LUK
Klumme

af -
1682

Beslutningen om at fyre José Mourinho har ikke været nem for Roman Abramovich. Heller ikke for José Mourinho.

De første officielle ord fra Chelseas presseafdeling er ikke et udtryk for tandløst diplomati på bagkant af et los i røven til en uduelig manager. Ordene er derimod faldet taktfuldt med indbygget varme:

Alle i Chelsea takker José for hans store bidrag siden han vendte tilbage som manager i sommeren 2013. Hans tre ligatitler, FA Cup, Community Shield og tre Liga Cup-trofæer i løbet af hans to perioder gør ham til den mest succesfulde manager i vores 110-årige historie.

– Men både José og bestyrelsen er enige om, at resultaterne ikke har været gode nok i denne sæson, og mener at det er i begge parters interesse at gå hver til sit.

– Klubben ønsker at gøre det klart, at Jose forlader os på god fod og han vil altid være en elsket, respekteret og markant figur i Chelsea. Hans arv på Stamford Bridge og i England er sikret, og han vil blive budt varmt velkommen tilbage på Stamford Bridge.

Med få justeringer er der tale om en dødsannonce. En sidste hilsen til én af familien. Men der er i stedet tale om en udvidet fyrreseddel, som ingen havde lyst til at skrive.

“Kollektivets mand døde, da han gik solo”

Roman Abramovich var glad, da José Mourinho skrev under på en kontraktforlængelse på fire år tilbage i starten af indeværende sæson. For Chelseas russiske ejer havde nu papir på den mand, der til dato har sikret klubben flest titler og pokaler. Ikke bare i Roman Abramovich’ regeringstid, men i hele klubbens historie. Og sejre betyder alt. For Chelsea. Og for Roman Abramovich.

José Mourinho virkede også glad, da han den 7. august skrev under på den nye kontrakt. Underskriften blev sat på bagkant af et mesterskab og med udsigt til at folde sig yderligere ud og udødeliggøre sig selv i den klub, hvor han tilbage i 2003 for alvor skrev indledningen til myten om sig selv.

Læs også: Chelsea-stjerner kede af Mourinhos fyring

Men noget gik galt. Noget gik helt og aldeles galt. Der var dét med menneskerne; Eva Carneiro, John Terry, Nemanja Matic, Cesc Fabregas, Eden Hazard og Diego Costa. Og så var der nederlagene, der til trods for perioder med tro og håb på positivt forandring blev ved med at komme. Og endelig var der dét med tabellen. Ikke så meget det ene point til nedrykningsstregen, men mere de 20 point op til Leicester på førstepladsen.

José Mourinho har altid været bannerfører for os mod dem, men da nederlagene blev for mange, og presset for voldsomt, endte han i stedet at praktisere mig mod resten.

Kollektivets mand døde, da han gik solo.

I dag vil Chelseas fans synge José Mourinhos navn, når klubben tager imod Sunderland hjemme på Stamford Bridge. Som en hyldest til The Special One og som en indirekte kritik af Roman Abramovich. Til trods for at fansene ved, at ejeren nok har truffet den rigtige beslutning.

Og så vil livet ellers gå videre og nye kapitler vil blive skrevet i Chelseas historiebøger, hvor torsdag den 17. december 2015 dog for altid vil stå med stort.

For det var den dag, Roman Abramovich traf den sværeste beslutningen i sin tid som ejer af Chelsea, nemlig, at give José Mourinho det sidste kys på kinden.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på tribunen.com

af -
2173

Med sæsonens formentlig bedste præstation indtil videre mod FC Porto i onsdags lettede lidt af presset fra José Mourinhos skuldre, og temperaturen i managersædet faldt formentlig nogle grader. Og det er godt. For Mourinho er den bedste træner for klubben. Også selvom resultaterne har haltet denne sæson.

Men dette indlæg handler faktisk ikke om, hvorvidt José Mourinho er den rette manager for Chelsea. Det handler derimod om noget, der først for et par dage siden gik op for mig, at vi har glemt at diskutere. Og som de fleste, mig selv inklusiv, nærmest ikke har tænkt over. Selvfølgelig fordi der har været en masse andre diskussioner, der har vist sig mere presserende.

