Hazard: Chelsea mindre afhængige af mig

576

Eden Hazard hylder nyindkøbene, Diego Costa og Cesc Fabregas, der har gjort, at han ikke selv er lige så betydningsfuld.

I sidste sæson var Eden Hazard i store perioder en enmandshær for Chelsea, der var meget afhængige af, at både mål og assists skulle komme fra den lille belgier, da ingen af de tre angribere var målfarlige.

Det er der blevet lavet om på i år, hvor tilgangen af Diego Costa har betydet, at Chelsea igen har en topangriber, der scorer mål på samlebånd. Ligeledes har Fabregas’ ankomst også betydet, at assistsene kan komme flere steder fra.

– Det er sandt, at de er de bedste spillere. Costa kan score hver eneste kamp, og Cesc er en af de bedste midtbanespillere i verden. Cesc kan også score og lave gode assists, hvilket vi så i den første kamp mod Burnley, hvor han lavede en smuk aflevering til André Schürrle. Det er meget vigtigt for holdet, og kan hjælpe os til sejr, lyder det fra Hazard ifølge Sky Sports.

– Sidste sæson scorede jeg en masse mål, og måske kan jeg lave flere fremadrettede afleveringer i denne sæson, fordi Costa er en af de bedste, og han kan score. Det er mit arbejde at score, men det er også mit arbejde at lave assists. Nu kan jeg koncentrere mig om assists. Jeg er klar til at være bedre end sidste sæson. Når jeg er på banen forsøger jeg at gøre mit bedste, fortsætter en meget glad Hazard.

– De nye spillere er faldet godt til. Jeg nyder at spille med de bedste spillere på holdet, og jeg er meget glad. Vi har et meget dygtigt hold, og vi vil nå længere end sidste sæson. Sidste sæson spillede vi godt, men vi vandt ingen trofæer, så vi vil nå længere denne sæson. Vi kan vinde fire trofæer, slutter Eden Hazard af.

Chelsea er startet forrygende i denne sæson, og topper Premier League med maksimum point, ni efter tre kampe.