Genfødslens sæson på Stamford Bridge

Genfødslens sæson på Stamford Bridge

af -
1322

Han kom ridende hurtigt som en føniks gennem et flammehav. Nu er Chelsea engelske mestre – fordi klubledelsen så rigtigt før sæsonen og ansatte Antonio Conte.

He came riding fast like a phoenix out of fire flames
He came dressed in black with a cross bearing my name
He came bathed in light and the splendor and glory
I can’t believe what the lord has finally sent me

Normalt er jeg fortaler for “less is more”-princippet, når der skal kommunikeres. Så undskyld for den patosfyldte indledning. Men jeg har svært ved at lade de storladne ord ligge, når jeg for tiden ytrer mig om Chelsea – hvilket jeg i sagens natur gør, når jeg bliver bedt om at skrive et indlæg om Antonio Contes Premier League-triumf.

Jeg er ikke kun Chelsea-fan (hvem er så ensidig?). Jeg er til andet end fodbold. Blandt andet er jeg stor tilhænger af den kraft, hvormed PJ Harvey i sine sange beretter om krig og kærlighed. I toppen af denne artikel reciterer jeg det første vers i “The Dancer”. Jeg ser for mig en fortabt kvinde stå apatisk og ikke vide sit levende råd: Hvad skal hendes næste skridt dog være? Hun er såret, hun er fortvivlet, og hun har brug for hjælp. Men så kommer han. Han rider, klædt i sort, gennem et flammehav som en anden Fugl Føniks og giver hende tro på tingene igen.

Den mand er Antonio Conte. For enhver Chelsea-fan er han Fugl Føniks. Han er genopstandelsen, og når jeg ser tilbage på den netop færdigspillede sæson og sammenligner med sidste sæson, ja, så er det lige før, at jeg køber myten om livet efter døden.

Fra asken til himlen
15. maj 2016:
Chelseas spillere gør klar til æresporten på Stamford Bridge. Et års tid forinden var det dem selv, der skulle hyldes af modstanderne, men nu er det folk som Wes Morgan, Kasper Schmeichel og Jamie Vardy, der skal klappes på banen. Leicester har på sensationel vis allerede sikret sig førstepladsen i Premier League – længe før denne sidste spillerunde – og de afgående engelske mestre hylder de nyslåede. Fra en 10.-plads ser Hazard, Azpilicueta og Fabrégas til, mens mestrene går på banen. Forud er gået en sæson, hvor José Mourinho førte sit mesterhold skidt gennem sommerpausen og hurtigt måtte se sig distanceret i Premier League. Senere var den legendariske Chelsea-manager blevet fyret af Chelsea for anden gang i karrieren – en anelse for sent på sæsonen. Løbet var kørt på det tidspunkt. Av.

15. maj 2017:
Chelsea-spillerne gør klar til æresporten på Stamford Bridge. Præcis et år forinden var det dem, der skulle klappe Leicester på banen, men nu er det deres tur til at blive hyldet.

Chelsea har rejst sig fra en miserabel sæson. Tiendepladsen i Premier League var den dårligste placering siden 1996, hvor klubben blev nummer 11, og holdets topscorer hed John Spencer. Nu hedder han Diego Costa. Men han er ikke med på banen. Han får et velfortjent hvil. Mesterskabet er i hus, og Costa har så meget overskud – og flabethed – i sig, at han bruger noget af pausen mellem de to halvlege på at hente mad i presserummet.

Det er ét af mange klip med Chelsea-spillere, man for tiden kan nyde med et smil på læben og gåsehud på armene. Det er en helt anden verden end for et år siden. For et år siden havde klubben knap nok en manager. José Mourinho var smidt på porten, og den gode Guus Hiddink var hentet ind til at sejle skuden nogenlunde i havn. Nu går den nye manager rundt med kongekrone på.

Og tilhængerne på stadion synger hans navn på “top of the league”-melodien: “Antoniooo! Antoniooo! Antonio! Antonio! “Antoniooo!”. Lige så hans hustru græder.

Før de sidste to runder endnu var spillet, havde hendes mand – vores mand(!) – sikret Chelsea klubbens sjette mesterskab i historien. Det var nok de færreste, der havde turdet håbe på dét, da sæsonen gik i gang (jeg spillede dog en 50’er på det dengang).

Fra firebackkæde til revolution
Det er ikke bare set over en hel sæson, at Conte har formået at skabe en genopstandelse. En af hemmelighederne bag mesterskabet er, at han og holdet har formået at genopstå gang på gang i løbet af sæsonen. Når holdet havde tabt en kamp – eller bare point – rejste det sig hurtigt igen.

Denne video af Guardian Football illustrerer det meget godt.

Den største krise opstod allerede efter tre kampe, der havde givet maksimumpoint. Jeg husker dem ikke som velspillede, og der skulle kæmpes for sejrene – i hvert fald over West Ham og Watford. Dengang havde Conte endnu ikke indført sit tremandsforsvar, som mange havde regnet med, at han ville overføre til Chelsea fra sin tid i Juventus – inklusive mig. Jeg så holdet som ubalanceret til den defensive side, fordi han ud over det normale firemandsforsvar spillede med både Nemanja Matic og N’Golo Kante. Det blev for tungt.

