Kepa: Vi tager til Wembley for at vinde

287

Fodboldverdenens dyreste målmand er klar til at stå ansigt til ansigt med Manchester City på Wembley.

Chelsea er efter straffesparkskonkurrencen mod Tottenham i går aftes videre til finalen i Carabao Cuppen, hvor de skal op imod Manchester City.

24-årige Kepa Arrizabalaga udmærkede sig ved at snuppe Lucas Mouras straffespark og se Erik Diers forsøg forbipassere overliggeren. Da alle fire Chelsea-skytter samtidigt eksekverede sikkert fra pletten, er det baskiske målmandstalent dermed på vej til sin allerførste finale på klubplan i karrieren.

– Ja, (jeg er virkelig glad, red). Det er min første finale, og vi spillede virkelig godt mod et rigtig dygtigt hold, så vi er alle sammen glade, siger Kepa til Chelsea TV og fortsætter:

– Vi ved, at Manchester City er et virkelig stærkt hold, men vi tager til Wembley for at vinde.

Disse er nogle af de første udtalelser i de engelske medier fra Kepa, der siden sommerskiftet fra Athletic Bilbao har holdt en lav profil uden for banen. Baskeren fastslår imidlertid, at han er glad for at være i Chelsea:

– Livet er anderledes her, end det var i Bilbao, men jeg er meget glad og komfortabel med holdet og mine holdkammerater.