Conte med masser af ros til talenterne efter sejr over WAC

Conte med masser af ros til talenterne efter sejr over WAC

af -
2147

Det var en tilfreds Antonio Conte, der mødte pressen efter 3-0-sejren over WAC RZ Pellets. Og italieneren havde store roser til de unge spillere og især Ruben Loftus-Cheek, som han igen valgte at bruge som angriber. 

Det var de unge talenter, der sikrede et ellers stærkt besat Chelsea-mandskab sejren mod det østrigske midterhold RZ Pellets i sæsonens anden træningskamp. Først kom Bertrand Traoré på tavlen i første halvleg, mens Ruben Loftus-Cheek og til sidst Nathaniel Chalobah udbyggede føringen til slutresultatet 3-0.

Dermed fik holdet deres første sejr under Antonio Contes ledelse og fik revancheret det nederlag på 2-0, de lagde ud med mod Rapid Wien. Og det kastede naturligvis roser af sig fra italieneren.

– Før kampen sagde jeg til mine spillere, at jeg efter en uge med hårdt arbejde både fysisk og taktisk ville se forbedringer i forhold til vores fodboldidé. Og jeg modtog et godt svar. Jeg ved, vi kan forbedre os, og at vi skal forbedre os, men vi er i begyndelsen af sæsonen. Vi arbejder hårdt, og vi har to hårde træningspas hver dag, forklarede Conte på pressemødet efter kampen.

– Jeg så en masse gode ting i dag, men også situationer, hvor vi kan forbedre os. Det er normalt. Det var rart at vinde, det er vigtigt rent mentalt at få den vane, sagde Conte.

Læs også: Remy: Jeg vender en ny side nu

Manageren valgte især at fremhæve de gode takter fra holdets unge spillere. Her faldt Ruben Loftus-Cheek særligt i øjnene, idet han igen mod RZ Pellets blev brugt som angriber fremfor midtbanespiller, som han ellers har været under tidligere managers.

– Vi har mange unge spillere, som alle arbejder meget hårdt. Det er jeg glad for. Ruben er ung og har stort potentiale. Jeg kan rigtig godt lide ham som angriber. Han kan blive meget bedre, fordi han har god teknik, god personlighed og er god en-mod-en, forklarede Conte og fortsatte.

– Enhver manager har sin egen idea om et spilsystem. I dette system med to midtbanespillere kan Ruben spille tæt på den anden angriber og være angriber, når vi har bolden. Han har de rette karakteristika til at spille den position, og det viste han i dag (i går red.), sluttede Conte.

Holdets næste opgave er om en uge mod Liverpool, når træningsturneringen International Champions Cup begynder.