ESPN’s journalist Liam Twomey, som er deres såkaldte ‘Chelsea-korrespondent’, påpegede i sit blogindlæg med titlen ‘Why aren’t more Chelsea academy graduates making it to the first team?‘ helt rigtigt, at det simpelthen aldrig lykkes for nogen af akademispillerne at tage springet op på førsteholdet og forblive der. Den seneste/eneste, der er lykkedes med det, er som bekendt John Terry.

Og det leder mig hen til pointen med dette indlæg og svaret på, hvorfor jeg i overskriften påstår, at Mourinho ikke har holdt, hvad han lovede.

Læs også: Andreas Christensen kåret til Årets Talent

For den gode Mou gjorde i slutningen af sidste sæson meget ud af at påpege, at Ruben Loftus-Cheek skulle blive en større del af førsteholdet denne sæson. Han skulle som stort set det eneste af de talenter, der er udviklet fra akademiet, ikke udlånes til enten en mindre Premier League-klub eller en semi-stor udenlandsk klub. Han skulle blive i Vestlondon, fordi han var klar til førsteholdet, mente Mourinho.

Her skal det med rette siges, at The Happy One ingenlunde kunne have forudset – eller formentlig forestille sig – at vi ville havne i den jammerlige suppedas, der i skrivende stund hedder en 14. plads i Premier League og et tidligt exit fra Capital One Cuppen.

Men kan det virkelig godtages som undskyldning for ikke at bringe Loftus-Cheek i mere end tre kampe fra start – hvor kun en af disse har været i ligaen? Er det ikke netop et argument for i stedet at bruge ham noget mere?

Nemanja Matic har været langt fra sidste sæsons niveau, mens Fabregas også har spillet, som om der var fem kilo bly i hver støvle. Det sidste erklærede Mourinho sig endda for enig i, da han udpegede fire spillere, der skuffet ham denne sæson. Det tog han også konsekvensen af mod Porto, da Fabregas måtte se til fra bænken.

Alligevel har han ikke turdet at lade Loftus-Cheek vise, hvad han kan. Måske er det netop unge, sultne spillere, der er brug for i perioder som denne? Se bare på Kurt Zouma, der for nyligt fyldte 21, men som leverer på et formidabelt niveau i stort set alle kampe, han spiller. Eller Kenedy, der også har gjort det fornuftigt, når han har fået chancen.

Læs også: Costa: Mit forhold til Mourinho er fantastisk

For når man ikke kan finde nettet mod klubber som Bournemouth og Stoke og kun lige kan skrabe sammen til en 1-0-sejr over Norwich, peger alt på, at man bør ryste posen. Også selvom de bærende spillere fastholder, at man spiller godt, men bare er uheldig. Måske netop derfor skal man forsøge at gøre noget andet end det, man har gjort hele sæsonen.

Nu går vi snart ind i et tætpakket juleprogram, hvor vi møder Sunderland fem dage før juleaften, og Watford to dage efter. Hvis ikke de spillere, der står foran Loftus-Cheek i køen, rammer et fuldstændigt eminent niveau, eller den 19-årige guldfugl løber ind i en skade, bør han få en god andel i de 180 minutter, der ligger til rådighed der.

Lige nu holder du i hvert fald ikke, hvad du lover, José Mourinho

Mads Oddershede er grundlægger af Chelsea Support Danmark, redaktør på chelseafan.dk og vært på Romans Disciple. Du kan følge ham på Twitter @MadsOddershede.

af -
716

For nogen er det stadig fascinerende. Altså, blandingen af den uregerlige bastard og den formfuldendte ballet. Gadedrengen fra den brasilianske by Legarto – ham med overskægget og de sorte øjne, der sendte en albue i kinden på forsvaret mens han med en graciøs og kælen yderside loppede bolden i mål.

Men for andre er Diego Costa blevet den dér dansende provokatør, der har glemt, hvad det hele handler om. Nemlig at finde balancen i fikspunktet mellem det onde og det gode. Gaden og scenen. Lige dér, hvor drivkraften bag hans mål peaker.

For uden mål er Diego Costa ikke bare ligegyldig, men noget, der er langt, langt værre for en angriber. Nemlig en dårlig parodi på sig selv.

