LUK
Klumme

af -
1129

Endelig! Efter mere end to måneders sommerpause med tarvelige erstatninger som Le Mans, Wimbledon og Tour de France som pauseunderholdning fik vi endelig skudt hul på Premier League igen. Sæsonen 2015-16 blev i den netop forgangne weekend indledt og blev i går aftes rundet af med et par lyseblå øretæver til West Bromwich.

Et par timer efter Chelseas åbningskamp mod Swansea begik jeg den fejl at læse om kampen på bold.dk. Her skal jeg på det kraftigste understrege, at jeg intet har imod det glimrende fodboldsite. Fejlen bestod nærmere i, at jeg kom til at læse kampreferatets tilknyttede kommentartråd. Det gør jeg som regel, når jeg skal have billige grin, da det ikke er nogen hemmelighed, at bold’s debatforum mest af alt virker som en udskrift af en verbal fodbolddiskussion på en fritidsklub i Avedøre.

Det var heller ingen undtagelse denne lørdag aften, men grinene udeblev. Det samme gjorde sig desværre gældende i kommentarsporet på dette sites Facebook-side. Tilsyneladende er alt, der forbindes med glæde og optimisme fuldstændig forduftet fra Chelsea-fansnes sind henover sommeren. Gik det ikke lige så godt? Vandt vi ikke Premier League i 4. sidste spillerunde og med stor margen til vores konkurrenter? Lå vi ikke nr. 1 fra runde 1 til 38 uden undtagelser? Var der ikke også noget med en Cup? Godt så. 90 minutters kompetitiv fodbold er spillet af den nye sæson (jeg tæller ikke Community Shield med, gør du?) og nu kan vi – åbenbart – konkludere følgende:

  • Ivanovic er nu Premier Leagues dårligste højre back
  • Det var en kæmpe fejl at sælge Petr Cech, og vi vinder aldrig på Etihad med Begovic i buret.
  • Vi vinder faktisk aldrig en kamp igen, hvis ikke Mourinho/Abramovich køber mindst tre spillere inden på søndag
  • Premier League er afgjort efter én runde.

Overdrivelse fremmer forståelse. You get the picture!

Jeg siger ikke, at vi, der holder med de blå, ikke må udtrykke vores utilfredshed, når resultaterne ikke går vores vej, eller hvis enkelte spillere ikke præsterer, som vi forventer. Jeg må dog alligevel opfordre mine kære medfans til at slå koldt vand i blodet. Der er som sagt spillet én runde. Der er 37 tilbage. Vi plejer at vinde i 1. runde. Det gjorde vi ikke denne gang og bevares, der var da grund til panderynker pga. mere end én ting. Og ja, jeg er med på, det mildest talt har været svingende i pre-season. Og ja, der var langt mellem snapsene i foråret, så i virkeligheden har vi ikke spillet pissegodt i noget tid. Men vi vandt Premier League sten-hamrende-sikkert, og der skal altså mere end en halvsløj sæsonåbning til at ændre på mine forhåbninger om endnu et engelsk mesterskab.

Derfor følger her… (ta-dah) Johan Stranges guide til bedre humør, Chelsea-edition:

  • Branislav Ivanovic var ganske vist overmatchet på fart 1v1 af en veloplagt Jefferson Montero i lørdags, men det handler også om kollektivt at sørge for, at holdet undgår de situationer. Akkurat som alle Chelseas modstandere forsøger at undgå Hazard 1v1 med deres back. Hastighed har aldrig nogensinde været Branislavs spidskompetence. Til gengæld kan han så mange andre ting, spillede samtlige minutter (minus 30 sek. mod Man U.) i sidste sæsons PL og blev udpeget som ligaens bedste på sin plads. Ham skal vi være glade for – og det ved du.
  • Diego Costa er tilbage, og han kan løbe i 90 minutter. Han kan også skyde brystkassen frem og gøre sig upopulær blandt forsvarsspillerne. Det er møgfedt at se på. Han kommer til at lave mange mål igen.
  • Oscar spillede bedre, end han har gjort siden… Ja, sidst vi mødte Swansea (5-0 i januar). Han var bedste mand indtil den taktiske og nødvendige udskiftning. Det lader til at have gavnet ham, at han ikke var med det brasilianske landshold til Copa Àmerica.
  • Asmir Begovic er en pivgod målmand, og det er svært at forestille sig, at vi kunne have hentet en bedre Cech-erstatning. Han reddede ikke straffesparket, men reddede en hel del efter dét. Opretholdes Courtois’ karantæne, skal Begovic vogte målet på Etihad, og det er jeg tryg ved. Var det i øvrigt ikke noget med at Stoke vandt 1-0 på dét stadion i sidste sæson?
  • Swansea er et ret godt fodboldhold og bliver formentlig ingen walkover for nogen af topholdene. Mourinho har selv påpeget, der ikke findes nemme kampe i PL. Et i forvejen godt hold er blevet suppleret af André Ayew og credit til dem for at bidrage til en god og underholdende kamp.
  • Vi forsøgte at vinde kampen, også da vi var en mand mindre på banen. Mod slutningen blev Falcao skiftet ind i stedet for Willian. Vi har tidligere efterlyst mod i svære situationer. Det så vi her.
  • Arsenal tabte! Hjemme! TIL WEST HAM!

