Chelsea må ikke drukne i fodboldromantik

357

I lørdags blev der sat rekord. Den yngste Chelsea-line up i Premier League nogensinde. Et gennemsnit på 24 år og 158 dage for at være helt præcis. Og sandelig om ikke også 18-årige Billy Gilmour kom ind og pustede endnu mere liv til foryngelseskuren.

Nuvel, det er det træk, vi er mange, der har skreget på i årevis. En ungdommens revolution. Og nu er timingen i vid udstrækning perfekt, vurderer alle eksperterne. Men satsningen har imidlertid allerede kostet masser af point og Lampard et bjerg af arbejde, så måske er vi svømmet over i fodboldromantik? 

Jeg anerkender til fulde præmisserne. Transferkarantænen, alle skaderne, en ny og uerfaren manager, ligaens stadig stigende kvalitet. Med mindre, man har sovet eller været på månen siden triumfen i Baku, så vidste man, det ville blive svært. 

Men. Vi må som Chelsea, uanset hvad, ikke falde i den fælde at levere dårlige resultater og præstationer som mod Sheffield United, fordi ungdommens revolution skal vinde indpas. Det er vi slet og ret for stor en klub til. Bevares, den skal have lov at blomstre, men det bør ALTID være resultaterne her og nu, der skal være førsteprioritet i en klub som vores. 

Jeg har grundlæggende stor tiltro til Frank Lampard og hans ideer. Og velmagtsdagene er i mine øjne ikke forfærdeligt langt væk. Og slet ikke, som da Jürgen Klopp satte sig ved roret i Liverpool og skulle bruge tre år, før opturen begyndte! Men det kræver et gedigent reality-tjek, som først og fremmest afstedkommer en større portion pragmatisme. 

Det nye trænerteam har i sæsonstarten taget spandevis af vand ind fra ungdommens kilde. En fodboldromantisk kurs, der ved første øjekast har begejstret os alle, men som også har givet endnu et knæk i et i forvejen fragmenteret fundament.

Transformationen har været for drastisk, og når de mest rutinerede aktører, altså dem med flest Premier League-kampe i rygsækken ikke præsterer til det, vi kan forvente – her retter jeg særligt blikket imod Dave, Zouma og Barkley – ja så bliver vi alt for nemt et såret dyr. Og på bundlinjen står der fem point i fire kampe. 

De tre ovennævnte står sammenlagt noteret for 538 af de i alt 721 Premier League-kampe, der var under bæltet i lørdagens startopstilling. Det sætter nogle hårde krav til præstationerne hos den slags spillere, når Lampard stillede op så ungt og uprøvet, som han gjorde. 

De forkerte dispositioner stod generelt i kø mod Sheffield United. Tomori startede inde ved siden af en meget lidt overbevisende Zouma. Og det var på bekostning af Andreas Christensen, der selv uden danske briller har stået stærkest i billedet sammen med Emerson i en ellers krakeleret defensiv. 

Pulisic, Mount og Abraham, der tilsammen har 45 PL-optrædener, udgjorde den offensive trio. Alle tre hamrende talentfulde. Og Mount og Abraham er da også stormet ind på den største scene, men det er stadig for skrøbeligt at anlægge hele offensiven på så unge kræfter (hhv. 20, 20 og 21 år), hvis man vil grundlægge en solid base. 

Alle unge fodboldspillere har behov for garvede folk at læne sig op ad. Følelsen af, at det er okay at fejle er også essentiel for ens udvikling. Lige nu må vi bare konstatere, at for meget succes er lagt an på den perlerække af dygtige hvalpe, Frank Lampard og co. råder over.

Og det er her, at en af de største Chelsea-legender nogensinde bør sadle om. Han bør gå en smule på kompromis med den rosenrøde tilgang og indføre mere kynisme i det taktiske spil. 

På bænken i lørdags sad i alt 656 PL-kampe fordelt ud på etablerede navne som bl.a. Alonso, AC, Giroud og Willian. Alligevel håndplukkede Lampard den purunge Gilmour til en plads på den centrale midtbane ved stillingen 2-1 med ca. 10 minutter igen på klokken. En vovet og for mig dumdristig beslutning. Talentet er uomtvisteligt tilstede, det vil fans der har overværet U-19-holdet spille, antageligt gi’ mig ret i. 

Men i situationen og i sæsonens på papiret mest overkommelige hjemmekamp, hvor tre point var et MUST, så havde en indskiftning af vores kære dansker på den defensive midtbane alt andet lige været at foretrække. Alternativt kunne man omrokere, så Alonso kunne få nogle minutter på venstrebacken og Emerson kunne spille længere fremme. 

Jeg sad og savnede det der direktiv fra Lampard, der fortalte hele omverdenen, at vi ville gøre ALT for at sikre de tre point i en i forvejen pointfattig åbning på den nye kampagne. 

Masser af lys i mørket

Nu gik det imidlertid som det gjorde. 2-2 mod en oprykker og stadig den første hjemmesejr til gode. Akkurat som mod Leicester skulle der blot et lille puf til at slå os ud af kurs, og det er meget bekymrende, hvordan holdet reagerer ovenpå en indkasseret scoring.  

Men når det er sagt, så skal alletiders mest scorende Chelsea-spiller også have plads til at fejle. Og det får han af klubben, som for første gang i Abramovich-æraen har affundet sig med et langsigtet projekt, der forhåbentlig en skønne dag ender på toppen. 

Det kræver i første instans mere kynisme hos Lampard i jagten på sejrene. For de er selvsagt altafgørende for et splinternyt mandskab, der stadig er i sit helt spæde stadie. Gør, hvad der skal til for at hente det brugbare resultat i en trængt position. Lad vær med at gøre hvad fansene, medierne, ungdomstrænerne eller for den sags skyld fodboldromantikerne ønsker. 

Sejre avler selvtillid, det ved alle. Og enhver i det her forum, der har spillet fodbold, ved også, at det er nemmere at tilpasse sig et fodboldhold, hvor mundvigene vender op- og ikke nedad. 

Gilmour skal nok få sine minutter i Carabao Cup’en mod Grimsby eller Macclesfield. Engelsk fodbold levner heldigvis de unge kid flere chancer for førsteholdsfodbold i løbet af sæsonen. Og så er det som regel også nemmere og mere tilforladeligt at indsluse dem på de største arenaer, når tiden er moden.

I al den stund glæder jeg mig naturligvis også til at byde Rudiger, Kanté og Pedro velkommen tilbage efter landsholdspausen. Særligt med tanke på det fortættede program, der venter med kampe hver tredje dag. Så snart de er på plads igen, kan vi begynde at lade mundvandet løbe med udsigten til comebacks for hhv. Loftus-Cheek og Hudson-Odoi. Og hvem ved, måske kan vi drømme om Reece James, der slår igennem på højrebacken? 

Der er heldigvis masser af lys i mørket, og jeg er af den opfattelse, at det allerede i den her sæson kan blive fantastisk medrivende, hvis ”Super Frank” formår at få skruet op for sit eget varemærke, kynismen. 

Samtidig luner det da også gevaldigt i det samlede indtryk af sæsonstarten, at ingen af vores formodede top 6-konkurrenter er stukket af i tabellen. 

Og så lige en hurtig p.s. her på falderebet. Vi er ikke Manchester United. Der er langt større grund til hovedbrud, hvis man er så skidt stillet at tilhøre United-lejren, der i bund og grund har ALLE gode forudsætninger for succes. Manchester United har fundamentale udfordringer, der er langt mere kritiske end vores. Lad os også glæde os over det.

God landskampspause til alle! 

KTBFFH!

Martin Kring er journalist og desuden medvært på Chelsea Support Danmarks podcast Romans Disciple. Følg ham på Twitter her.