Chelsea er blevet et fodboldmysterium

2156

Chelsea har i en årrække forsømt at tage vare på nogle af de centrale værdier, der definerer en rigtig topklub. På grund af manglende kontinuitet og investeringer har denne sæson været en både sportslig og åndelig deroute.

Det falder mig altid naturligt at søge ind under detektivjakken ovenpå en Chelsea-kamp. Således også ovenpå det forsmædelige 1-3 nederlag til lokalrivalerne og spurvene, der i søndags fløj afsted med den fjerde og sidste CL-billet.

Med forbehold selvfølgelig. For det er ikke endnu et faktum, men alt, ja selv min egen evindelige optimisme, peger nu i den retning.

Og i kølvandet på det, der efterhånden ligner et mønster; Chelsea, der den ene sæson betager os alle og bliver suveræne mestre, for derefter at blive pint hele vejen uden for det fine top 4-selskab i den næste, ja så er der rigtig mange spørgsmål, der trænger sig på. Så mange, at man med rette kan kalde Chelsea for “et fodboldmysterium”.

Sammenligningerne til Da Vinci, John F. Kennedy og mammuttens udryddelse, vil jeg lade ligge, for det her virker langt mere komplekst.

Hvordan kan et engelsk mesterhold med de samme spillere ikke være konkurrencedygtige og tilnærmelsesvis på samme niveau i den efterfølgende sæson? Okay, her er sensationen Leicester naturligvis fritaget for yderligere efterforskning. Men hvorhenne ligger ansvaret for denne deroute? Hvad sker der mentalt hos spillerne, når der er modgang? Har Roman Abramovich mistet passionen omkring sit fodboldprojekt? Og hvorfor er nøgleordet i europæisk fodbold “kontinuitet” en by i Rusland på Chelseas ledelsesgange?

Læs også: Chelseas talenter imponerer: Her er deres historisk i FA Youth Cup

Det står klart for enhver, at Conte er dead man walking. Gianluca Vialli udtalte for nylig; “Conte kan ikke vente med at forlade Chelsea”. Vi kender også alle til parolen, om hans manglende indvirkning på transferpolitikken. Men al snak om Contes evner eller manglen på samme er blot en parentes i det store undersøgelsesarbejde.

Problemerne, og der hvor Chelsea bliver et forunderligt mysterium, stikker langt dybere.

Som almindelig iagttager føler man sig egentlig bare magtesløs og uforstående overfor det føromtalte mønster. Men jeg kan blot konstatere, at Chelsea mangler investeringslyst.

De vigtige millioner og milliarder
De sidste par sæsoner i både England og europæisk fodbold har været et hundeslagsmål om, hvem der har kunnet mønstre den største pengepung og har sendt flest skejser ud i systemet. Manchester United og Manchester City har været Premier Leagues mest solide repræsentanter for den udvikling med et hav af spillerindkøb til +- 500 millioner kroner.

Bevares, Chelsea har brugt penge. Men der er ikke spenderet i nærheden af, hvad der kræves for at hente spillere på det niveau, der ville styrke sidste sæsons mesterhold. Derfor forstår man Contes frustrationer, og derfor falder rigtig meget tilbage på vores kære russiske ejer, der har holdt sig underligt meget på måtten det seneste stykke tid, når det kommer til hans varemærke. Investeringer.

Direktøren Marina Granovskaia, der for nyligt blev kåret som verdens femte mest magtfulde kvinde i sportens verden (opgjort af Forbes), har udviklet sig til at være Abramovich’ højre hånd, ikke misforstås.

Set udefra ser det ud som om, hun det seneste stykke tid har taget mere og mere ejerskab på beslutningsprocesserne i de hemmelige gange på Stamford Bridge. Og her hopper vi tilbage til spørgsmålet omkring Abramovich’ engagement i Chelsea, for det virker ærligt talt, som om han for tiden har tankerne helt andre steder.

Læs også: Officielt: Horsens skriver kontrakt med Delac

Der bliver længere og længere imellem billederne af den afdæmpede milliardær i VIP-boksen, og tidligere havde han nok trykket på knappen ovenpå de resultater, Conte har leveret i 2018.

Sammenholdt med, at investeringslysten er faldet, så er den kære Marina altså kommet på noget af en opgave for at få genrejst det blå fodboldflagskib.

Den vigtige kontinuitet
Chelsea mangler kontinuitet. Både på og uden for banen. Vi har igennem de sidste 10-15 år set en lang række skoleeksempler på topklubber rundt omkring i verden, der profiterer af flere års kontinuerligt arbejde. Den samme sportsdirektør, den samme træner, de samme spillere, den samme filosofi osv. osv.

Klubber vis navne gir’ sig selv, fordi de udgør den absolutte elite af europæisk fodbold den dag i dag.

Siden Jose Mourinho forlod Chelsea første gang, har 12 forskellige managers gået eller løbet ind og ud af den blå svingdør. Det er ganske enkelt for mange, hvis man vil manifestere sig som titeludfordrer hver eneste sæson i Premier League.

Antonio Conte er på trods af en magtdemonstration i sin første sæson i gang med at aflevere Chelsea, hvor han overtog dem for snart to år siden. I ruiner. I Mourinhos ruiner. Udover, at det som fan er umanerligt svært at affinde sig med det faktum, så er det for mig også det klareste bevis på, at der mangler kontinuitet i måden, man arbejder på.

Contes forventningsafstemning med Chelsea-ledelsen gik i vasken, og den direkte afledte effekt af det, er en returbillet til en sikkert anden stor adresse for den iltre, men de seneste måneder mere pacificerede italiener.

Mit største ønske for den forestående sommer, udover dansk VM-succes, er, at Roman og Marina tænker sig rigtig godt om. Ind med en kvalitetstræner, som stadig mangler at bevise sig på den helt store scene og hav tålmodighed med denne.

Chelsea mangler ledere
Vores tidligere så signifikante og fremtrædne kulturbærere Terry, Lampard, Cech, you name it er for længst forsvundet, og det skinner så ufatteligt tydeligt igennem, at Chelsea anno 2018 mangler lederskikkelser på banen. Vi drog sammenligningen for nyligt i kampene mod Barcelona i henholdsvis 12’ og så her i marts/april, hvor det var svært at identificere bare én enkelt leder på det nuværende Chelsea-hold.

Cesar Azpilicueta eller ”Dave” er det bedste bud på en leder, men det er bare ikke nok, hvis man vil skabe en vinderkultur, der bliver kendetegnene for et hold henover flere sæsoner. Denne sæson har klokkeklart vist, at der i tilspidsede og svære situationer, og dem har der immervæk været nogle stykker af, har manglet folk, der vil ofre et eller flere legemsdele for den her klub.

Når man kigger rundt i fodboldlandskabet, så finder man rigtig mange af den slags i Europas topklubber. Spillere, der er med til at gennemsyre kulturen i alt, hvad de foretager sig. Jeg tror, det er en forudsætning, for at kunne skabe et storhold over længere tid at have karakterer i truppen af den karat.

Læs også: Elendigt 2018: Så langt nede i tabellen ville Chelsea ligge, hvis sæsonen var startet første januar

Fodboldmysteriet ”Chelsea” bliver nok desværre ikke løst med hverken mit eller andres små trylleslag. Og i fodbold går det ofte op og ned. Men man må give sig selv de bedste forudsætninger for at holde sig selv på toppen i så lang tid som muligt. Så der har hovedaktørerne på Fulham Road en stor opgave foran sig.

Afslutningsvis vil jeg skynde mig at minde og ære vores gamle spiller og træner Ray Wilkins, der afgik ved døden i går. R.I.P.

Martin Kring er journaliststuderende og tidligere tilknyttet Discovery, herunder 6’eren og Canal 9. Han er desuden medvært på Chelsea Support Danmarks podcast Romans Disciple. Følg ham på Twitter her.