Chefredaktør om Courtois-sagen: Forstår godt, hvis loyaliteten er begrænset

2530

Kritikken af Courtois har været massiv ovenpå hans skifte til Real Madrid. Tipsbladets chefredaktør mener dog ikke, at belgierens opførsel er så beskidt, som mange mener.

Efter at have udeblevet fra mandagens træning for at tvinge et skifte til Real Madrid igennem – og det så efterfølgende skete – er kritikken havlet ned over Thibaut Courtois fra Chelseafans over hele verden.

Især denne video med en halvandet minut lang kritik af belgieren er blevet delt og set mange gange.

Men det er dog vigtigt lige at vende skråen en gang, når man taler om den 26-årige målmands skifte, der på ydersiden synes beskidt, men rummer flere facetter end som så, mener Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, som på lederplads i dagens udgave af Tipsbladet adresserer netop Courtois-sagen.

– Jeg forstår udmærket, at flertallet af fans følger og er loyale overfor deres klub, det er selvfølgelig sådan, langt de fleste af os holder med et hold, og gør det gennem årtier.
Men set fra spillernes standpunkt forstår jeg godt, hvis loyaliteten er begrænset, for i mange tilfælde viser klubberne ikke hensyn til spillerne og deres karriere, indleder Thøgersen, hvis indlæg kan læses i sin fulde længde her.

Læs også: Sarri: Truppen er komplet nu

– I Chelsea, der i denne uge blev ramt af Thibaut Courtois’ skulkning få dage før torsdag aftens lukning af transfervinduet og derfor gjorde Athletic Bilbaos unge spanske målmand Kepa til den dyreste på sin plads nogensinde, skal man altså bare huske tilbage til sidste år og Antonio Contes uovervejede sms til Diego Costa om ikke at være i planerne for 2017/2018-sæsonen.

Det er ikke kun sagen mellem Antonio Conte og Diego Costa, man bør kigge på, når man diskuterer Courtois-sagen, påpeger chefredaktøren.

– Chelseas systematiske udnyttelse af transfersystemet til køb og udleje af unge spillere fra hele verden og fra egen ungdomsafdeling er heller ikke noget, der i mine øjne bidrager til Chelseas moralske overlegenhed.

Forstår skuffelsen
Det betyder dog ikke, at der ikke er nogen bund i ærgrelsen hos Chelseafans verden over, mener Troels Bager Thøgersen.

– Chelsea kunne også med rette forvente, at Courtois levede op til sin kontrakt, og en strejkende spiller kan ikke sammenlignes med, at en cheftræner vælger en spiller fra, fordi han ikke er god nok eller ikke passer til et spilsystem. Men der stopper min sympati med klubben også.

– Chelsea og snart sagt alle andre professionelle klubber vælger spillere fra uden skrupler og uden spillerne har noget krav på loyalitet. Det er de i deres gode ret til, men tro ikke, at klubberne ikke også har præcis lige så mange beskidte kneb i værktøjskassen som agenterne og spillerne, hvis der er spillere i truppen, de vil af med, eller handler, de vil forpurre. I kulissen bruger klubberne mangt et trick, der ikke er tilladt i hverken overenskomster eller lovgivning om arbejdstageres rettigheder.

Se også: Video: Hudson-Odoi reflekterer over at have fået chancen på førsteholdet

Generelt indbyder den måde, transfermarkedet fungerer på i dagens fodboldverden, til, at det er svært at spille helt rent spil for nogen involverede parter.

– Som transfermarkedet er skruet sammen, er det ofte umuligt at undgå at få beskidte hænder, hvad end man er spiller, agent eller klub. Og nej, at skulke eller strejke fra arbejde er ikke acceptabelt.

– Men at det dermed skulle være synd for storklubberne, der driver kommercialiseringen frem, at en spiller vil væk med alle midler, og at det er spillerne, der er grådige, er en præmis, jeg har uendelig svært ved at købe, slutter Troels Bager Thøgersen.