Gary Cahill – anfører og syndebuk

2867

Captain, Leader, Critique-receiver. Gary Cahill må som altid stå model til en massiv mængde af kritik. Spørgsmålet er dog, om det ikke så småt er ved at løbe løbsk.

2017/2018-sæsonen har allerede budt på en lang række af kontroverser og debatter, der relaterer sig til såvel Chelsea-mandskabets ageren på og udenfor grønsværen. Ikke desto mindre, har det været nærmest uundgåeligt at lægge særligt mærke til den skarpe kritik, som forsvarskaptajnen, Gary Cahill, er blevet udsat for.

Kritikken har ganske enkelt haglet ned over den tidligere Bolton-mand, lige siden han så rødt efter mindre end et kvarter mod Burnley. Heriblandt springer blandt andet et populært tweet med mere end 1100 likes i øjnene. I dette nævnes en lang række af forsvarsspillere, inklusive ’mig og dig’, der tilsyneladende er bedre end Cahill.

Der er i og for sig intet i vejen med, at han bliver kritiseret. Alle fodboldspillere bliver målt og vejet, og det er utvivlsomt legitimt at kritisere, hvem som helst. Med det sagt, er det så virkelig holdbart at kritisere Cahill til ukendelighed?

Gary Cahill har altid været et omdiskutabelt emne, siden han i 2012 fuldførte sit skifte til Stamford Bridge. Det er dog svært at benægte, at hans mange kritikkere har intensiveret retorikken i de seneste par uger. Endvidere har der siden 0-0-opgøret mod Arsenal i visse Chelsea-fankredse floreret deciderede montage-videoer af hans fejltagelser på de sociale medier. Der er således god grund til at føle, at debatten er ved at løbe en anelse løbsk.

Cahills bedrifter og attitude

Med sine snart seks år i Chelsea-trøjen må den 31-årige englænder siges at være én af de mest rutinerede veteraner på holdet. Vi snakker om en midterforsvar, der har været instrumental i erobringen af to Premier League-titler, to europæiske trofæer og to engelske pokalturneringer.

Han har endvidere stået bag hele femogtyve mål i den blå trøje, kastet sig ned i skelsættende tacklinger mod Bayern, Benfica og Barcelona, og vigtigst af alt: aldrig brokket sig, skabt sig eller sagt et dårligt ord om klubben. Han vil aldrig være fejlfri, et teknisk vidunder eller John Terry. Men det har manden på ingen måde heller skrevet under på.

Denne klumme er ikke et forsvar af Gary Cahills evner eller præstationer. Ligeledes er formålet ikke at føre en smædekampagne mod de mennesker, der kritiserer klubkaptajnens tilstedeværelse på holdkortet. Det er derimod et ydmygt forsøg på at opfordre til, at debatten sagtens kan finde sted på en respektfuld og rationel facon.

På nuværende tidspunkt skal man hverken lede langt efter hovedløse tilsvininger af Cahill, eller folk der i ramme alvor bebrejder ham for 0-0-resultatet mod Arsenal. Selvfølgelig har man lov til at kritisere hans præstation.

Men hvordan i al verden kan et rationelt tænkende menneske komme frem til at en midterforsvarer, der holder rent bur, er hovedskyldig i akkumuleringen af ét og ikke tre point? Jovist kunne Antonio Conte med rette have startet med danske Andreas Christensen eller tyske Antonio Rüdiger i stedet. Dette gør det dog næppe i orden at afstraffe Cahill uden et sagligt og gennemtænkt belæg.

Et tilbagevendende problem

Grunden til at hele eskapaden omkring Cahill er uholdbar og problematisk bunder ud i, at tilsvininger og had kan lede til bitterhed og fortrydelse på længere sigt. Chelsea-fanbasen har været nede ad den samme vej før, og der kommer aldrig noget godt ud af det.

For at tage et konkret eksempel blev Branislav Ivanović så sent som sidste sæson efter næsten et årtis trofast tjeneste lagt for had og latterliggjort. Hans præstationer var ganske vist nået et forbløffende bundniveau, og der var god grund til at integrere Victor Moses ind i en ny formation som erstatning.

Der var tværtimod intet fornuftigt argument for at håne Ivanović i en sådan respektløs grad, som det unægtelig var tilfældet hos mange af serberens kritikkere. Ivanović og Cahill har begge været fundamentale for nogle af Chelsea allerstørste triumfer, og de fortjener af denne årsag altid at blive behandlet med værdighed.

Alternativet er, at der kun vil være et fåtal af kultpersoner og legender at huske tilbage på i de kommende generationer. Den resterende del af forhenværende Chelsea-stjerner vil derimod have et blakket ry af et utal af tilsmudsninger og kontroverser.

Fremtidens erindringshistorier

Med alt dette in mente, er det værd at overveje budskabet i et populært og velkendt fan-banner: ’Chelsea FC. Making History. Not Reliving it.’ Meddelelsen er primært en respons til det typiske substansløse argument om, at klubben ikke har nogen nævneværdig historie at erindre.

Pointen ved banneret ligger således i, at Chelsea er en klub, der aktivt er i gang med at udfylde de blanke sider i historiebøgerne. Denne historieskrivning er personer, såsom Gary Cahill og Branislav Ivanović centrale hovedkarakterer i, uanset om man ønsker det eller ej.

Og selv om budskabet i banneret klinger godt i ørene, er der jo kun tale om en halv sandhed. Det må da siges at gøre sig gældende for stort set alle dedikerede Chelsea-fans, at man hyppigt erindrer og genlever ikoniske momenter i klubbens historie.

Bør man derfor ikke netop bestræbe sig på at hylde de spillere, der særligt siden 2003 har været skyld i en overflod af succes? Eller kan man i det mindste ikke undlade at ødelægge deres omdømme til ingen verdens nytte?

Kontroverserne omkring Cahill vil med alt sandsynlighed leve videre i bedste velgående i de kommende år. Her skal der blot lyde et stille ønske om, at han i fremtiden vil blive husket for sine præstationer og ikke hans skruppelløse kritikkere.

Nicholas Hansen er skribent på chelseafan.dk. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.