Jeg er udmærket klar over, der også blev begået fejl. Willians fejlplacering, der ophævede offsiden og dermed gav Gomis en friløber var hovedrystende og nej, hverken Ivanovic eller Eden Hazard havde deres bedste dag i Chelsea-trøjen. Vi snakker dog her om tre af vores allerbedste og mest solide spillere fra sidste sæson. De skal nok løfte sig. For os fans handler det dog om én ting; ser man glasset som halvt tomt eller halvt fyldt.

Jeg ved godt, hvordan jeg ser glasset. Hvad vælger du?

af -
871

Så fik vi langt om længe rundet sæsonen af. Synet af John Terry, der løfter Premier League-trofæet foran resten af holdet i en sky af blå og hvid konfetti, er noget, vi Chelsea-fans har ventet på siden Crystal Palace-kampen blev fløjtet af for tre uger siden. Tænk sig i at kunne fejre mesterskabet to gange. 1) Den dag man matematisk sikrer sig titlen – skål i champagne. 2) Den dag sæsonens sidste fløjt lyder – skål i mere champagne. Lidt ligesom når studenter får hue på den ene dag, skal køre i hestevogn den næste dag og får overrakt eksamensbeviset på den sidste dag. Skål i… som regel, noget andet. Anyway, det har været to fremragende søndag eftermiddage for klubben, for spillerne og selvfølgelig for os, der i tide og utide lader vores humør påvirke af fodboldresultater.

Synet af Terry og holdkammeraternes mesterskabsjubel var ikke bare ventet, men også yderst tiltrængt oven på tre ugers fodboldmæssig ørkenvandring, der bl.a. har indeholdt et grinagtigt rødt kort, førsteholdsdebut til en del unge knægte og ikke mindst masser af 50 procents-fodbold. Bevares, det var på mange punkter slet ikke så tosset igår mod Sunderland – en god håndfuld mål, debut til AC og ikke mindst skål i champagne – men det var stadig milevidt fra sæsonens tidligere niveau og dertilhørende fodboldoplevelser. Snart er der pause. Det, tror jeg, spillerne trænger til.

Vi fans trænger i stedet til at stoppe op og nyde sejrens sødme. Og det kan vi sagtens gøre, mens vi kigger tilbage på sæsonen 2014/2015. Jep – lad os lige glemme det der med at kigge fremad, hvilke trofæer vi skal gå efter i næste sæson og hvilke spillere vi skal købe inden da. Lad os alle lige tage et øjeblik, hvor vi glæder os over sæsonens højdepunkter.

Jeg har valgt – dybt personligt, selektivt og subjektivt – fem fantastiske situationer fra sæsonen til glæde og gavn for alle med blåt blod i årerne.

1. André Schürrles mål mod Burnley (18. august)
Af en eller anden grund har bl.a. Sky Sports valgt ikke at nominere Schürrles kasse fra åbningsrunden til Årets Må Komplet uforståeligt, men det betyder jo ikke vi andre ikke kan sætte pris på det. Opbygningen til målet er høj klasse, Schürrles løb i boksen er høj klasse, men det er naturligvis Cesc “wears a magic hat” Fabregas, der skal krediteres allermest for sin følte indersideaflevering. Her fik vi for alvor at se, hvorfor Mourinho specifikt havde peget på Cesc som sommerens helt store transfermål. At tyskeren i løbet af sæsonen røg ud i glemslen gør det kun endnu smukkere og mere nødvendigt at huske tilbage på denne perle.