Hans optræden i Chelseas kamp før den nu afsluttede landsholdspause, hvor Diego Costa og co. spillede mod Stoke er et pregnant eksempel på manglende balance og derfor dårlige parodi.

Læs også: Kan vi få skiftet pladen, Viasat?

Kampen-i-kampen mod Stokes Ryan Shawcross var for Diego Costa vigtigere end Chelseas kamp mod Stoke. Angriberen endte som banens mest stillestående element. Med ryggen til mål. I selskab med Ryan Shawcross.

Men der manglede også bevægelser fra de øvrige offensive kræfter hos Chelsea. Eden Hazard var noget nær den eneste, der forsøgte sig med løb i banens længderetning. Med og uden bold. Selv Willian, der lidt overraskende havde fået en mere eller mindre permanent udgangsposition som playmaker, og som ellers er garant for bevægelse i sit spil, virkede langsom i både løb og tanke.

Ifølge Diego Costa selv, så er balladen på banen ikke noget, han planlægger før kampen. Det er noget, der finder sted ad hoc i løbet af minutterne på banen. Han vil skabe en uro, fordi det skaber nogle rammer, hvori han kan lave sine mål. Et spændingsfelt, hvor han kan folde sig ud.

Forud for sin første arbejdsdag i Chelsea tilbage i sommeren 2014 havde Diego Costa øvet sig på et kort og simple sætninger til sine holdkammerater. Noget, der ville fortælle dem, hvem han var, og hvad han stod for. Ifølge Fran Guillen, forfatteren til Diego Costa: The Art of War, lød sætningen således:

– I go to war. You come with me.

Scenen var sat, og Diego Casta blev efterfølgende en øjeblikkelig succes og en uomtvistelig figur i Chelseas mesterskabssæson.

“Ligeså ambivalent Roman Abramovich må have det med José Mourinho, ligeså ambivalent må José Mourinho have det med Diego Costa.”

Sidste sommer, da England og resten af fodbold-Europa havde været vidne til ballet, men også til en så tilpas stor mængde bastard, at der blev stillet kritiske spørgsmål til hans natur. I et interview med The Guardian i slutningen af sidste sæson, det samme interview, hvor Diego Costa fortalte, at han ikke planlægger provokationen forud for kampene, blev spansk-brasilianeren beskrevet som et nærmest blidt lam uden for banen. Provokatøren viser først sit ansigt på banen. Dr, Jekyll og Mr. Hyde?!

Ligeså ambivalent Roman Abramovich må have det med José Mourinho, ligeså ambivalent må José Mourinho have det med Diego Costa.

For portugiseren har brug for sin spansk-brasilianske angriber. For det første fordi José Mourinho ikke har andre. Men også fordi han ved, hvad Diego Costa er i stand til, når han finder balancen mellem det onde og det gode.

Læs også: Endelig kan vi se lyset for enden af tunnelen

Men José Mourinho ved også, hvor sårbar Chelseas angrebsspil bliver, når Diego Costa er i ubalance. Hvor lidt konstruktiv uro og dermed skævvridning, der bliver skabt i modstanderens centrale forsvar, hvilket giver rum til de øvrige spillere i den roterende angrebscirkel på den sidste tredjedel af modstanderens benehalvdel. Det så man mod Stoke, og det har man set i de fleste af Chelseas kampe i denne sæson.

I lørdags, da Chelsea spillede mod Norwich, bragte Diego Costa sig nok engang i fokus. Ikke som bastard, men som matchvinder med kampens eneste scoring. Chelsea spillede ikke godt, men bedre. Cirklen drejede rundt, men ikke for fuld power.

Der var en anelse forandring at spore i Diego Costas natur. Han var mindre bastard og mere ballet. Lidt ligesom når han repræsenterer Spanien, der ikke har en træner på sidelinjen, der ikke ønsker at fremelske bastarden, men derimode fremtvinge balletdanseren. Sådan én træner står ikke på sidelinjen på Stamford Bridge.

Da kampen blev fløjtet af i lørdags, gik Diego Costa målrettet mod udgangen, mens holdkammeraterne omfavnede hinanden inde på banen. Diego Costa virkede ikke sur, dog heller ikke glad. Han var et eller andet midt imellem. Lige dér, hvor han er, som han skal være. Den bedste version af sig selv. Igen.