Og så krakelerede det. Først mod Swansea, hvor Chelsea smed to dumme point. Derefter tabte de til Liverpool hjemme på Stamford Bridge, inden kollapset var totalt ved pausen på Emirates Stadium mod Arsenal: 0-3 ved pausen. Av. Hvor blev Conte af?

Det var her, i dette øjeblik på sæsonen, at han kom ridende, hurtigt, og aldrig så sig tilbage igen. Han gik over til sit tremandsforsvar, og selvom anden halvleg blot endte 0-0, skulle den vise sig som en sejr: Han havde fundet roen. Roen til at spille sit eget spil (ja, undskyld klichéen), og roen til sit hold. Resten af 2016 tabte Chelsea ikke et eneste point. Først efter tretten sejre på stribe (Premier League-rekord delt med Arsenal) røg den gode stime mod Tottenham i 2017’s første kamp. Ligesom i mesterskabssæsonen to år tidligere viste Spurs sig som mere end en stor mundfuld på White Hart Lane.

Se også: Video: Lampard udpeger sit favorit mesterskabshold

Den kamp skulle vise sig at blive én ud af fem nederlag på vej mod mesterskabet. Men det var den kamp, der bedst viste, hvordan man knuser Chelsea. I den kamp dominerede Mousa Dembele og Victor Wanyama fuldstændigt Matic og Kanté ved at være ultraaggressive. Og mens Chelsea brændte sine chancer, var Spurs kolde og kyniske. Pochettino havde læst Conte fuldstændig. Ikke bare var han også gået over til et tremandsforsvar som et modsvar, han vidste også, hvor Chelseas største svaghed i defensiven lå: i luften på bagerste stolpe ovre hos Azpilicueta og Victor Moses. Derfor slog Christian Eriksen gladeligt bolde fra højre side af banen derover, hvor Dele Alli helt indøvet var klar og headede bolden i kassen – to gange! Bum. Sådan gør man.

Hr. konsistent
Guardian kalder Antonio Conte for “Mr. Consistent”. Det gør avisen med rette. Før kampen mod Watford havde manageren i løbet af sæsonen kun lavet i alt 38 ændringer i startopstilling fra kamp til kamp. Og selv om han lige lavede ni af slagsen til kampen mod Watford, er det ganske usædvanligt. Til sammenligning lavede Mourinho 78 ændringer i mesterskabssæsonen 2004/05 og hele 118 ændringer i mesterskabssæsonen året efter.

Jamie Carragher og Gary Neville gennemgår tallene i dette interessante indslag.

Det er klart, at José Mourinho også havde Champions League at tænke på dengang. Det er den store forskel. Og derfor bliver Contes tal også højere næste år, hvor Chelsea heldigvis er tilbage i Europa. Derfor har denne sæson uden europæisk fodbold – trods alt – været en slags gave til Conte og Chelsea.

Conte ville ikke på samme måde have haft mulighed for at køre sin taktiske filosofi ind på spillerne, hvis han skulle have spillet omkring 55 eller flere kampe mod de 48, som holdet ender på i år. For eksempel går meldingerne fra England på, at han i høj grad har gjort brug af dobbelte træningspas. Det bliver svært at praktisere i næste sæson. Men nu ved Chelsea-spillerne også, hvad han vil. Så hvis man køber præmissen om, at kontinuitet har været en vigtigt nøgle til at vinde mesterskabet igen, er sommerens transfervindue af afgørende betydning for yderligere succes.

Costa-salg er ingen katastrofe
Når et hold præsterer formidabelt over en hel sæson, er det som regel, fordi en lang række af holdets spillere har spillet strålende. Derfor vil der opstå interesse omkring spillerne fra andre klubber højere i fødekæden. De klubber er der heldigvis ikke ret mange af for Chelseas vedkommende. For mens Leicester hurtigt mistede Kanté, fordi Leicester – mestre eller ej – er en relativt lille klub på den store scene, er der for Chelseas startende spillere ikke ret mange andre klubber end Real Madrid, Barcelona og måske Bayern München der for alvor er attraktive – og så de kinesiske klubber for de virkelig pengeglade.

Derfor er de mest bekymrende rygter dem, der rumsterer omkring vores vigtigste spillere i relation til de nævnte klubber. Desværre vil hverken historierne om Eden Hazard og Thibaut Courtois og interessen fra Real Madrid forstumme. Samtidig har både Marcos Alonso og César Azpilicueta været nævnt som mulige emner til Barcas sommerindkøb, mens det er uvist, hvordan Cesc Fàbregas som midtbanereserve vil håndtere konkrete tilbud – United og Liverpool har været meldt interesserede.

På toppen af det hele står Diego Costa. Han har længe været meldt på vej til Kina til en pris, der vil gøre ham til verdens dyreste spiller nogensinde og sikkert også den bedst betalte. Det virker sandsynligt, at det vil ske, og jeg kan godt forstå, hvis han ikke kan modstå sådan et tilbud. Men hvor vil det efterlade Chelsea?

