Fire ting, vi lærte af Chelseas fjerde venskabskamp

3653

Større modstander, større stadion. Det hele havde i den grad fået et ordentligt nøk opad, da Chelsea løb ind i Real Madrid – og først fik en syngende lussing, men rejste sig igen.

Zinedine Zidane var fremme med udtalelser i den bombastiske afdeling inden kampen. Her lagde han ikke skjul på, at han har det bedste hold i verden. Og efter aftenens kamp er man tilbøjelig til at give ham ret, i hvert fald verdens bedste venstreback. To kasser kanonerede den gode Marcelo ind bag Begovic i første halvleg, mens han også var involveret i opspillet til det brag af et 3-0 mål, som Mariano Diaz bombede ind.

Måske havde Contes drenge fået gummiben på grund af det imponerende fremmøde på stadion. Lidt over 100.000 tilskuere havde indløst billet på Michigan Stadium, der er det største stadion i USA. Et fremmøde, der måske har sat tilskuerrekord til en Chelsea-kamp. Måske var det noget andet, der var årsag til den ukønne afklapsning i første halvleg. Heldigvis kom der bedre styr på tingene i anden halvleg, men der var det meste af Real-holdet også blevet skiftet ud.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Conte skal have tunet symaskinen, hvis hans skræddersyede kjole til holdet – som han snakkede om på sin første pressekonference som Chelsea-manager – skal være færdig, til vi møder West Ham i sæsonåbneren om godt to uger.

Men hvad lærte vi så af holdets fjerde træningskamp?

1. Offensiven mangler saft og kraft
Vi kan hurtigt blive enige om, at Real Madrid i øjeblikket er en klub, der er bedre end Chelsea. Men ikke desto mindre er Champions League-mestrene en klub, Chelsea bør sammenligne sig med. Og ser vi på offensiven er der meget lang vej, før Contes er lige så stor som Zidanes.

Det er svært at udpege præcis dét, der gør, at den forreste halvdel af holdet ikke formår at skabe særligt meget, før vi når hen til de sidste 10 minutter af kampen og de fleste Real-spillere er blevet skiftet ud. Men noget, der virker til at være problemet her i den spæde fødsel af Contes 4-2-4-system er, at kanterne, som bolden oftest spilles ud til, er meget langt fra deres medspillere. Det kræver masser af løb fra de omkringliggende spillere, og alle de aftaler, der skal skabe plads og spilmuligheder, ser ikke ud til at være helt på plads endnu. Når det så er sagt, ser systemet ud til at have potentiale til at være voldsomt effektivt, når det lykkes. Der var glimt, hvor det så ud til at lykkes, hvor Eden Hazard med sit flotte drev med bolden, der får nakkehårene til at rejse sig, kunne gå godt ind i banen og samtidig se sine holdkammerater løbe for sig. Han fik selvfølgelig også lige scoret to mål, men de havde nok ikke voldsomt meget at gøre med Contes 4-2-4.

Men der ser ud til at være et godt stykke vej, før vi har et helstøbt angreb. Meget tyder på, at der mangler en angriber, før ligningen går op. Men hey, Conte har kun været manager i en lille håndfuld uger, og Rom blev trods alt ikke bygget på en dag.

2. Forsvaret er for tungt
Ja, jeg fik måske taget munden for fuld efter sejren over Liverpool. For der så forsvaret mere stabilt ud, end det gjorde her til aften. Real kunne med nogle meget enkelte 1-2-kombinationer spille sig igennem, og generelt så dem i hvidt meget hurtigere ud end dem i sort.

Se også: Video: Kanté møder resten af holdet

Det bliver godt at få Kurt Zouma tilbage, men spørgsmålet er, om det er nok. For ganske vist har Ola Aina gjort det over al forventning på backpositionen, hvor han har fået rigeligt med spilletid, men mod Reals venstreside med en Marcelo i hopla, kom det 19-årige stjerneskud til kort. Ivanovic kommer tilbage, men serberen har længe set ringe ud. Måske kunne man lade Baba Rahman gå og hente en stærk back ind? Der bør i hvert fald strammes op bag til.

3. Initiativ er noget, modstanderholdet har
Både mod Liverpool og Real havde modstanderholdet bolden mest – omkring 45-55 i begge tilfælde. Og det ligner jo lidt en tendens, selvom den kan være tidlig at kalde – læs bare starten af punkt to. Men som vi også så under EM, så har Conte ikke noget imod, at modstanderen har bolden. Forskellen på det hold, han havde til rådighed dengang, og det hold, han har nu, er, at Azurri var et færdigt hold med et færdigt koncept. Det er Chelsea ikke.

Og derfor vil det nok på sigt ende galt, hvis vi lader initiativet glide over til modstanderen og ikke er skarpere i begge ender, end vi er. Før i tiden kunne Chelsea-forsvaret på imponerende vis absorbere modstandernes angreb i uhørte mængder – tænk bare på ChL-semifinalen på Camp Nou i 2012 – uden at blive kørt over og samtidig straffe dem, når vi så endelig fik chancen. Det er dette Chelsea-hold for nuværende ikke i stand til, og så bliver det svært at spille på en måde, hvor man lader modstanderen have bolden mere end en selv.

4. Batshuayi ligner en mand af den rette støbning
Det blev til et par gode chancer, men desværre intet mål for Michy Batshuayi. Han lagde også den sidste aflevering til Hazards andet mål og ser allerede ud til at finde sig godt tilpas under Conte og på holdet.

Han fik desværre ikke lov at starte inde, men fik først chancen efter pausen. Men med den eksplosivitet, han har i sine løb, kan han blive rigtigt giftig for de tungere Premier League-forsvarere. Hans evne til at løbe dybt kan blive guld værd, og hvis han kan få et samarbejde op at køre med Diego Costa, når han engang bliver fri fra sin rygskade, er angrebet ikke uden evner.