Fire ting, vi lærte af Chelseas sidste træningskamp

Fire ting, vi lærte af Chelseas sidste træningskamp

af -
3043

Så er det slut. Ikke mere pre-season til os i denne omgang. Udover en åben træningssession i den kommende uge er der nu total arbejdsro for Conte og spillerne forud for sæsonåbneren mod West Ham. Kan I snart heller ikke vente længere?

Holdets sidste træningskamp blev i dag afviklet, og det var bestemt en venskabskamp i den mere tjubang-agtige ende. Seks mål inklusiv et straffespark blev det til, hvor fire af disse blev scoret af Chelsea spillere, mens Bremen fik to – et af dem i øvrigt scoret af den tidligere Chelsea-spiller Claudio Pizarro, der stadig kører på i en alder af 37.

Eden Hazard åbnede ballet allerede efter syv minutters spil, mens Oscar fordoblede føringen et par minutter efter. Bremen gav dog også hjemmebanefansene noget at juble af, da Pizarro bundrutineret eksekverede et straffespark, da vi havde rundet en halv times spil på uret. Lige inden pausefløjtet fik Diego Costa udbygget føringen med en kølig afslutning. Bremen-spilleren med det måske bedste navn denne eftermiddag, Lennart Thy, fik bragt lidt spænding – hvis der egentlig er tale om det i en venskabskamp – tilbage i opgøret, da han reducerede til 3-2 65 minutter inde kampen, mens Pedro lige nåede at komme på tavlen, inden dommeren blæste i fløjten for sidste gang.

Der var nok at tage fat på fra kampen, så lad os bare kaste os ud i det – du kan i øvrigt også læse analyser af kampene mod Liverpool og Real Madrid, hvis det lyster.

Kanté bliver rigtig god for os
7-9-13. At hente en nykåret Premier League-mester for knap 300 millioner kroner i disse vanvittige tider i professionel fodbold ligner lidt af et scoop. Vi så ham for første gang i aktion mod AC Milan, hvor der nærmest ikke var nogen fejl at finde, og det blev understreget igen i dag, hvor Kanté fik sin første start.

Det er vitterligt imponerende så årvågen og forudseende i sit spil, han er. Læg dertil et par stærke ben, der kan sætte igennem i tacklingerne, og du har noget nær en drømmespiller på den centrale midtbane i det system, Conte vil spille. Det ser virkelig, virkelig godt ud.

Hazard ligner sig selv igen
Det er ikke kun netmaskerne, Eden Hazard har fundet under denne pre-season, den belgiske boldkunstner ser også ud til at have fundet sig selv igen. Han kom som bekendt lidt tilbage i slutningen af sidste sæson, hvor han blandt andet scorede årets mål i klubbe mod Tottenham og lavede et eminent solomål mod Liverpool, men alt i alt var den sæson fra Hazard så langt under det, der var forventet, at han alligevel dumpede fælt.

Men Hazard ligner ikke en mand, der bare lægger sig i fosterstilling og venter på, at stormen er reddet af. Han kæmper sig tilbage. Og nu kan vi efterhånden kende ham igen, og det kunne vi især her til eftermiddag mod Werder Bremen. Han viste sig at være nærmest umulig at tage bolden fra, viste præcis og resolut sparketeknik, havde glimrende blik for spillet og så ud til at være i forrygende form. Måske er alle spillere endnu ikke hundrede procent klar til sæsonstart, men Eden Hazard ser ud til at være det.

Læs også: Baba: Conte rådede mig til at blive lejet ud

Costa ligner en, der bliver i Chelsea
En af sommerens store transfersagaer har været klubbens og ligaens enfant terrible, Diego Costa. Atlético ville have ham, så ville han også tilbage til Atlético, så afviste Chelsea at sælge ham, så prøvede Atlético igen, så afviste Chelsea igen, og så stoppede Atlético jagten. På Costas indsats i dagens kamp virkede han til at være opsat på at levere et godt indtryk – og gjorde det også.

Vi så ham igen være intens og passioneret i nærkampene, og så scorede han også dagens køligste mål. Han har i tidligere træningskampe set langt mere ugidelig ud, og hvorvidt det skyldtes form eller fremtidsplaner er selvfølgelig svært at sige noget om, men at dømme ud fra dagens kamp ser det ud til, at der er kommet godt styr på begge dele.

Hvem har erobret den centrale midtbane?
I Contes 4-2-4-system er der kun to centrale midtbanepladser, hvor der tidligere var en tredje, mere offensiv, plads til Oscar eller sommetider Fabregas. Nu er der i stedet to angribere, og det betyder immervæk større konkurrence om de resterende to pladser inde centralt. Kanté og Matic startede sammen på de to pladser, mens Oscar faktisk var rykket op som den bagerst liggende angriber bag Diego Costa. Fra anden halvlegs start blev Matic så erstattet af Cesc Fabregas, som lagde sig ved siden af Kanté.

Det tyder på, at Kanté allerede har en solid plads på holdet, og det virker i dag stærkt sandsynligt, at han også starter mod West Ham den 15. august. Men den anden plads er langt mere åben. Med Matic som makker får holdet et mere defensivt udgangspunkt, end hvis Fabregas er kompagnon til Kanté. Hverken serberen eller spanieren har overtrumfet den anden, når de har spillet, og læg så også Oscar til den ligning. Mikel, der lige nu er til OL, er selvfølgelig også stadig en del af holdet, men han virker trods alt til at være blevet skubbet bag i køen. Ingen af de tre spillere har for alvor formået at markere sig, når de har spillet, så det bliver spændende at se, hvem Conte ender med at stille med på midtbanen.