Chelsea vil fordoble omsætningen indenfor 10 år

1474

Flere sponsorater skal bringe Chelsea op i den absolutte elite, når det kommer til omsætning. Og det skal ske indenfor 10 år, fortæller klubbens kommercielle direktør.

Chelsea er en af de mest succesfulde klubber i England gennem det seneste årti, men måler man på omsætning er der stadig et godt stykke vej op til toppen i europæisk fodbold.

I øjeblikket indtager klubben en ottendeplads, hvis man sammenlægger entreindtægter, salg af tv-rettigheder og kommercielle indtægter og sammenligner det med andre europæiske hold.

Chelseas indtægter fra 2015/16-sæsonen, som er de tal, Deloitte anvender i deres analyse af de europæiske topklubbers økonomi, var således på 447,4 millioner euro. I danske kroner er det 3,329 milliarder kroner.

Læs også: Oscar om Premier League-retur: Ville foretrække Chelsea

Der er således et godt stykke vej op til Manchester United på førstepladsen. De Røde Djævle kunne prale af en indtægt på 689 millioner euro svarende til 5,1 milliarder kroner.

Sidst Chelsea var at finde i top fem over europæiske klubber med den højeste omsætning var i 2012, hvor klubben som bekendt vandt Champions League. Men det er en klar ambition at komme derop igen, forsikrer Chris Townsend, der overtog roret som kommerciel direktør i Chelsea tidligere på året.

– Over de næste syv til 10 år vil vi have Chelsea til at være i top fire eller top fem over klubber i Europa målt på indtjening, i stedet for at fortsætte med at være rangeret som nummer otte, slår Townsend fast overfor Financial Times.

Der hvor klubben især ser ud til at kunne forbedre sig er på sponsoratsiden. Det bliver dog ikke i samme omfang, som man ser de to Manchester-klubber har gjort.

– Manchester United, Manchester og andre klubber har alt mellem 50 og 70 sponsorer. Vores plan er at fokusere mere på premium brands i en langt mere afgrænset vifte af kategorier, fortæller Chris Townsend.

Se også: Video: Morata svarer Twitter-haderne igen

I stedet skal det nuværende antal af sponsorere stige fra 11 til mellem 30 og 35.

Chris Townsend peger desuden på, at Chelseas nye stadion, der, når det står færdigt, forventes at kunne indbringe 30 millioner pund (250 millioner kroner) mere i årlige entreindtægter, også vil være en stor faktor i forhold til at fiske nye sponsorere. Han peger eksempelvis på stadionnets navn og teknologiske infrastruktur som ting, der kunne generere indtjening til klubben.

Chelseas nuværende kommercielle indtægter, altså indtægter fra partnerskaber og sponsorater, ligger på 163,1 millioner euro svarende til 1,2 milliarder kroner. Til sammenligning ligger Manchester Uniteds, som er den højeste i Europa, på 363,8 millioner euro, hvilket svarer til 2,7 milliarder danske kroner.