2. 6-3 vs Everton (30. august)
Vi er stadig tidligt i sæsonen her, men det er svært at komme uden om denne kamp, når sæsonen skal evalueres. Udover at byde på suveræn underholdning i +90 minutter, så markerer opgøret på Goodison Park også det, Chelsea stod for i den første halvdel af sæsonen. Et mere risikovilligt spil og en langt højere grad af effektivitet end vi så i Mourinhos første sæson efter tilbagekomsten. Manageren revsede dog defensiven efter kampen, men skyndte sig også at slå fast: “This is not normal.” I like “not normal”!

3. Opgørene mod Tottenham: 3-0, 3-5 og 2-0 (3. december, 1. januar og 1. marts)
Jeg har valgt en lille pakke af kampe mod det samme hold, fordi de viser de mange tangenter, som Chelsea-holdet formåede at spille på i løbet af sæsonen. Første kamp i PL var en magtdemonstration; vi var simpelthen så stærke på dette tidspunkt. Costa sad ude, men Drogba var outstanding og Remy kom også ind og scorede. Anden kamp er ikke nødvendigvis skidesjov at huske tilbage på – undertegnede var dog på White Hart Lane med den bedre halvdel og fik begge taget PL-mødommen noget så grusomt. Underholdende, men smertefuldt. Kampen markerede dog et vendepunkt for mandskabet. Vi kom tilbage på sporet og praktiserede herefter en form for fodbold, der ganske vist fik Per Frimanns løg til at krybe sammen, men som gav resultater – så kan man selv vurdere, hvad man synes er vigtigst. Endelig har vi finalen i Capital One Cup. Matic havde karantæne, Zouma agerede spoiler-vikar og med en solid hold indsats blev sæsonens første trofæ sikret. Det var en stor og vigtig dag i klubbens historie og naturligvis et væsentligt højdepunkt i sæsonen.

4. Opgørene mod Man Utd og Arsenal, 1-0 og 0-0 (18. april og 26. april)
Igen en lille buket bestående to opgør. De lå i forlængelse af hinanden og var imødesete, men indeholdt ikke den store underholdning for de neutrale. Kun ét mål blev scoret, men det var til “the good guys”, så det . Disse to kampe var absolutte nøglekampe i vores PL-kampagne. Både Man Utd og Arsenal kom til disse opgør med en stribe sprudlende præstationer og resultater som optakt. Men vi (rettere; Mourinho) formåede at neutralisere de formstærke hold fuldstændigt og fire vitale point blev sikret. Vigtigst af alt – de andre fik ikke tre point. Vi kan være fløjtende ligeglade med måden, pointene kom i hus på. Det gjorde de, og mesterskabet var tæt på.

5. 3-1 vs Leicester (29. april)
Så spoler vi yderligere tre dage frem i kalenderen. 0-0 mod Arsenal betød, at Chelsea kunne sikre sig mesterskabet med sejre i de efterfølgende to kampe mod Leicester og Crystal Palace. Kampen her er stadig i frisk erindrig. Vi var HELT på månen i kampens første 45 minutter og kom fortjent bagud i halvlegens overtid. Mourinho fik eftersigende råbt en masse biiip-ord i pausen, og det hjalp tilsyneladende, for Chelsea var som forvandlede i 2. halvleg og kørte Kasper Schmeichel og co. fuldstændig over, kronet med Ramires’ tordenfod kort før tid. Tre point blev sat ind på kontoen og hermed var der lagt op til, at arbejdet kunne gøres færdigt fire dage senere på Broen.

Tilbageblik på sæsoner som denne er nu rare. Om et år sidder vi forhåbentlig igen og drømmer os tilbage. Nye oplevelser venter forude. Vi glæder os!

af -
2759

Så blev mesterskabspokalen endelig vores igen. Fem års Premier League-titeltørke kan nu siges at være et overstået kapitel, efter Eden Hazard med låget sikrede den nødvendige sejr over Crystal Palace. Det er muligvis den mest fesne mesterskabsvindende scoring i nyere tid, men jeg gætter på, jeg ikke er den eneste, der er pivligeglad med dét.

For José Mourinho var søndagens sejr den foreløbige kulmination på hans anden periode som manager for Chelsea FC. Hvor Capital One Cup-sejren var en midlertidig forløsning oven på en 2013/14-sæson fyldt med lige-ved-og-næsten, så har Premier League-titlen været det helt store mål fra starten. Allerede i sidste sæson sagde Mourinho: Ikke i år. Næste år har vi holdet, der kan konkurrere om mesterskabet.

Nu er der flueben ud for dét. Naturligvis med Capital One Cup’en som en behagelig bonus. Det er en titel – og det var over Tottenham.

Læs også: Lad os nu udnytte suveræniteten 

Hvordan fejrede den gode Mourinho så mesterskabet? Præcis som han lovede; en hyggelig aften med konen og børnene. Hvor spillerne kørte champagne ned i litervis og uploadede diverse tåkrummende omklædningsrums-stemnings-billeder, så tog manageren hjem kort efter at have lykønsket hver enkelt spiller med et kærligt kram. Faktisk lod han sig interviewe hjemme i hans dagligstue omtrent to timer efter slutfløjtet. Har du endnu ikke set dét interview, så se at få det gjort. Det kan ses lige her.

Mou har ved flere lejligheder fortalt, hvordan han altid tænker på næste kamp som den vigtigste. Derfor er der ikke meget rum til den øjeblikkelige jubel. Vi kan da også være stensikker på han i skrivende har spillerne tunet fuldt ind på søndagens opgave mod Liverpool.

Men jeg er nu overbevist om han har et øje på næste sæson. Her skal han endnu engang kunne mønstre en trup, der kan konkurrere om alle titler, der er mulige at vinde. Derfor kan vi godt skrue op for silly season-baromeret. Transferrygter en som bekendt et begreb, der selv uden for vinduernes åbningstider aldrig rigtigt dør ud. Chelsea er hele sæsonen igennem blevet linket til en del spændende spillere, lige som flere fra den nuværende trup bliver rygtet andre steder hen. Som regel er rygterne af særdeles tvivlsom karakter.

Som Mourinho flere gange har understreget, er Chelsea en klub, der helst skal sælge før man køber. Klubben er meget interesseret i at overholde reglerne for Financial Fair Play. Derfor vil jeg her give et par konkrete bud på, hvad der sker med Chelseas trup i sommerens transfervindue – med udgangspunkt i at nogen skal forsvinde, før nogen dukker op.

Målmand: Petr Cech ud – Reserve ind.

Så går den ikke længere. Hvor meget man end må elske og beundre tjekken for hans professionelle tilgang til den nye status som tro væbner, så er han skabt til noget mere end dét. Han ryger for en anstændig sum til sommer. Hvem end der kommer ind skal være reserve for Courtois. Aldrende Rob Green har været nævnt som en bud og bliver dét en realitet vil dette “bytte” sikre Chelsea et transferoverskud på ihvertfald 100 mio. dkr. Rob Green for Petr Cech er selvsagt ingen opgradering, men hvis vi skal bruge en, der skal spille et par cup-kampe, eller som ikke vil ryste på hånden over at blive smidt for løverne, så er Green en ganske fin løsning.

Central midtbane: John Obi Mikel ud – Sami Khedira ind.

John Obi Mikel er med stor sandsynlighed en anden af “de gamle drenge”, der må vinke farvel til Cobham. Selv når han har undgået skader, har spilletiden været begrænset i Mourinhos anden periode. Mikel har kontraktudløb om to år, og med hans cv kan vi godt tillade os at forlange en hæderlig mønt for ham. Jeg ser muligheden i en kæmpe GRATIS opgradering på denne plads, da Sami Khedira har kontraktudløb til sommer. Khediras evner og cv synes jeg ikke, behøver nogen yderligere introduktion – og jeg kan sagtens se ham spille en væsentlig rolle, især hvis Oscar fortsætter med at svinge i præstationerne. Selv med en pæn sign-on fee vil dette være et “bytte”, der ihvertfald ikke går i minus.

Wing: Mohamed Salah ud – Antoine Griezmann ind

“Mo” Salah slog aldrig til, men pt. gør han det glimrende i Fiorentina, hvor han er på leje. Vi kommer ikke til at mangle købere. Et salg af Salah (sig lige dét hurtigt!) kan frigøre yderligere en sum penge, der passende kan bruges på at lokke endnu en Atletico-spiller ind i folden. Griezmann er venstrebenet og umiddelbart noget bedre end Salah. Han vil kunne tilføre offensiven endnu mere dynamik og ift. “value for money” vil jeg hellere gå med Griezmann frem for fx. Gareth Bale.

Angriber: Didier Drogba ud – Patrick Bamford ind

Jeg har svært ved at forestille mig andet end legenden takker af – for good. Hvad Didier angår er ord overflødige. Ind skal naturligvis Patrick Bamford, der i de sidste par sæsoner har gjort det rigtig, rigtig pænt som lejesvend i hhv. Derby County og Middlesbrough. Jeg tror den unge knægt er parat til at tage skridtet op og kæmpe for spilletid. Det ville være fristende at gøre det samme med Dominic Solanke, men den dreng er stadig 17 og kan rigeligt blive udfordret af et år mere på ungdomsniveau. Der har også været snak om Lyons Antoine Lacazette. Det ville i så fald være på bekostning af Loic Remy, hvilket et par enkelte vandrør da også diskret fortæller.

