Dommer undlod med vilje at give Spurs rødt mod Chelsea i 2016-kamp

4935

Tidligere Premier League-dommer Mark Clattenburg indrømmer nu, at han bevidst ikke uddelte røde kort til Tottenham, da de gæstede Chelsea sidste år.

The Blues havde for længst meldt sig ud af mesterskabskampen, da Tottenham gæstede Stamford Bridge hen imod slutningen af 15/16-sæsonen.

Faktisk var det Tottenham, der fortsat havde muligheden for at vinde Premier League-trofæet, men det krævede en sejr på Stamford Bridge den aften. Det skete dog ikke, da Chelsea formåede at komme tilbage fra 0-2 til 2-2 – og dermed blev Leicester mestre.

Nu indrømmer Mark Clattenburg, der dømte kampen, og som i dag er rådgiver i det saudiarabiske fodboldforbund, at han bevidst lod Tottenham, der fik ni gule kort i kampen, falde fra hinanden.

– Jeg tillod dem at kollapse, så medierne og alle andre i verden sagde; Tottenham tabte titlen, afslører Clattenburg til NBC’ Men in Blazers ifølge BBC og uddyber.

Læs også: Championsip-modstander venter i tredje runde af FA Cuppen

– Hvis jeg havde udvist tre Tottenham-spillere, hvad havde så været overskrifterne? ‘Clattenburg kostede Tottenham titlen’. Det var rent teater, at Tottenham kollapsede mod Chelsea, og Leicester vandt titlen, forklarer den tidligere topdommer.

Han ville i stedet selv lade Tottenham tabe titlen, som han siger.

– Nogle dommere havde gjort det efter bogen, og Tottenham ville være reduceret til syv-otte spillere. Så havde de sikkert tabt og havde ledt efter en undskyldning. Men jeg ville ikke give dem den undskyldning, for min gameplan var; lad dem selv tabe titlen, siger Clattenburg.

Efter kampen endte det med bøder til begge klubber og en lang karantæne til Tottenhams Mousa Dembele.