Der var også forandring at spore i tirsdags, hvor Chelsea foldede cirklen fornemt ud mod Maccabi Tel Aviv. Diego Costa spillede sin rolle fint uden at imponere, men fokus var på holdets kamp og ikke hans egen kamp mod nærmeste modstander.

Læs også: To profiler er tvivlsomme til lokalopgør

Hvis man tror, at forandringen fortsætter kronologisk, så vil bastarden stort set ikke vise sit ansigt ude mod Tottenham på lørdag. I stedet vil man se en Diego Costa, der har fokus på sin position øverst i cirklen og som forsøger sig med ballet i jagten på holdets genopretningsproces.

Hvis man altså tror på, at forandringen fortsætter kronologisk. For lørdagens kamp bliver en krig. Selvfølgelig, det er mod Tottenham. Men krige bliver ikke vundet via ballet only. Derfor vil Diego Costa uden tvivl se sine medspillere i øjnene inden kampen og gentage ordene fra sin første dag i klubben…

– I go to war. You come with me.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Du kan følge ham på Twitter her.

af -
2949

Der findes ingen bedre terapi mod frustrationer end at få det ud på skrift. Jeg burde ellers være en glad mand. Chelsea har vundet de seneste to kampe, og for første gang i sæsonen har både spil og resultater været til at holde ud i mere end én kamp ad gangen. Alligevel er jeg ikke tilfreds. Langt fra.

Det handler ikke om de blå drenges vedvarende sløje placering i Premier League eller det faktum, at holdet stadig er i risikozonen for at havne i Europa League inden sidste ChL-runde. Sportsligt har der ellers været nok at rive sig selv i håret over i denne sæson, og vi er stadig i den situation, at vi ikke kan undgå at være skeptiske – trods de to sejre. Men mine primære frustrationer går på noget helt andet.

For jeg kan ikke i tilstrækkelig grad understrege, hvor trættende jeg synes, den danske sportspresses håndtering af den dårlige Chelsea-stime har været og til stadighed er, navnlig Viasat-folkene. Det kan og vil jeg simpelthen ikke pakke anderledes ind.

Som om det ikke var nok for os Chelsea-fans uge efter uge at se på et mandskab, der underpræsterer i så uhyggelig en grad, som tilfældet har været. Oven i dét skal vi slå os til tåls med et soundtrack bestående af et kammerkor af studieværter, kommentatorer og eksperter (hvor jeg virkelig skal anstrenge mig for ikke at anvende gåseøjnene), der nærmest står på tæerne af hinanden for at gjalde falske toner mod Mourinho og co.

Læs også: Cahill: Sejren var vigtig af flere årsager

Jeg er helt med på, at Chelsea HAR underpræsteret. Jeg vil medgive, at resultaterne har været dårlige, spillet har været usammenhængende og flere enkeltpræstationer har været tæt på hovedrystende ringe. Det kan der bare ikke være to meninger om. Læg dertil at Mourinhos opførsel i flere tilfælde har været over stregen og at dette ikke klæder klubben – jeg nikker og er enig. Jeg er derudover meget med på præmissen for journalisternes arbejde. De nævnte ting har bestemt været iøjnefaldende, så selvfølgelig er det en fristende vinkel at snakke krise, når man dækker en Chelsea-kamp.

Men behøver alt – og her er jeg nødt til at understrege ALT – blive sat i relation til begrebet “krise”? Her er et eksempel:

Søndag den 20. september i Viasat-studiet inden Tottenham vs Crystal Palace. Camilla Martin og Jesper Thygesen snakker om Chelsea – der i ugens løb har besejret Maccabi Tel Aviv med 4-0 og Arsenal med 2-0. Fokus er på Diego Costa. I husker formentlig episoden, der førte til udvisning af Gunners’ Gabriél Paulista. Jesper Thygesen var endnu ikke kommet sig over sin forargelse over Diego, hvilket tydeligt kom til udtryk, da han udtalte: “Det er da en mand, man umuligt kan holde af, med undtagelse af nogle få Chelsea-fans”.