“En af de store fejl, José Mourinho begik efter 2015-mesterskabet, var, at han ikke forstærkede truppen til den efterfølgende sæson. Den fejl må Conte ikke begå”

For mig vil det spillemæssigt ikke være en katastrofe, hvis klubben vælger at indkassere Kina-gevinsten, ligesom den gjorde med Oscar og John Obi Mikel. Costa har scoret mange mål, ja, men han er langt fra perfekt. Han mister simpelthen så mange bolde. Jeg sidder tit og bander hans beslutninger væk. Det er ikke atypisk for ham, at han tager et træk for meget for så at træde i bolden eller blive tacklet. Det kan andre sagtens gøre bedre. Jeg tror, at klubben vil kunne finde en mere boldstærk angriber, der vil kunne score lige så mange mål. Klubben bør gå efter Kylian Mpappé, der med sine 18 år vil kunne sikre angrebsfremtiden for de fleste storklubber. Andre emner som Àlvaro Morata og Romelu Lukaku er også blevet nævnt i rygtestrømmen. De vil også være interessante erstatninger. Jeg vil dog savne de skæve smil og små grin, Diego Costa fremkalder.

Læs også: Conte: Det er en drøm, der er gået i opfyldelse

En af de store fejl, José Mourinho begik efter 2015-mesterskabet, var, at han ikke forstærkede truppen til den efterfølgende sæson. Den fejl må Conte ikke begå. Meldingerne går heldigvis på, at han får noget der ligner 200 millioner pund at lege med hen over sommeren. Med sådan en pengepung kan han vælge at købe tre fuldblodsverdensstjerner, hvis han ønsker det.

Spørgsmålet er, hvor han skal bruge pengene. Michy Batshuayi har lige scoret i to kampe i træk, hvoraf det første sikrede klubben mesterskabet. Men selv om han ikke har fået mange chancer af Conte, har han vist sig noget kluntet, når han endelig fik spilletid. Uanset om Costa bliver solgt eller ej skal der nyt blod til angrebet.

Hazard og Pedro har vist sig som Contes favoritter lige bag Costa – og det er med rette. Begge har haft en flot sæson. Hvis Willian kan leve med reduceret spilletid og bliver i klubben, synes jeg ikke nødvendigvis, at der er brug for en forstærkning på denne position. På midtbanen har Kanté og Matic spillet de fleste kampe suppleret af Fàbregas og til dels Nathaniel Chalobah. Jeg tror, Conte vil have mere bredde her.

Det samme gælder på wingbackerne. Faktisk mener jeg, at Chelsea skal gå fuldbyrdet efter en erstatning for Victor Moses. Det er måske nok en kontroversiel holdning, eftersom nigerianeren er som genfødt og har spillet en flot sæson. Jeg synes bare stadig, at han falder ud og mangler en smule kvalitet både kreativt og defensivt. Den samme holdning har jeg til forsvaret, hvor Cahill har været stærk, men også har haft enkelte dårlige øjeblikke mod hurtige storhold. Her tænker jeg specielt på City-kampen i december. Faktisk mener jeg, at César Azpilicueta, der har spillet enestående, uretfærdigvis blev forbigået til årets hold i Premier League. Han skulle have haft Gary Cahills plads. Nå, men Kurt Zouma er et godt alternativ til forsvarskæden, og spørgsmålet er, om Andreas Christensen kommer tilbage fra Tyskland og får en aktiv rolle. Uanset hvad tror jeg, at Conte vil foretage et indkøb her.

Kongekrone frem for undskyldninger
Det var med lettelse, at jeg så et efterkampsinterview med José Mourinho forleden. United havde lige tabt til Tottenham. Den portugisiske manager kvitterede med at sige, at de alligevel ikke troede på Premier Leagues top fire længere. Jeg sad med lettelse, fordi jeg kender hans evige trang til at spinne, og jeg vidste, at det var en dårlig undskyldning. Selvom United står over for en alt eller intet-kamp med Europa League-finalen om en uge, virkede det ynkeligt. Den slags er vi som Chelsea-tilhængere forskånet for nu.

Nu hedder vores mand Conte. Det er ofte floskler, han kommer med i interviews, men det tilskriver jeg først og fremmest, at han ikke føler sig så godt hjemme i det engelske sprog. For manden er alt andet end en floskel. Se ham på sidelinjen, når holdet scorer. Se ham kramme spillerne ekstatisk, når holdet har vundet. Og se ham synge “Chelsea! Chelsea! Chelsea!”, når klubben har hjemtaget et mesterskab.

Jeg knuselsker blandingen af hans taktiske kynisme og følelsesmæssige udbrud. Som Chelsea-tilhænger må jeg bare sige:

I can’t believe what the lord has finally sent me.

Jesper Kirkbak er cand.public i journalistik og arbejder som freelancer. Han har tidligere været på BT og Metroxpress’ sportsredaktioner. Følg ham på Twitter.