Chelsea og Marseille i forhandlinger omkring samarbejde

1685

Chelsea har haft stor gavn af deres samarbejde med hollandske Vitesse Arnhem, og nu udvider klubben måske konceptet til Frankrig.

Gennem de sidste fem år har Chelsea og Vitesse haft et stort samarbejde, der har betydet, at den hollandske klub har haft en masse af Chelseas talenter i deres førsteholdstrup. På den måde har de fået erfaring på et højere niveau, end de ellers ville kunne have fået, og Vitesse har samtidig fået forstærket deres trup.

Derudover har Chelsea også haft førsteret på Vitesses spillere, hvilket har betydet at Marco van Ginkel blev hentet til klubben i 2013 – han er dog udlejet til AC Milan denne sæson.

Samarbejdet har altså båret frugt for begge parter, og det har givet Chelsea mod på at indgå flere af disse med andre klubber. Der har før været snak om, at et partnerskab med en portugisisk klub skulle være på trapperne, men nu ser det ud til, at franske Olympique Marseille bliver The Blues’ næste samarbejdsklub.

Læs også: En udvidelse af Stamford Bridge rykker nærmere

Avisen The Independent skriver nu, at Chelseas tekniske direktør, Michael Emenalo, og Marseilles præsident Vincent Labrune holdte et møde efter U18-holdets FA Youth Cup-triumf tidligere denne måned. Og det lader til at have været et godt møde, for Marseille virker meget positive over for et samarbejde.

– Jeg fortalte ham, at en klub som Marseille er meget interesseret i at bygge noget op med en klub som Chelsea og dermed låne nogle af de unge spillere. Spillere, som har stort potentiale, kan ikke komme på førsteholdet i Premier League, men de kan komme herned på en lejeaftale, og de engelske klubber kan betale noget af deres løn, fortalte Marseille-præsidenten Vincent Labrune om mødet til The Independent.

Marseille har angiveligt allerede tre Chelsea-spillere i kikkerten. To af disse skulle være Charlie Musonda og Jeremie Boga.