Chelsea-talent i lære hos Lampard: Målet er at spille for Chelsea

2112

19-årige Mason Mount er utvivlsomt et af Englands største talenter. I denne sæson er Mount udlejet til Derby County, men målet for den unge englænder er ganske klart. Han vil i fremtiden være en del af førsteholdet hos Chelsea FC.

Mason Mount viste sig i sidste sæson frem i Æresdivisionen med 14 mål og en titel som “Årets spiller” i Vitesse Arnhem. De flotte præstationer i sin debutsæson som seniorspiller, fik i sommer den engelske landstræner, Gareth Southgate, til at indlemme Mount i træningerne med VM-truppen frem mod den netop afsluttede VM-slutrunde i Rusland. En blåstempling af de præstationer, som landstræneren havde set Mount levere i Holland.

– Hans (Mason Mounts, red.) udvikling har været god. Han er en spiller vi virkelig kan lide, og grundet den mængde af førsteholdsfodbold han får, udvikler han sig mere end andre spillere på samme alder. Han har en dejlig personlighed og han har helt klart den rette mentalitet som fodboldspiller, lyder de rosende ord fra landstræneren.

Forud for denne sæson var mulighederne mange for den unge englænder, som ifølge eget udsagn, havde mange bejlere til et lejeophold. I stedet for et år yderligere i Holland, valgte Mount, at denne sæson skulle bruges i den næstbedste række i England, hos Derby County.

Læs også: Krings Karakterer: Top og flop mod Bournemouth skal findes i frontkæden

– I sommer var der tilbud fra Tyskland og Holland, men jeg ville tilbage til engelsk fodbold og vise mig frem. Jeg ville teste mig selv i the Championship, som mange siger er en af de hårdeste ligaer i verden, fordi du spiller så mange kampe. I modsætning til Æresdivisionen, hvor man spiller én kamp om ugen, spiller man ofte to kampe om ugen i the Championship. Det er hårdt, men man lærer hele tiden, forklarer Mount.

Det faktum, at Derby i sommer ansatte Frank Lampard som manager, var med til at overbevise Mount, om at Derby var det rette valg for ham. Chelsea-legenden har altid været en stor inspiration for Mount, som er sikker på at han ikke kan få en bedre vejleder end netop Lampard.

– Han (Frank Lampard, red.), er en virkelig dygtig træner. Som offensiv midtbane, kan jeg ikke få en bedre træner end ham. Han har altid været en som jeg har set op til, og som jeg har forsøgt at lære af, fortæller Mount om sin nye træner.

Ifølge stortalentet selv, er der ingen tvivl om drømmene for fremtiden. Denne sæson skal bruges til at bygge på sit niveau, så han kan komme i betragtning til Chelseas førstehold.

Læs også: Endelig: Chelsea offentliggør den nye tredje trøje

– Denne sæson bliver hård for mig, med alle de kampe vi skal spille, men jeg ønsker at spille så mange kampe som muligt, i en hård liga. Målet for mig er at spille for Chelsea, hvor jeg vil være en del af førsteholdet, afslutter Mount.

Mount har i denne sæson spillet samtlige kampe fra start hos Derby, hvilket har resulteret i 4 mål og en enkelt assist. Næste store opgave er på torsdag, når Mount kan få debut på det engelske u-21 landshold, i EM-kvalifikationskampen mod Holland.