Husker vi at rose Conte nok?

1889

Antonio Conte ønskede med et stort smil og champagne i hånden os alle sammen en glædelig jul på pressemødet efter sejren på Boxing Day. Jeg vil benytte denne lejlighed til at gøre det samme. Glædelig jul til alle med et blåt hjerte! 

Og så tilbage til det spørgsmål, der har rejst sig hos mig her henover det intensive juleprogram. Har vi egentlig husket at rose vores italienske magiker nok for det arbejde, han har leveret i anden sæson som manager for Chelsea FC? Den anden sæson som for så mange trænere rundt omkring i Europas topklubber er så notorisk svær at følge op på ovenpå den definitive succesoplevelse. Et mesterskab.

Min egen udlægning er, at der er rigeligt med plads til flere superlativer. Mere kredit.

Med kun en enkelt mulighed tilbage for at efterlade et sidste aftryk på året 2017, er det vist helt på sin plads at gøre status og gå bag om første halvdel af denne sæson.

(U)ro på de indre linjer
Efter det sidste guldstøv havde lagt sig på Broen, var vi i midten af august parat til at begynde jagten på et titelforsvar. Eller var vi? Medierne havde brugt sommeren på at skabe en decideret storm omkring Conte, fordi han eftersigende skulle have lagt sig ud med Marina Granovskaia og dele af bestyrelsen, omhandlende Chelseas transferpolitik.  Vandrørene i London afslørede, at Conte ikke fik de spillere, han havde stående på ønskelisten.

Men lad os nu ikke dvæle for meget ved det, for den interne uro, der altså angiveligt skulle have influeret de engelske mestre så meget, at flere eksperter begyndte at tvivle på Contes kvaliteter som manager for Chelsea, ja den er der ingen som helst, der taler om i skrivende stund.

Læs også: City udlignede Chelsea-rekord med sejr over Newcastle

Læg dertil hele sagaen omkring Diego Costa, som heldigvis for alle fik en lykkelig udgang med skiftet hjem til Atletico Madrid. Den sag kunne med et enkelt lille knips være gået helt ud af proportioner, men det gjorde den ikke. Conte lod sig ikke kue af mediernes trang til at hælde grus i det velsmurte maskineri.

Han har under det største pres formået at lade resultaterne tale og tvinge alt andet udenomsstøj i baggrunden. Det viser ufattelig meget format.

Og lad os så rykke indenfor kridtstregerne. Og i en lille boks lidt udenfor, for den dedikation, indlevelse og determination som Conte bjergtog os alle sammen med i sidste sæson, har i min optik ikke ændret sig en døjt hos den karismatiske italiener i indeværende sæson. Et glasklart sundhedstegn og et studie, vi skal nyde så længe, vi har det inden for Stamford Bridges fire vægge.

Godt købmandskab
Chelsea Football Club lider visse steder under eftermælet som ”Premier Leagues købeklub nummer ét,” men her er det nok ved at være sidste udkald for de, der stadig knytter sig til den illusion, for prøv en gang at lade blikket glide ned over denne tabel. Samtlige 20 Premier League klubbers penge spenderet på transfers siden starten på 16/17-sæsonen. Netto.

At The Blues samlet set har brugt mindre end 10 gange så mange pund på transfers som kompetanterne fra Manchester, gør ikke ligefrem Antonio Contes meritter mindre imponerende.

Okay, City har profiteret af de mange indkøb og viser i denne sæson et måske hidtil uset højt niveau i Premier League-æraen. Men her på tærsklen til 2018 er vi stort set på omgangshøjde med United, og vi har lagt afstand til de øvrige top 4-bejlere.

Tallene ovenfor fortæller dels noget om den stærke transferkultur der efterhånden er godt integreret i klubben, men hvad vigtigere er, så viser de €28M også, at Conte besidder en helt særlig evne til at spotte uslebne diamanter og gøre dem til store profiler i Premier League.

Victor Moses, Andreas Christensen og Marcos Alonso er fremragende eksempler på dette. Min forudsigelse siger, at Davide Zappacosta bliver den næste i rækken.

Alt at spille for
Premier League-titelforsvaret synes qua Manchester Citys mindre sejsrække og flotte fodboldspil, ubarmhjertigt langt væk. Men husk på vi stadig ligger med et snit på lige over to point pr. kamp, hvilket i en ”normal” sæson havde været rigeligt til at kunne kalde sig mesterskabsaspiranter på det her tidspunkt af sæsonen.

Ambitionen må være hurtigst muligt at få cementeret vores plads i top 4, og så gør det jo heller ikke noget, hvis vi slutter over United og får givet Mourinho flere grå hår og grublerier at tygge på.

I januar venter en sand trilogi mod bysbørnene fra Arsenal med semifinalerne i Carabao-Cup’en som højdepunktet. Hvad der kan gå hen og blive mindst ligeså interessant er vores FA Cup revanchetogt, der begynder lige på den anden side af nytår, når vi møder Norwich på udebane.

En turnering, som med al sandsynlighed vil give plads til en række marginalspillere, men traditionen foreskriver ikke desto mindre, at Chelsea vil være med helt fremme, når de afgørende kampe melder sig.

Læs også: Morata og Azpilicueta nærmer sig imponerende klubrekord

Det eneste lille aber dabei i denne sæson bør tilskrives andenpladsen i Champions League-gruppespillet, hvor et par tamme uinspirerede præstationer mod Roma gjorde, at vi i 1/8-finalen nu står overfor en spændende, men særdeles vanskelig udfordring i skikkelse af F.C. Barcelona. Dog skal man ikke underkende den store præstation det er at ekspedere Atletico Madrid ud, så nogen katastrofe er det trods alt ikke.

Og sådan kom vi rundt om og fik dissekeret første akt i Contes anden sæson ved roret for The Blues. Der er stadig meget arbejde, der skal gøres, for at 17/18-kampagnen kan blåstemples som en succes, men vores sprællemand fra Lecce har under svære omstændigheder skabt et flot udgangspunkt. Og det må vi huske at rose ham for.

Med ønsket om en ny klasseangriber og et indbringende 2018, er der herfra kun tilbage at sige:

Godt nytår!

Martin Kring er journaliststuderende og tidligere tilknyttet Discovery, herunder 6’eren og Canal 9. Følg ham på Twitter her.