Jeg må undre mig over, hvad der er Thygesens belæg for at udtale sig sådan. Hans flotte karriere i klubber som Ikast og Silkeborg har tilsyneladende givet ham et unikt indblik i mekanismerne i et moderne høj-tempo Premier League-lokalderby. Men det havde klædt den gode Thygesen at vende billedet blot en enkelt gang for sjovs skyld. Fx: Kunne det tænkes, Arsenal vandt noget mere med et røvhul eller to på banen? Anyway, holdningen var klar og tydelig. Diego Costa er en skidt person.

Da jeg på Twitter forsøgte mig med et input til personerne i studiet, blev jeg tweetet af TV3 Sports redaktionssekretær, der slog fast, at “Costas opførsel er det suverænt største samtaleemne i denne runde”. Altså: negativt fokus (Costa) vinder over positivt fokus (Chelsea vandt kampen).

“Make no mistake. At være Chelsea-fan ER en “os mod dem”-situation. Det er der intet nyt i.”

Og i går var den gal igen:

Tirsdag den 24. november i Champions League Goalshow. Barcelona har endnu engang kørt deres modstandere rundt i manegen i aftenens hovedkamp. Der tegnes naturligvis trekanter med stor begejstring. Chelsea har samme aften slået Maccabi Tel Aviv med 4-0 (igen) og har derfor vundet deres anden kamp i træk. Her skal det lige tilføjes, Chelsea faktisk har spillet ganske godt og skabt masser af chancer i disse to kampe. Det vil man vide, hvis man har set kampene.

Læs også: Mourinho stolt over Zoumas udvikling

Det må Preben Elkjær have gjort, for han får konstateret, at Chelsea i disse kampe var “ikke sprudlende”. Nej okay.. vi må se, om det kan blive 13-0 næste gang. Det er trods alt Norwich og Maccabi Tel Aviv, vi taler om. Alle ved, at det er to mandskaber, der stiller med mindst seks udviklingshæmmede, mens resten ingen fødder har. Fair nok! Som jeg nævnte i indledningen, kan vi ikke vide os sikre på, at krisen er helt ovre. Men hvor er anerkendelsen? Igen: negativt fokus (MÅSKE stadig krise) vinder over positivt fokus (Chelsea vandt kampen).

Det er desværre ikke meget bedre, mens kampene står på. Samtlige mål, der bliver scoret mod Chelsea, “banker næste søm i Chelsea-kisten” ifølge kommentator Daniel Ortved, der somehow kommenterer stort set samtlige kampe, de blå er involveret i. Der bliver som bekendt ikke “bare” scoret mod Chelsea. Det skal lige gøre dét mere ondt. Selvsamme Ortved – som jeg, skal jeg lige understrege, har stor respekt for – kommenterede også kampen mod Norwich i lørdags sammen med Peter Kjær (endnu en Silkeborg-legende!).

Her var et af de store samtaleemner Chelseas venstre back, Kenedy. Azpilicueta var på bænken, så derfor var valget af Kenedy “endnu et udtryk for at noget ikke er, som det skal være i Chelsea”. Kenedy er som bekendt venstrebenet og meget offensivt indstillet, hvilket jo egentlig passede meget godt til et hold, der stillede sig kompakt. Den unge brasser slap da også ganske godt fra “eksperimentet”, som det blev kaldt. Midtvejs i 1. halvleg løb Kenedy rundt og var spilstation i midtercirkelen, hvilket fik kommentatorerne til spøgefuldt at konstatere “det bliver yderst interessant at følge ham her”.

Det er ikke nemt. Når Bayern Münchens David Alaba trækker ind centralt er det “fodboldverdenshistorie” og en taktisk Pep-genialitet. At Kenedy blev brugt på den måde var et udtryk for Mourinhos desperation. Alt bliver sat i relation til krisen. Selv når Chelsea vinder.

Læs også: Endelig kan vi se lyset for enden af tunnelen

Og så har jeg slet ikke taget fat på den alenlange liste af clickbait-overskrifter, der indirekte opfordrer til tilsvining af klubben på de sociale medier, hvor folk ikke ser sig for fine til at følge op. “SVINESTREG: Burde Costa have haft rødt for denne?” – “Ja, for helvede han er sådan et svin!! buuuuuuh!!!” Hver uge. Uden undtagelse. Man bliver så træt.

Make no mistake. At være Chelsea-fan ER en “os mod dem”-situation. Det er der intet nyt i.

Det bliver desværre bare ikke bedre af, at de, der er ansat til at formidle historierne om engelsk fodbold, konstant anlægger en negativ vinkel mod klubben, vi faktisk er ret mange (ikke kun nogle få, Jesper Thygesen!), der holder uendeligt meget af. Med udgangspunkt i dét må jeg gå ud fra, de selv kan finde ud af at tage imod kritik.

Viasat har ikke mange æg tilbage i min kurv, før lyden bliver slukket eller værre endnu – kanalerne bliver fravalgt.

I mellemtiden: Vi har vundet for fanden! White Hart Lane på søndag. Vi husker, hvordan det gik sidste gang. Derfor skal den have alt, hvad den kan trække af opbakning. Med eller uden tv-lyd!

Up the blues!

Johan Strange er klummeskribent på chelseafan.dk. Du kan følge ham på Twitter her.

af -
857

Denne sæson må betegnes som en af de mærkeligste i klubbens historie. Som en anden fastelavstønde er bunden gået fuldstændig ud af det hold, der vandt mesterskabet for mindre end et halvt år siden. Den tid synes uendeligt langt væk lige nu.

Jeg var selv på stadion i går og bevidnede en af de største nedsmeltninger, klubben har været ude for i nyere tid. Willians frisparksdrøn fik pustet til den i forvejen relativt store optimiste, der var at finde blandt en stor del af Chelseafansene, men fra da af gik det kun én vej. Irritation over ikke at være foran ved pausen blev erstattet af decideret vantro ved slutfløjtet. Chelsea blev spillet ud af brættet i egen hule og har nu efter kun otte spillerunder tabt flere kampe end i hele sidste sæson. Det fører til en placering som nummer 16 med kun otte point fra ditto kampe. Den dårligste start for klubben i 37 år og en start, som ingen hold tidligere har kunne komme tilbage fra og kvalificere sig til Champions League.

Men hvordan nåede vi her til?

Skruer vi tiden tilbage til ugen efter, Chelsea havde løftet Premier League-trofæet i maj, finder vi måske noget af det, der var med til at lægge fundamentet for de nuværende rædderligheder. Flere spillere var angiveligt trætte af at skulle spille to venskabskampe efter sæsonafslutningen, som er noget, klubben begyndte på sidste år, da man mødte Manchester City i en træningskamp i St. Louis.

Læs også: Mourinho ændrer målsætning efter elendig start

I år – altså efter afslutningen på sidste sæson – valgte man så at spille to kampe, der var spredt ud til Thailand og Australien. En såkaldt post-sæson-tur, som Chelsea valgte at kalde det på deres hjemmeside. Disse kampe har kun til formål at sprede klubbens brand i de kontinenter, hvor fodbold bliver mere og mere populær i disse år. Det blev eksemplificeret meget godt ved venskabskampen mod Manchester City, hvor billetterne til kampen blev revet væk på 20 minutter.

Uden overhovedet at kunne vide hvordan en professionel fodboldspiller tænker, vil jeg alligevel vove den påstand, at man efter at have spillet 50+ kampe gerne vil have sommerferie, når den sidste kompetitive kamp er slut. Især når man skal rejse det halve af jordkloden rundt for at spille to fodboldmæssigt ligegyldige kampe. Og det var der angiveligt flere spillere, der var trætte af, hvilket måske gjorde at man sluttede den ellers så succesfulde sæson lidt halvskidt af.

“Matic-udskiftningen skriger til himlen, for hvorfor skulle Fabregas så ikke tages ud? Og hvorfor skulle Matic så overhovedet på banen i første omgang? Det vidner om, at også Mourinho er rådvild”

Det næste, som mange eksperter har haft stort fokus på, var den lange sommerferie, Mourinho gav sine spillere. Det betød, at holdet formentlig ikke var helt der, hvor de skulle være, da sæsonen endelig blev sparket i gang.

Og netop sæsonstarten blev forpurret, da Mourinho gik balalajka på Eva Carneiro i 2-2 kampen mod Swansea. Det udviklede sig til en kæmpe sag og kostede en masse unødig energi.

Et remis i sæsonåbneren er til at leve med, men da holdet i den efterfølgende runde løb ind i en mindre øretæve fra Manchester City, så en stor del af mesterskabsselvtilliden ud til at forsvinde, mens flere spillere så ud til slet ikke at være i form.

