Chelseas talenter imponerer: Her er deres historik i FA Youth Cup

1281

Chelseas unge U-18 talenter vil forsøge på at fortsætte deres imponerende stime i FA Youth Cup, når de her til aften gæster Birmingham City.

Alt imens det kniber for Chelseas seniorhold at opnå succes på grønsværen, kan klubben glæde sig over sit U-18-holds fabelagtige præstationer i FA Youth Cup.

Chelsea har nemlig formået at nå finalen i hele 7 af de seneste 8 sæsoner, hvoraf 6 er blevet konverteret til sejre – heriblandt de seneste 4. Med andre ord sidder The Blues tungt på magten i den prestigefyldte ungdomsturnering.

I øjeblikket peger indeværende sæsons foreløbige resultater på lignende succes – hidtil er det blevet til 4 kampe med en sammenlagt målscore på 19-0. Særligt West Bromvich, Fulham og Scunthorpe United er blevet sat på plads med henholdsvis 7-0, 6-0 og 4-0, hvorimod Tottenham blot indkasserede 2 gange, da de tog imod deres London-rivaler.

Chelseas U-18-hold består blandt andet af Dujon Sterling og Callum Hudson-Odoi, som begge har fået spilletid for seniorholdet i denne sæson, foruden en række af andre håbefulde talenter, der alle satser på at kickstarte deres karriere via en ungdomsturnering som denne.

I aften skal de unge Chelsea-drenge prøve kræfter med Birmingham City i en semi-finale-duel, der endeligt afgøres på tirsdag i næste uge, d. 10 april, i et returopgør på Stamford Bridge.