Læs også: Glemmer du – så husker jeg

Som det kan ses har jeg ikke kastet mig ud i de helt vilde handler, selvom jeg altså endnu engang vil understrege; kan vi få Sami Khedira for NUL transferkroner, så bør vi altså slikke os om munden. Og nej, jeg har intet imod Gareth Bale, men et køb af ham skal finansieres af et større salg. Oscar og Ramires kan være på vippen, men førstnævnte kan jeg ikke se blive solgt og sidstnævnte vil ikke indbringe tilstrækkeligt med kroner.

Vi skal nok blive klogere om en måneds tid!

Johan Strange er klummeskribent på chelseafan.dk – du kan følge ham på twitter her.

af -
1289

Endnu en fodboldkamp. Endnu en stor en af slagsen. Endnu en etmålssejr til José Mourinho og co.

Jo, lørdag aften var ganske fin. Selvom det har været en fornøjelse at se Manchester United have klart dårligere pointhøst end os selv gennem det meste af sæsonen, så manglede vi jo lige at sætte dem helt på plads efter den der overtidsscoring af van Persie tilbage i oktober, ikke sandt?

Her er det jo så onde tunger vil påstå, at Chelsea langt fra satte De Røde Djævle på plads. For med en boldbesiddelse på 70% var United jo de sande vindere af kampen. Eller hvad? Nuvel, hele narrativet omkring denne fodboldkamp, hvad end det handler om før, under eller efter, kunne være skrevet på forhånd. Og udfaldet af det hele kunne bettes til odds 1,40 eller noget.

Før: “Chelsea vil garanteret gribe kampen taktisk og defensivt an og så satse på en kontrascoring.”

Under: Chelsea griber kampen taktisk og defensivt an – scorer på kontra og vinder 1-0.

Efter: “Buuuh. Chelsea gravede sig ned og var møgheldige. De spiller ikke som et mesterhold.”

Skrevet i stjernerne, siger jeg bare.

Her kunne jeg godt bruge spalteplads på (endnu) et forsvar af Chelsea, Mourinho og måden at gribe disse kampe an på. Det bliver bare vand på hate… undskyld, kritikernes mølle. Jeg tror simpelthen ikke vi finder fælles fodslaw, hvad Chelseas spillestil angår. Så det vil jeg glide uden om.

“Jeg har glemt hvad “underholdende” betyder, men jeg kan konstatere, at Chelsea har spillet 10 Premier League-kampe, der alle er endt med enten uafgjort eller en sejr på ét mål til de blå.”

Det er vel også primært folk, der er på bølgelængde med mig, der læser disse linjer. Eller er det? Jeg kan fornemme mange Chelsea-fans er splittede i disse tider. For vi vil jo alle sammen gerne se John Terry hæve pokalen, når sæsonens sidste kamp er spillet. Men vi vil vel egentlig også gerne se vores hold banke et hav af mål ind og lave lækre kombinationer til overflod. Det kunne da være rart.

Den indstilling tyder desværre på at mange blå tilhængere har lige så skidt hukommelse som vores rivaliserende fans. For med dét erkender man jo, at Mourinhos tropper til hver en tid spiller defensivt og kedeligt. Argh – skal vi lige spole tiden tilbage sammen? Vi skal faktisk ikke spole så meget.

Læs også: Ham vi aldrig snakker om

Vi spoler tilbage til 1. halvleg af 1. rundes opgør mod Burnley, hvor de blå ganske vist kom bagud men herefter udmanøvrerede oprykkerne med masser af genpres og hurtige pasninger, alt sammen kronet med “pass of the season” fra Fabregas til Schürrle ved 2-1-målet. Vi spoler herefter to uger frem til et opgør på Goodison Park, hvor lystavlen viste 2-0 i Chelseas favør efter tre minutter og 6-3 ved slutfløjtet. Var der nogle, der sagde “kedelig fodbold” her? Yderligere et par uger senere hed det 4-2 mod Swansea, siden 3-0 mod Aston Villa. Senere på efteråret blev Schalke 04 til Schalke 0-5 på deres egen bane, og december blev indledt med en 3-0-afmontering af Tottenham.

Nå ja, vi har også tabt en gang imellem. Men var det kedeligt da Newcastle blev de første til at slå os i sæsonens 22. kamp? Hvor mange sad og gabte (over andet end tømmermænd) da Tottenham i en cirkus-kamp kørte os rundt 1. januar og sejrede 5-3? Det var vel heller ikke en decideret ørkenvandring, da Bradford (!) slog os ud af FA Cup’en.

Men de rigtigt onde tunger vil påstå at Chelsea ikke har spillet en underholdende kamp, siden holdet den 17. januar tog Swanseas shorts af og hamrede fem søm op hvor solen ikke skinner. Jeg har glemt hvad “underholdende” betyder, men jeg kan konstatere, at Chelsea siden har spillet 10 Premier League-kampe, der alle er endt med enten uafgjort eller en sejr på ét mål til de blå.

Uden at spekulere for meget over hvad de andre topklubber har præsteret, er facit blot, at Chelsea nu fører Premier League med 10 point ned til nærmeste forfølger og med seks runder igen. Så kan vi vel godt leve med at de andre hold engang imellem har bolden lidt mere, kan vi ikke?

Læs også: 6 Chelsea-spillere på årets hold

Søndag gælder det Arsenal på Emirates. Med Arsenals form og deres hjemmebanefordel in mente kunne det godt ligne sæsonens sværeste opgave. Men hvor tit har vi ikke stået på dette tidspunkt og mødt ligaens mest formstærke hold på eget græs og klaret ærterne? (Anfield sidste år, anyone?) Med udsigt til definitivt at kunne lukke kampen om Premier League-titlen tør jeg godt spå én ting. Chelsea taber ikke kampen.

Jeg kan muligvis også garantere det ikke bliver underholdende for fodbold-feinschmeckere som Per Frimann (så feinschmecker man nu kan tillade sig at være, når man har spillet højre back i sin prof. karriere og siden kørt en ellers lovende storkøbenhavnsk fodboldklub i sænk!).

Men skulle der indsnige sig en my af frustration, både hos den partiske og den “neutrale” fodboldtilhænger, over Chelseas måde at gribe kampen an på, så kig på tabellen, spol sæsonen tilbage.. og mind dig selv om, hvordan Chelsea er nået til dér, hvor vi er nu.

Go’ kamp!

Johan Strange er klummeskribent på chelseafan.dk – du kan følge ham på twitter her.

Trophy Manager app-store-logo google-play-logo Facebook_logo

af -
1605

Over halvdelen af pladserne på (mit) årets hold i Premier League er fra Chelsea i en sæson, der ender med mesterskabet (tilsæt anti-jinx, anti-jinx!).

Af: Jesper Kirkbak

Jeg har kastet mig ud i at sætte årets hold i Premier League, efter Chelsea lørdag slog Manchester United 1-0. Ni point er The Blues nu fra det første mesterskab i fem år, og med mødet med den direkte konkurrent Arsenal i næste weekend betyder det, at trofæet allerede kan være sikret om halvanden uge mod Leicester. Tilsat anti-jinx tør jeg godt bruge de berømte ord: Den er hjemme.

Den suverænitet, de blå har vist i tabellen i år, viser sig ganske tydeligt blandt mine udvalgte. Både Ivanovic, Terry, Matic, Fabregas, Hazard og Costa har fundet vej til årets hold. Allerbedst har Hazard været, selvom han måske ikke har været den allervigtigste for succesen.

Formation: 3-4-3

Ethvert fodboldhold har brug for den rette, balancerede taktik. Men ikke mit – og Brendan Rodgers’. Jeg har lånt Liverpool-managerens 3-4-3-opstilling. Min er meget offensiv. Jeg synes, det var nemmere at vælge forsvarsspillere fra end angribere. Derfor endte jeg med lige mange af de to slags. Skulle jeg have valgt en i forreste række fra, var det nok blevet Diego Costa, og den tanke fik jeg rynker på næsen af.

Målmand

David de Gea (Man. Utd.)
Når det kommer til målmandsspil, har specielt én kamp indprentet sig på nethinden hos mig i denne sæson: David de Geas man of the match-præstation mod Everton på Old Trafford i efteråret. De redninger og tre point han gav til sine holdkammerater den oktoberaften, har været ganske sigende for meget af hans og holdkammeraternes sæson. Den unge spanier bærer det meste af skylden for, at De Røde Djævle trods alt kun har lukket 31 mål ind og er på vej direkte i Champions League.