Læs også: Mourinho: Jeg kaster ikke håndklædet i ringen

Hverken selvtilliden eller formen ser, her halvanden måned efter City-kampen, ud til at være på niveau med mesterskabssæsonen. Stort set ingen spillere har vist et stabilt niveau, mens især den serbiske duo i Branislav Ivanovic og Nemanja Matic samt den tidligere magiske Cesc Fabregas har været decideret elendige i størstedelen af kampene.

Og i går kulminerede det hele så. I pausen blev Ramires taget ud til fordel for Matic, men serberen fik kun en lille halv time på banen, før han blev skiftet ud igen. Det førte til store buh-råb fra tilskueren, ligesom udskiftningen af Willian 10 minutter forinden forøvrigt også gjorde.

Mourinho forklarede efter kampen, at udskiftningen af Willian skyldtes, at han havde kastet op i pausen, mens Nemanja Matic blev skiftet ud på grund af dårlig form. Desuden begrundende han udskiftningen med, at han ikke ville tage Oscar ud, da han satte Remy på banen.

Matic-udskiftningen skriger til himlen, for hvorfor skulle Fabregas så ikke tages ud? Og hvorfor skulle Matic så overhovedet på banen i første omgang? Det vidner om, at også Mourinho er rådvild og heller ikke endnu kender den rigtige opskrift på at få holdet tilbage på ret køl.

Som jeg ser det, er der nu to muligheder – hvor jeg helt klart foretrækker nummer to:

1. Mourinho får en fyreseddel, og en træner med friske øjne kommer ind og puster (forhåbentlig) liv i drengene. Både Jürgen Klopp og Carlo Ancelotti er frie på markedet, hvor sidstenævnte som bekendt har været i klubben før. Mange medier har allerede præsenteret muligheden for en fyreseddel som nærmest uundgåelig, men jeg tror på, at der også er et alternativ.

2. Mourinho ryster posen godt og grundigt til næste kamp mod Aston Villa. Han har selv været inde på, at det kan være en mulighed, da de unge spillere ikke er helt lige så påvirkede af situationen. Så skift Ivanovic, Cahill, Terry, Matic, Fabregas, Oscar og Hazard ud, og lad Rahman, Zouma, Djilobodji, Loftus-Cheek, Ramires, Kenedy og Remy chancen fra start. Noget radikalt skal der i hvert fald ændres, før holdet kan rejse sig fra dyndet.

Forhåbentlig trykker Abramovich ikke på panik-knappen endnu. Men hvis han ikke gør det, skal Mourinho også vise ham en grund til ikke at lade være. At han har en plan. Og forhåbentlig er det at lade unge kræfter som Loftus-Cheek og Kenedy sprøjte ny energi ind i holdet.

af -
620

“Johan! Du må til tasterne nu!”

Sådan skrev sitets redaktør til mig, da den grusomme forestilling mod Everton var overstået. Udbruddet er umiddelbart temmelig rammende for den følelse, de fleste af vi blå fans sad tilbage med. “Noget må gøre noget! Nu!”

Jeg er ikke helt sikker på, at mine beskedne tasterier – eller min deltagelse i dagens udgave af Romans Disciple for den sags skyld – hjælper det helt store på Chelseas resultater. Men forhåbentlig kan det hjælpe en lille smule på optimismen hos jer, der læser med.

Læs også: Spilleglæden, der forsvandt ud i rummet

Det var ganske vist også mit formål med den seneste klumme med titlen “Klap lige hesten”. Den opmærksomme læser har da også bemærket, at jeg selv har måttet “klappe hesten” for en stund. Faresignalerne fra premierekampen mod Swansea viste sig at være rigeligt repræsentative for Chelsea-mandskabet umiddelbare tilstand. Siden er tingene ikke just blevet bedre. Fire point i fem kampe. 12 (!) mål har vi lukket ind. Av!

“På den længere bane kan aftenens kamp blive startskuddet til endnu et europæisk korstog. Her er det fuldstændig ligegyldigt at vi har tabt på hjemmebane til Crystal Palace, og at vi for nyligt fik Steven Naismith til at ligne Cristiano Ronaldo på en hopla-dag.”

