Da Contes revolution så kom

2191

Antonio Contes arbejde med Chelsea-spillerne og holdets taktik dette efterår er ren verdensklasse.

Det blev alligevel jul i år for Chelsea. Og sikke én af slagsen.

For snart tre måneder siden skrev jeg et indlæg her på siden under titlen ”Hvor bliver du af, Conte?”. Chelsea var lige kommet ud af tre opgør med et udbytte på ét sølle point. Nederlagene til Liverpool og Arsenal skar dybt, og 2-2 mod Swansea var åndssvagt. Men siden da har Chelsea spillet 11 kampe og vundet dem alle med en målscore på 25-2. Ét af de to mål imod Chelsea blev endda scoret af Cahill, så Christian Eriksen er den eneste ikke-Chelsea-spiller, der har scoret mod holdet siden det forsmædelige 0-3-nederlag til Arsenal.

Mens Chelsea er stormet derudad med maksimumpoint har de andre storhold vaklet. Hverken Liverpool, Arsenal, Manchester City eller Tottenham har kunnet holde trit. Derfor kan Chelsea holde jul med et forspring på mindst seks point til nummer to.

Men hvad skete der lige?

Her er nogle af de ting, som jeg skrev i mit indlæg tilbage i september, at jeg savnede fra Antonio Conte:

* Han spillede 4-3-3/4-2-3-1 i starten af sæsonen. Jeg var skuffet, for jeg havde glædet mig til at se hans aftryk på holdet. Det var først i sjette kamp, at han introducerede tremandsforvaret, og det var i anden halvleg mod Arsenal, da der stod 0-3, og kampen reelt lukket. Siden da er der som skrevet kun gået to mål ind.

* Hvorfor købe David Luiz tilbage? Den mand gav mig dårlige nerver i sin første periode i klubben. Hans svævende forsvarsspil var slet ikke savnet, da han var taget til PSG, så jeg undrede mig over hans tilbagekomst. Men Conte skulle bruge en spillende forsvarsspiller til den midterste position i sit tremandsforsvar. En mand, der kunne føre bold fremad, og det kan David Luiz. Contes arbejde med Luiz er til ug. Han har fået tæmmet Luiz. Brasilianeren har aldrig spillet bedre, end han gør lige nu, hvor han måske er Premier Leagues bedste midterforsvarer. Grunden er, at han spiller mere disciplineret end nogensinde før. For når han først tager hovedet med på banen og forstår, at han er forsvarsspiller, og forstår, at man ikke behøver satse alt i alle tacklinger, så bliver angriberne hårdt prøvede over for hans fysisk. At han så ikke har forstået, at han slet ikke er holdets bedste frisparksskytte, er en mindre sag. Men det bør være Willian eller Marcos Alonso, der sparker, hvis de er på banen. Noget tyder på, at David Luiz har lagt sig i toppen af hierarkiet i spillertruppen, så hans ord vejer tungt som Zlatans. Bliv ikke overrasket, hvis han er Chelsea-anfører i næste sæson.

* Var Marcos Alonso den rette mand til venstre side af forsvaret, spurgte jeg. Jeg kendte ham ganske enkelt ikke. Nu ved jeg, at han er den helt rette mand til at spille den venstre wingbackposition. Han har lavet mål. Han har lavet to assists. Han er en offensiv trussel. Han har været stærk i hovedspillet på defensive dødbolde. Han har været et kraftværk på venstrekanten. Han har været god. Det fører mig over på den anden wingback, hvor Victor Moses er født på ny. I tre år var han udlejet til tre forskellige klubber (Stoke, Liverpool og West Ham) efter en sløj første sæson i klubben. Han lignede ikke en spiller til en topklub. Men det, Mourinho ikke havde forstået, var, at Victor Moses i virkeligheden er wingback. Det havde Conte forstået, og Moses var en del af italienerens plan. Ligesom Alonso løber han rigtig mange meter op langs siderne. Deres evne til at komme i feltet er formidabel. Moses’ tre scorede mål vidner om dét. Det er heller ikke sjældent, at den ene afleverer til den anden i feltet. Det er overfaldsfodbold.

* Midtbanen var for udynamisk og defensiv. For også i starten af sæsonen spillede Conte med både N’Golo Kanté og Nemanja Matic, men med en firbackkæde var holdet simpelthen for tungt til den defensive side. Det var ikke en alvorlig offensiv trussel. I det nye system har han holdt fast i de to midtbaneløbere, og de har været gode. Matic ligner ham, klubben hentede tilbage fra Benfica i januar i 2014, og som var en stor, modbydelig grund til, at mesterskabet kom i hus. I sidste sæson under Mourinho var gløden hos ham slukket, ligesom den var hos eksempelvis Eden Hazard, men nu er han tilbage. Lige nu topper han assistlisten hos Chelsea med sine seks oplæg. Endnu bedre har Kanté været. Den lille franskmand er simpelthen alle vegne. Han er den tredjemest tacklende spiller i ligaen (51), den tredjemest afleverende spiller (1090), og han ligger nummer fire, når det kommer til antal gange, han har været på bolden (1349). I det nye system har det fungeret med de to betonmidtbanespillere, fordi der kommer så meget offensiv kraft fra wingbackerne, og fordi Hazard har fået en mere fri rolle. Det har klædt belgieren ikke at være bundet af samme defensive pligter som under Mourinho.

“Han har løftet et smadret Chelsea-hold op fra sumpen på tiendepladsen til en nogenlunde sikker Champions League-kvalifikation og muligvis et mesterskab i sin første sæson.”