Hvorfor ikke Thibaut Courtois? Chelseas høje belgier har haft en ganske fornuftig første sæson i Premier League. Men De Gea slår ham i flere betydningsfulde statistikker, og Courtois har haft tendens til koks en gang imellem. Husk bare udekampen mod Hull.

Forsvar

Branislav Ivanovic (Chelsea)
Jeg var meget, meget tæt på at give æren til Nathaniel Clyne fra ligaens bedste forsvarshold, Southampton. Men sydenglænderne får pladsen i den anden side af forsvaret for at give plads til Ivanovic i højre. Fire mål og fem assist siger alt om den giftige fremdrift, der er i serberen. Når man tilmed er en stålmand at stå over for som kantspiller, er der ikke langt til årets hold. Han er dog dalet en smule i niveau sammen med resten af Chelsea-mandskabet siden nytår. I den tid har han specielt vist udfald defensivt, synes jeg.

John Terry (Chelsea)
Forleden jokede jeg patriotisk over for nogle kammerater over en omgang Champions League-kvartfinaler (snøft): ”John Terry er fremtiden. Han har ti år i sig.” Det er naturligvis en vittig overdrivelse, men jeg bliver glad om hjertet, når jeg ser klubanføreren styre sit forsvar så skarpt; når han dækker op så opmærksomt; når han er en aktiv støtte for sine holdkammerater. Han er med afstand ligaens største leder, og blandt andet derfor er han på mit hold.

Ryan Bertrand (Southampton)
Som sagt døjede jeg lidt med at få mit forsvar på plads. Jeg er egentlig tilhænger af fire mand i bagkæden, men det har været for jævnbyrdigt på pladserne længere fremme på banen, til at jeg kunne spilde så mange pladser defensivt. Ellers havde jeg også kørte med to forsvarsspillere fra både Southampton og Chelsea. Nu får Ryan Bertrand pladsen. Den tidligere Chelsea-spiller har sammen med sine forsvarskammerater holdt buret rent i 13 kampe som det bedste i ligaen. Tilmed har Champions League-debutanten fra aftenen i München været en kraft fremad i banen med tre assist og to mål til følge.

Hvorfor ikke Cesar Azpilicueta? Av, spanieren er stærk defensivt. Æren for de få mål, Chelsea har indkasseret, tilfalder i høj grad også den tidligere Marseille-spiller. Han lider dog en smule af at være højrebenet, når det kommer til offensiven. Mon Ivanovic ryger til sommer, så han kan gøre krav på sin retmæssige position?

Læs også: Se Terrys valg af Årets Hold

Midtbane

Alexis Sanchez (Arsenal)
Bang! Husker I også efteråret? Der var ikke meget gods i Arsenal, men av, hvor gjorde Sanchez ondt på alt og alle. Den eksplosive chilener er faldet en smule i niveau her senere på sæsonen, men tilbage på kontoen står 14 mål og 8 assist. Så har man ligesom gjort sin entré i det engelske. Formår Arsenal at købe henholdsvis en midterforsvarer, 6’er og angriber (og manager?) i verdensklasse, kommer The Gunners med Sanchez i en nøglerolle til at gøre rigtig ondt i næste sæson. Rigtig ondt.

Hvorfor ikke Willian? Brasilianeren har været god, men for det første lider han under et defensivt arbejdsraseri beordret af Mourinho, for det andet er Sanchez bare en farligere kant.

“Der blev rystet på hovedet: Tænk at bruge 22 millioner pund på en spiller, man få sæsoner tidligere solgte. Men I kan være rolige. Drillerierne bunder nok i misundelighed.”

Nemanja Matic (Chelsea)
Der blev rystet på hovedet: Tænk at bruge 22 millioner pund på en spiller, man få sæsoner tidligere solgte. Men I kan være rolige. Drillerierne bunder nok i misundelighed. Den største forskel mellem Chelsea og de andre har været, at London-klubben har haft en 6’er i absolut verdensklasse. Citys Fernando og Fernandinho duer ikke, Uniteds Carrick har været ude i det meste af sæsonen, Arsenals manager forstod først sent, at det er vigtigt med stål på 6’er-positionen, inden han hentede Coquelin tilbage, og Liverpool har ikke længere Gerrard til at arbejde. Matic er en sand fornøjelse. Han fylder ufatteligt meget foran Terry og Cahill; erobrer rigtig mange bolde. Men hans evner stopper ikke ved Makaleles. De strækker sig også frem i banen, hvor han sagtens kan drible gennem en kæde eller to og/eller lægge en præcis, farlig aflevering med sin skabe venstrefod.

