Conte: Vi var tæt på den perfekte kamp

793

Antonio Conte var tilfreds med alt andet end resultatet mod FC Barcelona og var også fuld af roser til AC, selvom danskeren lagde fejlaflevering, der ledte til gæsternes udligning.

På trods af et stort overtag i boldbesiddelsen til FC Barcelona i gårsdagens Champions League-opgør på Stamford Bridge, så havde Contes tropper godt styr på gæsterne, der kun kom til meget få chancer.

Willian bragte the Blues i front efter en god times spil, men med et kvarter igen lagde Andreas Christensen en aflevering på tværs, der endte med at blive opsnappet af Andrés Iniesta, som nemt kunne spille Lionel Messi fri, som derefter køligt eksekverede med en førstegangsafslutning.

Udover det var Antonio Conte meget tilfreds med det, han så fra sit hold tirsdag aften.

– Jeg synes, vi var tæt på at spille den perfekte kamp. Den ene fejl, vi lavede, kostede os, men det ved du vil ske, når modstanderne hedder Messi, Iniesta og Suarez, sagde han på pressemødet efter kampen og fortsatte.

– Det er en skam, for vi var skuffede over resultatet, da slutfløjtet lød. Willian ramte stolpen to gange. Der er en smule skuffelse i truppen, men denne kamp skal give os en masse selvtillid og tro på, at returkampen stadig er åben, slog han fast.

1-1 er dog et svært udgangspunkt for returkampen, og det bliver bestemt heller ikke en nem opgave, indrømme italieneren.

– Det bliver ikke nemt, vi skal også være realistiske. De viste, at de er et fantastisk hold, men vi viste, at vi er parate til at arbejde hårdt defensivt, men samtidig have den rette føling med bolden og skabe målchancer. Vi kan forsøge at gøre noget utroligt på Camp Nou, opildnede Conte.

Ros til AC
Andreas Christensens fejlaflevering endte med at koste et mål, men danskeren leverede udover det en sublim indsats, påpegede Conte.

– Jeg synes, Christensen leverede en flot indsats, det var utroligt. Han er kun 21 år gammel. Det er stort, at han er i stand til at spille kampen med den modenhed og personlighed. Jeg er meget glad. Christensen var i min optik en af de bedste denne aften. Jeg gentager, han spillede en topkamp, og jeg er rigtig glad for hans indsats, roste han.

Ud af de 27 afleveringer, AC lavede i løbet af kampen, var der kun to, som ikke fandt en medspiller. Den ene endte med at ryge ud over baglinjen og gav et hjørnespark til catalanerne, mens den anden altså endte i fødderne på Iniesta.

Returopgøret spilles på Camp Nou den 14. marts.