* Han tøvede for meget med sine udskiftninger. Mod Liverpool ventede han for eksempel til det 81. minut med at røre ved sine startende spillere, og da var det med tre udskiftninger på én gang. Jeg tror, det handler om, at han har stor tiltro til de 11 spillere, han har udvalgt fra starten af kampen. Det har han også vist i den vindende periode, hvor man nærmest ikke har behøvet at gøre sig det besvær med at tjekke startopstillingen en time før kampen for at vide, at den hed: Courtois, Azpilicueta, David Luiz, Cahil, Moses, Kanté, Matic, Alonso, Pedro, Diego Costa, Hazard. På det seneste har han alligevel givet mere plads til Cesc Fàbregas og Willian, der er tilbage i startopstillingen frem for Pedro, hvor han hører til. Men det er også nemt at sætte sit hold ugen efter en sejr. På et tidspunkt kommer der modvind, og så må se, hvordan han håndterer den situation.

Fleksibel formation
Derudover har 3-4-3-formationen været en fornøjelse at følge. Han tænker moderne fodbold på en ny måde. Det er en sand revolution i en klub som Chelsea, hvor firbackkæden i årevis har været hellig. Den fungerer, fordi den kan trækkes sammen til en 5-4-1, når modstanderen er på bolden. Det betyder, at modstanderne har mere end svært ved at bryde igennem i etableret spil. Formationen fungerer, fordi David Luiz og Gary Cahill får mere opbakning. Ikke mindst fra César Azpilicueta, der sammen med flere andre Chelsea-spillere kandiderer til sæsonens hold indtil nu. Han redder ofte kastanjerne ud af ilden for sine forsvarsmakkere.

Offensivt kan systemet udvides til, hvad der vel nærmest er en 3-2-5, når wingbackerne kommer blæsende, ligesom den som sagt frigiver flere offensive kræfter til Eden Hazard, Pedro/Willian og Diego Costa.

Og når vi nu er ved sidstnævnte: ingen succes uden mål, og Diego Costa har været aldeles fremragende. Specielt målene mod Manchester City og West Bromwich, hvor han egenhændigt og ud af ingenting skabte chancer for sig selv. Også i forhold til Diego Costa har Conte sat et aftryk. Da Costa scorede mod Crystal Palace løb han direkte ud til Conte og jublede med ham. Det er tydeligt, at der er en fremragende kemi mellem de to iltre personligheder, og Costa viser med al tydelighed, at han ønsker at spille for Conte.

Men der er også svagheder, selvom de er få i øjeblikket. En af dem er, at Eden Hazard (8 mål) og Diego Costa (13 mål) har stået for 60 procent af scoringerne. Det er jo en styrke, når de spiller, men efterlader måske holdet en smule sårbart, når de er ude med skade eller karantæne. For eksempel savnede holdet Hazards kreative finurligheder mod Sunderland, og Diego Costas kynisme kan måske blive savnet mod Bournemouth. Det er blandt andet Michy Batshuayis job at udfylde det hul. Holdet er nødt til at spille med en målfarlig angriber, der kan true. I en sæson med få kampe, der ikke lægger op til samme grad af rotation, kan det vise sig værdifuldt, at han forhåbentligt spiller mod Bournemouth. Også Kanté er ude, så mesterskabsduoen Matic og Fábregas må klare ærterne.

Til tider har Gary Cahill været en anden svaghed. I hvert fald mod Manchester City, hvor holdet vandt til trods for ham. Hans manglende hurtighed blev udstillet, og han lavede fejl. Det er spændende at se, om Kurt Zouma får en rolle på holdet, når han er 100 procent tilbage fra sin langvarige knæskade. Det er nok en god idé for Cahill at holde sig skadesfri.

Prisregn
I november hjemtog Chelsea som det første hold nogensinde alle tre månedspriser i Premier League: månedens manager (Conte), månedens spiller (Costa) og månedens mål (Pedros curlede bold op i krogen mod Tottenham). Denne måned startede Conte og hans drenge med at besejre City med 3-1 efterfulgt af tre 1-0-sejre. Det er langt fra usandsynligt, at der ligger og venter seks point hjemme mod Bournemouth og Stoke, og så bør Conte vel modtage samme pris for december – selvom også José Mourinho og Slaven Bilic byder sig til. Costa bragte sig mod Crystal Palace op på fem gule kort for sæsonen og er ude med karantæne i den ene af de to julekampe, men alligevel ligner han igen en favorit til at blive månedens spiller.

For Contes vedkommende har jeg ham i øvrigt allerede nu som storfavorit til kåringen som årets manager. Han har løftet et smadret Chelsea-hold op fra sumpen på tiendepladsen til en nogenlunde sikker Champions League-kvalifikation og muligvis et mesterskab i sin første sæson. Og han har gjort det på en aldeles visionær facon.

Jeg efterspurgte en revolution fra Conte i mit sidste indlæg. Det føler jeg, at vi har fået. Pointsnittet er højere end i rekordsæsonen 2004/05, og 11 sejre i træk er klubrekord. Arsenals rekordstime på 14 sejre i 2002 synes inden for rækkevidde. Det kunne da være lidt sjovt at pille ved den rekord.

Vi får at se. Uanset hvad er der god grund til at synge “An-to-nioooo, An-to-nioooo, An-to-nio, An-to-nio, An-to-nioooo” ved denne højtid.

Glædelig jul – at the top of the league.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak