Hvor bliver du af, Conte?

2636

Antonio Conte lader revolutionen vente på sig efter et mislykket transfervindue og en ellers fin sæsonstart.

Suk.

1-2 til Liverpool, 0-3 til Arsenal på bare otte dage. Det gør ondt, og det kan et comeback mod Leicester i den lille pokalturnering EFL Cup ikke retfærdiggøre. Men det er ikke kun resultaterne, der bekymrer mig.

Da Antonio Conte blev præsenteret som Chelseas nye manager, tænkte jeg: ”Yes, endelig viser ledelsen vision.” I rekrutteringsforløbet havde Contes argentinske ligemand Diego Simeone også været nævnt som en af de store kandidater. Jeg havde også gerne set den hårde hund Simeone som manager på Stamford Bridge, men da det endte med Conte, var jeg godt tilfreds. Det duftede af noget nyt og lovede noget taktisk spændende.

Tænk på, hvordan han gav nyt liv til den klassiske 3-5-2-formation i sin tid i Juventus, hvor han genopfandt Andrea Pirlo og bragte Juventus tilbage som absolut magtfaktor i italiensk fodbold. Sammen med mange andre Chelsea-tilhængere ventede jeg i spænding på, at han skulle bringe ny energi og en sammenhængende spillestil ind på et hold, der havde været gået i stå i næsten halvandet år. Ville han mon spille med et tremandsforsvar? Hvor ville han mon placere Hazard i en 3-5-2-opstilling? Og hvem skulle hentes ind til at være den mere boldspillende forsvarsspiller?

“Men da først rygterne begyndte at svirre, og klubben til sidst præsenterede David Luiz som løsningen på hullet i forsvaret… ej, jeg forstod det slet ikke. Forstår det ikke”

Hvis vi ser på transfervinduet, så startede man med at hente oprydderen N’Golo Kanté fra de engelske mestre og Lukakus angrebsreserve på det belgiske landshold Michy Batshuayi. De kostede hver især lidt mere end 30 millioner pund. To spændende indkøb til fremtiden. Det var afgjort tiltrængt med ny energi i angrebet – til at supplere Diego Costa – og på midtbanen for at live op i en mand som Nemanja Matic. Men så hoppede kæden af.

Okay, Marcos Alonso vidste jeg ikke nok om, og jeg var enig i, at det var tid til at få en venstrefodet venstreback ind på holdet. På den måde kunne Azpilicueta komme over i højre side af forsvaret, og Ivanovic ud på bænken. Hvis det var Alonso, klubben og/eller Conte ville have til at udfylde rollen i venstre side… fint med mig. Vi får at se, om han er den rette løsning.

Men da først rygterne begyndte at svirre, og klubben til sidst præsenterede David Luiz som løsningen på hullet i forsvaret… ej, jeg forstod det slet ikke. Forstår det ikke. Manden er for mig definitionen på usikkert forsvarsspil. Definitionen på at skabe utryghed. Definitionen på en fodboldspiller, der ikke har hovedet med sig. Definitionen på at være overvurderet. Definitionen på rigtig mange defensive dårligdomme. Og slet ikke løsningen på noget som helst. Han er for mig det klareste billede på de syv mål, Brasilien lod gå ind mod Tyskland i VM-semifinalen i 2014.

Jeg er med på, at transfermarkedet er hårdt. Og jeg er med på at der ikke hænger Bonucci’er og Stones’er på træerne, men David Luiz?! Jeg troede næsten ikke på det. Læg dertil, at Contes entré ikke havde bragt nogen nævneværdige afskeder med sig.

Læs også: Conte: Vi er et godt hold på papiret, ikke på banen

Sådan gik det til, at Chelsea en lørdag i slutningen af september stillede til kamp på Emirates Stadium med en firbackkæde (!) bestående af det samme persongalleri, der spillede en katastrofal 15/16-sæson – blot med den ændring, at man var nødsaget til at erstatte JT med Mister Flamboyant Brazilian. Helt vildt. Med John Terry ude har det efterladt Chelsea med et forsvar, hvor tre ud af fire ikke spiller fodbold, der er et tophold værdigt – og måske netop derfor er Chelsea ikke et tophold lige nu.

Antonio Conte startede sin Chelsea-karriere med at vinde tre ud af tre Premier League-kampe, og det burde egentlig have været fire ud af fire. Men klasse fornægter sig ikke, og det gør mangel på klasse heller ikke. Så mod Swansea blev to point drysset væk. Og de ti point i fire kampe lyder af mere, end de er. Hvis det ikke havde været for Diego Costas målhøst på den sene side af det 80. minut i tre af kampene, var det kun blevet til fem point i fire kampe.

Ud over firbackkæden, der bemandingsmæssigt kun er blevet ændret på grund af Terrys skade, har Conte ikke lavet meget om. Han har set sig nødsaget til at fylde midtbanen ud med defensive kræfter. Det betyder, at Matic ikke er blevet byttet ud med Kanté, men har fået pladsen ved siden af franskmanden. I sig selv en anelse konservativt. Hazard, Willian og Costa har været selvskrevne, og Conte er gået med Oscar som sidste mand i regnestykket. Det har ikke været specielt godt. Midten har manglet kreativitet. Det har været mest udtalt, når Cesc Fabregas er kommet på banen sent i kampene.

“Det er, som om han enten føler sig begrænset eller begrænser sig selv. Jeg ønsker en revolution”

En anden ting er Contes ageren i løbet af kampene. Her har han været alt, alt for passiv og bundkonservativ. Specielt mod Liverpool, hvor han ventede til det 84. minut med at skifte ud, og da var det for sent med de friske kræfter. Fabregas fik ikke tid til at spille sig ind i kampen.

Mod Arsenal havde Fabregas fået chancen fra start – stadig med Matic og Kanté på midten. Men inden det nåede at blive til en kamp, smed forsvaret sejren i armene på Arsenal. Cahill er for langsom i fødder og handling, og David Luiz sejler rundt. Med 0-3 ved pausen skulle Conte selvfølgelig have reageret. Personligt ville jeg gerne have set ham tage chancen med to deciderede angribere oppe foran. Så kunne Batshuayi og Costa have taget kampen op. Hvis det ikke var det rette at gøre, skulle han have gjort noget andet.

Læs også: Zouma nærmer sig comeback

Ti minutter senere kom reaktionen dog, da han hev Fabregas ud og satte Alonso ind. Dermed gik han over til bemeldte 3-5-2 med to wingbacker. Men det står en smule uklart for mig, hvorfor det lige skulle være på det tidspunkt. Ville han starte sin revolution nu, nede med 0-3 mod Arsenal?

Mit indlæg skal ikke forstås derhen, at jeg ikke er glad for Conte som manager. Jeg håber, at han får lang tid i klubben, og jeg tror på, at det kan blive godt med ham. Men det er, som om han enten føler sig begrænset eller begrænser sig selv. Jeg ønsker en revolution. Ud med nogle af de gamle, tunge drenge, ind med de taktiske visioner, som vi ved, han har i rygsækken.

Det er det, han er ansat for.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak