Chelsea appellerer transferforbud

285

Chelsea vil ikke påtage sig den straf, som FIFA i dag har pålagt London-klubben.

Bestyrelsen i Chelsea hviler ikke på laurbærrene og svarer resolut igen på FIFA’s transferforbud og millionbøde.

Tidligere i dag fremgik det af en pressemeddelelse fra FIFA, at Chelsea ikke ville få lov til at registrere spillere i de kommende to transfervinduer. Straffen skyldes, at klubben formodes at have brudt reglerne for køb af udenlandske spillere under 18 år.

Læs også: Officielt: Chelsea må ikke registrere nye spillere i næste to transfervinduer

Nu svarer Chelsea imidlertid igen på anklagen:

– Chelsea FC benægter kategorisk konklusionerne foretaget af FIFA’s disciplinære komite og vil derfor appellere beslutningen, lyder det i en pressemeddelelse på den engelske klubs hjemmeside, der fortsætter:

– Klubben ønsker at lægge vægt på, at den respekterer det vigtige arbejde med beskyttelsen af underårige, som udføres af FIFA, og den har samarbejdet fuldt ud med FIFA i løbet af undersøgelsen.

Appellerede med succes i 2009

Chelsea har tidligere appelleret en lignende straf, som blev godkendt. I 2009 hentede London-klubben eftersigende unge Gäel Kakuta på ulovlig vis, hvilket resulterede i et transferforbud indtil 2011.

Allerede i starten af 2010 blev appellen imidlertid godkendt, og derfor var svingdøren til Stamford Bridge alligevel åben i den efterfølgende sommer. Her blev blandt andre Ramires og Yossi Benayoun hentet til klubben.