 7

Råber og dirigerer på livet løs. Men det var altså kun hans anden kamp for Chelsea. Ligner en kæmpe gevinst og den store klasse kommer ofte til udtryk. Både i afleveringsspillet og i visionerne frem af banen. Bliver bedre af at få Kanté ind som makker til at sikre balancen.

Ross Barkley 4

Tydeligt at mærke, han allerede finder sig bedre til rette i Sarris system end Contes ditto. Enormt potentiale, men i dag fik han kun vist det i glimt. Skal være mere afgørende som støttespiller til offensiven.

Pedro 10 (Man of the match)

Fødselsdagsbarnet åbnede nok en gang målscoringen. Spillelysten virker stor, og han var konstant pågående. Har stadig for mange nemme boldtab, men han kan blive en værdifuld kraft i den kommende sæson.

Callum Hudson-Odoi 7

Det unge talent kæmpede med at få sit spil til at fungere. Aktionerne blev bedre efter pausen, hvor man så det store talent udfolde sig. Blev overmatchet fysisk af Candreva, men bragte sig selv i flere gode positioner, som han ikke fik nok ud af. Ligner stadig fremtidens mand.

Alvaro Morata 7

Morata virker til at have fået ny luft. Linkede fint op med Pedro, og holdte Inter-forsvarerene godt beskæftigede. Touchet på bolden kan stadig blive bedre, men han var giftig i dag. Flot forarbejde til Pedros mål.

Willy Caballero 7

Ligesom sin 18 år yngre kollega i målet var det ikke meget den udskældte Willy havde at se til. Kunne måske have gjort mere ved udligningen, men ellers en relativt begivenhedsfattig halvleg i Chelsea-buret. Havde dog en superredning kort før tid og fik afværget et par farlige indlæg fra italienerne. Nupper tilmed det udslagsgivende straffespark.

Cesar Azpilicueta 4

Kom ikke i fokus i en anden halvleg, der gik ned i tempo. Og det betyder, at den altid pålidelig Dave, var, ja pålidelig. Afgjorde straffesparkskonkurrencen med en afmålt spansk flødefod.

Tiemoue Bakayoko 7

Dominerende på fornem vis sine modstandere i duellerne, men har stadig for mange boldtab. Fylder godt i en tre-mands midtbane, og han kan blive en god reserve og balancespiller, når det bliver alvor.

Danny Drinkwater 7

Englænderen gjorde et fint indhop og var med i flere farlige offensive aktioner. Igen i går utrolig sikker i pasningsspillet, og han var med til at skabe balance på midten. Dog er det tvivlsomt, om Drinkwater besidder det niveau, der skal til for at få regelmæssig spilletid under Sarri.

Victor Moses 4

I en ny position som højre wing. Den kender han fra de gamle dage og fra landsholdet. Har stadig farten og driblingerne til at skabe problemer, og det lykkedes han i nogen grad med igår mod et træt Inter-forsvar.

Andreas Christensen 4

Fik de sidste 30 minutter sammen med Rudiger. Kom ind og skabte ro på bolden, som han altid gør. Desværre blev den ferie-tilbagevendte dansker skadet og måtte færdigspille de sidste 10 min på smerte og halv kraft. Derfor svært at vurdere indsatsen igår.

Toni Rudiger 7

Der er så meget power i den unge tysker. Vandt de fleste af sine dueller og efterlod generelt et sikkert indtryk. Rudiger passer antageligt bedre ind i et firemands-forsvar. Her kan han få lov at anvende sin store kraft. Også i løbene mod angriberne.

Emerson 4

Overbeviste ikke på den halve time han fik, om at han skal være nyt førstevalg på venstrebacken. Var udfordret defensivt af Inters livlige og friske kant og fik ikke rigtig lov at vise sig frem oppe i den sjove ende.

Tammy Abraham 4

Skal det være nu for den lange Abraham? Det store gennembrud? Kvaliteterne er til at få øje på, men umiddelbart er det vanskeligt at se ham spille en stor rolle som spydspids i et 4-3-3 system. Kom til et par fine afslutningsmuligheder og én stor chance i aften, men manglende snerten.

Lucas Piazon UB