Drinkwater tror stadig på top fire: Vi skal tvinge os selv tilbage

381

Danny Drinkwater er skuffet over nederlaget til Manchester City, men på trods af at have fem point op til top fire tror englænderen fortsat på, at man kan sikre sig Champions League-fodbold i næste sæson.

Det lykkedes ikke Chelsea at overliste Manchester City søndag aften på Emirates Stadium. Tværtimod dominerede the Citizens hele kampen og endte med at vinde 1-0 – uden at Chelsea havde ét eneste skud indenfor målrammen i hele kampen.

Efter slutfløjtet var Danny Drinkwater, som spillede samtlige 90 minutter, fordi N’Golo Kanté var ramt af sygdom, ærgerlig over, at det ikke blev til nogen point i Manchester.

– Vores mål var at frustrere dem, og det virkede flere gange i løbet af kampen, men vi endte med at tabe, så det var ikke godt, fortæller han til chelseafc.com og fortsætter.

– Vi fulgte planen, men vi skal tage ansvaret for det, der skete på banen. Vi forsøgte at neutralisere dem. De forsøger at hive dig ud af den, frustrere dig defensivt og spille udenom dig. Det er sådan, de skaber plads mellem de to kæder.

Læs også: Conte om sin gameplan: Jeg er ikke så dum at spille åbent mod City

– Vi prøvede efter bedste evne ikke at lade dem score, men med de spillere, de har, var det uundgåeligt, indrømmer Drinkwater.

Manchester City havde hele 71% boldbesiddelse i opgøret, og der var ikke rigtigt noget tidspunkt i kampen, hvor the Blues sad på tingene. Det var dog begrænset, hvor store chancer der blev givet væk til Guardiolas mandskab udover i starten af anden halvleg, hvor Bernardo Silva endte med at straffe en fejl fra Andreas Christensen i Chelseaforsvaret.

– Det var svært. Det føltes, som om vi løb rigtig meget, og de havde masser af tid. Det var hårdt at indkassere målet på den måde, vi gjorde, fortæller Drinkwater, som også peger på holdets manglende evner fremad banen.

– Vi udnyttede ikke kontraangreb så godt, som vi kunne have gjort. Vi var sjuskede med bolden nogle gange. Vi løb meget uden bolden, så det er med at finde den rette balance. Det er frustrerende, fordi vi kunne have spillet 0-0, og det ville ikke have været et dårligt resultat.

Der er nu fem point op til Tottenham, som har indtaget fjerdepladsen. Med ni runder igen begynder det at spidse til, men Danny Drinkwater tror fortsat på, at man kan sikre sig Champions League-kvalifikation til næste sæson.

– Vi skal tilbage på sporet. Jo hurtigere jo bedre. Huller kan lukkes, placeringerne i ligaen er ikke mejslet i sten, og vi kan stadig nå at ændre det.

– Vi bliver nødt til at kigge på, hvad der er muligt for os pointmæssigt. Der er ni kampe tilbage, 27 point, og ting kan stadig ændre sig. Vi skal tvinge os selv tilbage, slutter englænderen.

Chelsea møder Crystal Palace på lørdag, når de kommer på besøg på Stamford Bridge.