Conte om top fire: Nu er der håb

1526

Sejren over Liverpool har bragt Chelsea tættere på top fire og dermed Champions League. Der er håb, mener Conte, men understreger, at det fortsat er ude af hans og resten af Chelsea-mandskabets hænder.

To point op til Tottenham og tre til Liverpool, som endda har spillet en kamp mere end the Blues.

Sådan er stillingen i Premier League, efter det lykkedes Chelsea at besejre Liverpool med 1-0 på Stamford Bridge på et solidt hovedstød fra Olivier Giroud.

Meget skal stadig gå Chelseas vej, men nu er håbet om en plads i verdens bedste klubturnering trods alt en smule lysegrønt, mener Antonio Conte, der også var glad for holdets indsats mod the Reds.

– Jeg synes, vi skal være tilfredse, fordi spillerne spillede en rigtig god kamp. Det er normalt ikke nemt at spille must-win kampe, og det var det heller ikke i dag (i går red.) mod en svær modstander. Liverpool er nået til finalen i Champions League, de er farlige og imponerende i måden, de angriber og forsvarer på, sagde han på pressekonferencen efter kampen og fortsatte.

Læs også: Giroud: Derfor løb jeg ud til Luiz, da jeg scorede

– For en måned siden var det umuligt at forestille sig, at vi kunne nå Champions League. Nu er der håb, fordi vi fik tre point. Vores modstandere taber point, men det er stadig ude af vores hænder. Men vi skal forsøge at få tre point igen og lægge pres på de hold, der er foran os.

Onsdag aften møder Chelsea Huddersfield i en kamp, der skal vindes, hvis man vil lægge maksimalt pres på både Tottenham og Liverpool. Her vil Conte dog foretage nogle rotationer, afslørede han.

– Vi skal være tilfredse med præstationen, fordi vi viste stor vilje til at holde håbet om Champions League i live. Jeg ved ikke, om det vil være nok, når vi når slutningen på sæsonen, men vi skal gøre forsøget, og nu skal vi forberede os til kampen mod Huddersfield, som spillede uafgjort med City. Jeg vil formentlig rotere, og så vil vi se, hvad der sker.

Tottenham møder på onsdag Newcastle hjemme, mens de har Leicester, også hjemme, i sidste runde. Liverpool har kun én kamp tilbage mod Brighton, som kommer til Anfield. Chelseas sidste kamp er ude mod Newcastle.