Krings Karakterer: Den nye chef topper skalaen, imens kaptajnen halter

3452

En knasende sikker sejr over Zanka, Billing og co. åbnede Premier League-sæsonen for Sarris tropper. Det kaster flotte karakterer af sig flere steder.

Vi ligger nummer 1. Og det kunne da være herligt, hvis det også stod ved magt ved udgangen af maj næste år. Mindre kan måske gøre det, i hvert fald endte det med at blive en solid start, og vi fik vasket pletten fra sidste weekend mod City af os.

Huddersfield blev aldrig den store udfordring, men koncentreret arbejde over stort set hele linjen gør, at vi kan rejse hjem med tre streger og ikke mindst en go’ fornemmelse i kroppen. Jorginho fulgte op på sin stærke pre season med en dominerende indsats og et lille rejehop. Skønt.

Anderledes bekymrende så det ud i højresiden, hvor der endnu er et stykke vej tilbage til fordums styrke for firmaets mand. Karakterne er klar:

Kepa 7

Røg i Premier League-ilden med det samme, og det blev en blandet debut for verdens dyreste målmand. Flere af de lange afleveringer havnede lige i fødderne hos modstanderen, men nåede også at vise prøver på sine gode evner med handskerne. Var stort set blottet for action i anden halvleg.

Azpilicueta (c) 02

Kaptajnen imponerer stadig ikke efter positionsskiftet til højre back. Det er underligt, for da han ankom til Chelsea i sin tid, var det netop som fuldblodsback. Men også i dag, da det blev Premier League-tid igen, havde han placeringsvanskeligheder og så i flere sekvenser rundtosset ud. Og når Dave samtidig intet bidrager med offensivt, kommer det ikke til at se godt ud.

David Luiz 10

Har spillet sig helt tilbage i varmen hos The Blues. Efterlader mange solide indtryk og ligner det sikreste kort i midterforsvaret lige nu. I dag blev han ikke sat på mange prøvelser, men vandt sine dueller ved hjælp af sin forudseenhed og fart.

Rudiger 7

Ikke mange fingre at sætte på tyskerens indsats. Udgjorde en solid forsvarsblok med Luiz, da holdet blev presset i bund i første halvleg. Demonstrede nok en gang, at han er et livsfarligt våben på dødbolde, hvor han var indblandet i flere nærgående målforsøg.

Alonso 7

Stadig tung i bevægelserne i de defensive aktioner, og man kan godt frygte for udfaldet, når modstanden bliver bedre, end den var i dag. Til gengæld så vi lidt af den gamle Alonso på den sidste tredjedel af banen. Et godt sundhedstegn.

Kante 7

Verdensmesteren kom hjem og åbnede målkontoen. Overlegent. Skal lige finde sig til rette i sin nye rolle som fremskudt midtbanespiller, men han er godt hjulpet af Jorginho ved sin side. Den store løberadius er intakt, så det bliver kun bedre herfra.

Jorginho 10 (Man of the match) 

Maestroen. Viser overfor sine holdkammerater, at han er chefen fra dag ét. Fandt tilbage til sit høje niveau efter den fallerede præstation i Community Shield-kampen, og det løftede hele holdet. Styrer, dirigerer og skubber folk frem. Jorginho bliver en af nøglerne til succes for Chelsea i den her sæson, og den arrogante straffesparksscoring i dag var prikken over i’et.

Barkley 4

Der er stadig et stykke vej for ihærdige Barkley. Intentionerne i spillet er på plads, men der mangler et brugbart slutprodukt på tingene. Er i besiddelse af et fantastisk drive, men han mangler at forløse det. Og det skal snart være, ellers overhaler Fabregas og Kovacic englænderen.

Pedro 7

Egentlig en præstation på det jævne for Pedro, men var med i både 0-1 og 0-3 scoringen og det løfter naturligvis helhedsindtrykket. Op til ham at holde liv i højresiden, for Azpilicueta bidrager ikke, og det lykkedes han ok med, omend der var en del mislykkede aktioner.

Morata 4

Chelsea missede at hente en ny angriber, så i dag var endnu en Morata-dag. Sarri har åbenbart en ukuelig tiltro til den målfattige spanier. Det var for det meste nat og dag, hvor hver anden aktion var go’ eller dårlig. Men det er stadig ikke en holdbar løsning med ham på toppen.

Willian 7

Forrygende assist ved det første mål og var generelt velspillende i de fleste af de 75 minutter, han fik på banen. Kan Willy finde de helt vilde sambafødder frem, bliver han et kæmpe aktiv.

Loftus-Cheek 4

Uheldig med et par af sine aktioner, men det samlede indtryk er, at han ikke får sat sig rigtig igennem. Burde kunne komme ind og skabe mere ravage i en periode, hvor modstanderne er trætte. En ny udlejning inden vi går ind i september er ikke urealistisk.

Hazard 7

Der var smil over hele femøren hos Hazard, og han kunne da også sagtens glæde sig over sit flotte indhop, hvor højdepunktet selvfølgelig blev oplægget til Pedros kasse. Please don’t leave my friend!

Moses UB