Chelsea tyndt besat på wingbackpositioner til Bournemouth-opgør

1784

Antonio Conte har ikke mange spillere at vælge imellem til wingbackpositionerne til kvartfinalen i Carabao Cup mod Bournemouth, efter Alonso har fået karantæne.

Dybt inde i overtiden mod Southampton modtog Marcos Alonso en advarsel for at trække tiden på et hjørnespark.

Det betød ikke noget for kampens udfald, men da det var spanierens femte advarsel i Premier League denne sæson, betyder det, at han må sidde over på onsdag, når the Blues møder Bournemouth.

Kampen gælder en plads i semifinalen i ligacuppen, som denne sæson hedder Carabao Cup, og selvom Conte formentlig vil spare nogle spillere i kampen, så har han et, som han selv siger, problem, når det kommer til wingbackpositionerne.

Davide Zappacosta er nemlig ikke kampklar i øjeblikket.

– Nu er der et problem. Zappacosta er ved at komme sig ovenpå en slem influenza. Det kan ske. Vi skal være klar til at kunne overkomme den her slags problemer, sagde Conte på pressekonferencen efter sejren mod the Saints.

Dermed har Conte kun Kenedy og Moses tilbage som reelle wingbacks, selvom Cesar Azpilicueta dog også har spillet positionen som højre wingback før. Pedro har ved enkelte lejligheder også spillet samme position.