Cesc Fabregas (Chelsea)
Assistkongen fra Barcelona. Andet behøver man næsten ikke sige. Cesc Fabregas har tilføjet noget kreativitet til Chelseas midtbane, som var lige så tiltrængt som en 6’er, der kunne spille fodbold. Ud er røget tonseren Ramires til fordel for den spanske elegance. Om han når Thierry Henrys rekord på 20 assist i denne sæson? Det begynder at se meget tvivlsomt ud, men 16 assists indtil nu er ganske formidabelt.

Eden Hazard (Chelsea)
Lad os lige stoppe sammenligningerne med Ronaldo og Messi med det samme. Det gavner ingen. Hazard mangler noget helt elementært for at nå op på verdens to bedste fodboldsspilleres niveau: at blive en skarpere afslutter. Den lille belgier er et mareridt for enhver forsvarsspiller i Premier League. Man bliver rundtosset over et møde med ham. Nogle gange får man indtryk af, at bolden virkelig er limet fast til hans fødder. Men tænk, hvis han kunne krydre sine skarpe driblinger med kynisme foran mål. Den kynisme, som han viser på sine straffespark. Så ville han hurtigt score 30 mål per sæson. Det gør han endnu ikke. Alligevel er han for mig Premier Leagues bedste spiller i denne sæson. Han er den Chelsea-spiller, der har holdt sit høje niveau med færrest udfald. Han er den spiller i ligaen med størst X-faktor. Derfor.

Angreb

Harry Kane (Tottenham)
Enhver Chelsea-fan mærkede Kanes kæmpegennembrud i denne sæson. Det er ikke for at dvæle ved 3-5-nederlaget på White Hart Lane, men: Av! Og så lige midt i nytårstømmermændene. Med 20 ligamål kæmper han kampen om titlen som ligatopscorer med store etablerede stjerner som Diego Costa og Sergio Aguëro – og det som spydspids på et langt dårligere hold end de to andres. Det aftjener min respekt. HurriKane var den første angriber på mit holdkort, og han er i min verden årets unge spiller i ligaen – nu hvor Hazard tager voksenprisen.

Hvorfor ikke Remy? Han har ikke spillet meget og er selvfølgelig ikke i nærheden af dette hold. Men jeg kan jo lige bruge pladsen til at nævne, at det er fedt med sådan en fransk Ole Gunnar Solskjær.

Diego Costa (Chelsea)
Hans sæson er – igen – blevet omtumlet på grund af skader. Alligevel kandiderer han til prisen som ligatopscorer i sin debutsæson i det engelske. Inden han kom, stillede nogle dette spørgsmål: Er Costa mon klar til Premier Leauge? Andre mindre skeptiske svarede: Er Premier League mon klar til Costa? Og den spejlvending af det spørgsmål fortæller egentlig meget godt historien om spansk-brasilianeren i denne sæson. Han var øjeblikkeligt svaret på Chelseas målscorertørke, og han har været en svær herre at kapere for ligaens forsvarsspillere.

Sergio Agüero (Manchster City)
Hvor blev Manchester City af? Mestrene har været plaget af uskarphed og lav motivation, men alligevel er argentineren ligatopscorer. I en sæson, hvor han ligesom Costa har døjet med skader, viser det, hvor stor klasse han besidder. Spørgsmålet er, om han bliver ved med at være City-spiller. Gider han at være med til opbygningen af et nyt hold, eller vil han videre til fast, kvalificeret Champions League-deltagelse? Det får vi at se til sommer. Indtil da spiller han på mit hold. Og det gør han på trods af, at jeg havde meget lyst til at give Charlie Austin pladsen. QPR’s engelske 9’er har været en stor oplevelse.

Hvorfor ikke Drogba? Jeg håber inderligt, at legenden stopper karrieren efter denne sæson. Hans gentagelse af Champions League-hovedstødet, da Chelsea mødte United i efteråret, er for længst glemt, og frisk i erindringen står hans dårlige kamp lørdag. Han har mange boldtab og langsomme stænger.

Bænken
Thibaut Courtois (Chelsea)

Nathaniel Clyne (Southampton)

Toby Alderweireld (Southampton)

Santi Cazorla (Arsenal)

David Silva (Manchester City)

Wayne Rooney (Manchester United)

Charlie Austin (Queens Park Rangers)

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

Ugens mest læste

3669
Diego Costa har fået besked af manager Antonio Conte, at han ikke længere er ønsket i klubben. Det skriver bbc.  Diego Costa havde en glimrende...