Christensen: Jeg tager ikke fejlen så tungt

1556

Det endte 1-1 i det første opgør mod Barcelona, da Andreas Christensens fejlaflevering blev opsnappet af Iniesta. Danskeren tager det dog ikke så tungt, fortæller han.

Contes mandskab leverede en af de suverænt bedste præstationer i denne sæson, da FC Barcelona gæstede Stamford Bridge i går aftes.

Det var det første af to opgør mod catalanerne i 1/8-finalerne i Champions League, og dermed kan Messi og kompagni altså tage tilbage til Barcelona med et vigtigt udebanemål i bagagen.

Målet faldt omkring 13 minutter efter, Willian havde bragt the Blues i front med et flot, flat skud udenfor målfeltet. Danske Andreas Christensen lagde således en aflevering på tværs, som så ud til at være tiltænkt Cesc Fabregas, men i stedet for at ramme den ønskede spanier, opsnappede en anden den.

Andrés Iniesta var en my hurtigere end Cesar Azpilicueta, som kastede sig ned efter den, og da også han var væk, kunne Iniesta hurtigt lægge bolden af til Lionel Messi, som resolut sparkede Barcelona på 1-1.

Efter kampen var Andreas Christensen ikke bleg for at erkende, at han begik en fejl med den aflevering.

Læs også: Willian: Det var en af mine bedste kampe

– Jeg gjorde det hårde arbejde ved at holde bolden inde, og så burde det nemme egentlig komme bagefter. Det var bare en dårlig beslutning, jeg skulle have sparket den ud over linjen eller op ad banen, fortalte Andreas Christensen til TV3 Sport.

Danskeren, der kun lagde én anden fejlaflevering i kampen udover den, der endte med et mål til gæsterne, tager det dog ikke så tungt.

– Hvis man som forsvarsspiller laver fejl, så koster det mange gange, og det er så den position, jeg har valgt at spille. Jeg tager det ikke så tungt. Jeg ved, hvad jeg gjorde af fejl, så der er ikke andet at gøre end at rette op på det, forklarede danskeren.