Chelsea sender Musonda på leje i Holland

1557

Charly Musonda Jr skal tørne ud for Chelseas rugekasseklub Vitesse Arnhem i den kommende sæson, meddeler klubben på sin hjemmeside.

Han fik kortvarigt chancen under Antonio Conte og fik også scoret en enkelt gang i Carabao Cuppen, men Charly Musonda formåede alligevel ikke at bide sig fast på førsteholdet.

I stedet blev han sendt på leje i Celtic. Et ophold, der egentlig skulle have varet halvandet år, men som blev afbrudt tidligere på grund af manglende spilletid til den belgiske offensivspiller.

Nu skal 21-årige Musonda så igen på leje, da der ikke er plads til ham på Chelseas førstehold, og denne gang bliver han sendt til Holland.

Chelsea har for vane at udleje en lille håndfuld spillere til samarbejdsklubben Vitesse, og Musonda kommer da også til at gøre to andre Chelseaspillere selskab dernede. Målmanden Eduardo og forsvarstalentet Jake Clarke-Salter er i forvejen at finde i den sort-gule trøje.

Musondas lejemål gælder sæsonen ud.