Conte efter ny afklapsning: Jeg er ikke bekymret

1269

The Blues blev banket hjem til Vestlondon med hele 4-1 af Watford. Antonio Conte frygter dog ikke for at blive fyret, fortæller han.

Alt gik stort set galt for Antonio Contes mandskab i går aftes på Vicarage Road.

Efter knap en halv times spil modtog Tiemoue Bakayoko sin anden advarsel, og bare 12 minutter senere konverterede Troy Deeney et straffespark, som blev begået på Gerard Deulofeu, efter han faldt utroligt let, da Thibaut Courtois forsøgte at tage bolden fra ham.

I anden halvleg var Chelsea stadig rådvilde, men det lykkedes alligevel Eden Hazard med knap 10 minutter igen at bringe holdet på 1-1 med et flot langskudsmål. Men bare to minutter efter kombinerede Watford sig let igennem Chelsea-forsvaret, og så var det en smal sag for Janmaat at bringe hjemmeholdet foran for anden gang.

Læs også: Giroud: Derfor valgte jeg Chelsea

Det hele gik totalt i opløsning de efterfølgende minutter, hvor Watford udbyggede deres føring til slutresultatet 4-1.

Efter kampen lagde Antonio Conte ikke fingre imellem sin skuffelse.

– Jeg er meget skuffet. Vores indsats var rigtig dårlig. Vi startede dårligt og spillede uden personlighed. Vi var bange, fortalte han på pressekonferencen og fortsatte.

– Vi er ikke vant til at spille fodbold på den måde. Det sker, at vi taber, men forsøger altid at spille vores spil og forblive positive. I stedet startede vi rigtig dårligt. De to gule kort (til Bakayoko red.) ændrede ikke noget fundamentalt, men situationen blev mere alvorlig. Derefter var der straffespark, og når du er bagud 1-0 med 10 mand, så er det vanskeligt at komme tilbage.

– I anden halvleg så jeg en masse stærk vilje og lyst, men også en masse forvirring. Vi var i stand til at udligne, og i den situation skulle vi være bedre til at tage temperaturen på kampen. Det skal et godt være i stand til. I stedet indkasserede vi tre mål på 10 minutter. I det tilfælde hviler ansvaret på alles skuldre, både mine og spillernes.

“Min sjæl er afklaret”
De tilstedeværende journalister spurgte, som så mange gange før, ind til, om italieneren frygter for at miste sit job. Conte fastholdt dog, at det ikke er noget, der plager ham.

– Jeg er ikke bekymret, hvad angår mit job. Jeg arbejder hver dag og giver 120 procent. Hvis det er nok, er det okay. Ellers kan klubben træffe en anden beslutning. Jeg bliver spurgt på hver pressekonference, om jeg er bekymret. Det er jeg ikke. Det er en ny dag i morgen. Det kan være, jeg er Chelsea træner, det kan også være, jeg ikke er. Hvad er problemet? Min sjæl er afklaret, sagde han.

Conte pegede også på den engelske presses konstante forsøg på at køre en stemning op, der skal vise, at der er splid internt i klubben, og at spillerne har mere magt, end de egentlig har.

– Tror I, at en klub kan beslutte sig for at fyre en træner, hvis der ikke er opbakning til det fra spillerne? Det er kun her (i Chelsea red.) I tror det. Tror I, spillerne har den magt? Det er forkert.

– Da jeg selv spillede, var jeg anfører i Juventus, og jeg talte aldrig nogensinde med klubben om min træner. Og hvis klubben spurgte mig, er det ikke mit bord.

– Jeg gentager: Min opgave er at arbejde med spillerne. Jeg har ærlige spillere, der viser stort engagement og god opførsel hver dag. Det, I er ude på, er at finde eller skabe et problem med klubben og derefter spillerne. Jeg gør mit arbejde. Hvis det er nok, så er det fint, ellers tager jeg hjem og har ingen problemer med at sove, sluttede Conte.

Chelsea skal forsøge at rejse sig på mandag, hvor de møder West Bromwich hjemme.