Chelseas første træningskamp til sommer er offentliggjort

862

The Blues skal en tur “down under”, når de skal forberede sig til 18/19-sæsonen.

Chelsea og Perth Glory skal indvie det nye stadion Optus Stadium med plads til 60.000 tilskuere, når de tager hul på deres pre-season i Australien til sommer.

En af mændene, der var med til offentliggørelsen, var den tidligere Chelseamålmand Mark Schwarzer, der er den australske fodboldspiller med flest kampe nogensinde. Han ser frem til, at the Blues besøger det vestlige Australien, og han er sikker på, at spillerne gør det samme.

– Det er et virkelig spektakulært stadion, og jeg ved, at holdet vil være meget spændte på at være det første Premier League-hold til at spille der, fortæller han i forbindelse med offentliggørelsen og fortsætter.

Læs også: Conte giver spillerne tre dages fri

– Der er tusindvis af passionerede Chelseafans i Australien og Sydøstasien. Jeg vil opfordre dem til at komme og se holdet spille på dette verdensklasse stadion og sætte lidt ekstra tid af til at se Perth og Vestaustralien fra sin bedste side.

Chelseas bestyrelsesformand, Bruce Buck, fortæller, at det ikke bare bliver marginalspillerne, som skal med til Australien.

– Vi vil tage et stærkt hold med til Perth, når vi skal forberede 18/19-sæsonen. Der er selvfølgelig lang tid tilbage af den indeværende sæson, men vi kan allerede se frem til en spændende pre-season.

Kampen skal spilles den 23. juli.