Hvad værre er; Manchester City har hentet samtlige 15 mulige point i sæsonens første fem runder, hvilket pt. efterlader os 11 point fra 1. pladsen. Nok er der 99 point tilbage at spille om, og efter min mening er det stadig for tidligt at lægge os selv i graven, men i det mindste kan vi begynde at indstille os på, at det næppe bliver til to mesterskaber i træk i denne omgang.

Det betyder langt fra, at resten af sæsonen er lige meget. Spillerne og Mourinho må og skal gøre alt, hvad der står i deres magt for at komme tilbage på sporet i Premier League, hvilket jeg har en klippefast tro på, kan lykkes. Derudover har vi altså hele tre trofæer yderligere at spille om. Vi har en Capital One Cup-titel at forsvare, og så har vi to turneringer, der begge endte temmelig skuffende for os i sidste sæson.

Læs også: Skal vi begynde at tænke på et manager-skift?

FA Cup’en tager vi først hul på i starten af januar. Ingen af os kan på nuværende tidspunkt forudse, hvordan vores form er i januar eller for den sags skyld spå om lodtrækningen. Mange ting spiller ind, men verdens mest prestigefyldte pokalturnering skal da have et skud, skal den ikke? Jeg må minde om, at FA Cuppen er turneringen, der har sikret vores kære rivaler fra Arsenal et comeback til et hæderligt omdømme med to turneringssejre i træk + sejre i begge de efterfølgende Community Shields.

I aften skyder vi Champions League-sæsonen igang på hjemmebane mod Maccabi Tel Aviv. Det ligner i første omgang verdens mest oplagte mulighed for at kickstarte sæsonen med en sejr, som alle i og omkring Chelsea noget så frygteligt trænger til. På den længere bane kan aftenens kamp blive startskuddet til endnu et europæisk korstog. Her er det fuldstændig ligegyldigt at vi har tabt på hjemmebane til Crystal Palace, og at vi for nyligt fik Steven Naismith til at ligne Cristiano Ronaldo på en hopla-dag. Alle starter med nul point. Alle starter med (relativt) lige chancer for at gå hele vejen i turneringen. Skulle det ikke være vores tur igen?

Da vi i 2011/12 vandt pokalen med de store ører, var der i manges retorik tale om “et mirakel”. Vi kom gentagne gange tilbage fra håbløse udgangspunkter, og lige meget hvor fjernt væk succesen så ud til at være, VILLE holdet bare ikke give op. Pokalen blev vores. I den forbindelse er det vel også værd at bemærke, at vi sideløbende havde en rædsom sæson i Premier League og endte som 6’er. Vi endte BAG NEWCASTLE. Men vi endte også på toppen af Europa.

Se også: Video: Derfor gik det galt mod Everton

Jeg vil have lov at drømme om en gang “history repeating”. Vi har altid lov at drømme. Større sensationer er vel set før?

Go’ kamp! KTBFFH!

Johan Strange er klummeskribent på chelseafan.dk. Du kan følge ham på Twitter her.

af -
900

På trods af et overlegent hjemtaget mesterskab og en Capital One Cup-triumf har Chelsea Football Club siden 1. januar kæmpet med store spillemæssige udfordringer på banen. Og som om det ikke er nok, har fans af The Blues fra denne sæsons begyndelse kunnet notere sig flere og langt mere alvorlige dårligdomme hos Jose Mourinhos stjernebesatte mandskab.

Lad mig i efterrationaliseringen af Everton-ydmygelsens stund bruge dette skriv til at påpege det, som får mine alarmklokker til at ringe allerhøjest lige nu:

Spilleglæden. Glæden ved at have et af de absolut fedeste og bedst betalte erhverv i verden. Glæden ved at kunne optræde foran mange millioner mennesker uge efter uge. Glæden ved at spille sammen med en palet af planetens bedste fodboldspillere. Og sidst, men slet ikke mindst, måske endda størst; Glæden ved at glæde forventningsfulde Chelsea-fans overalt i universet. Ja, måske endda ude i rummet sidder der en sympatisør af sidste sæsons suveræne mestre og kigger langt efter sidste sæsons spilleglæde i Chelsea-truppen.

Hvor er den blevet af?

Med tingene sat en kende på spidsen vil det ikke være helt ude i rummet at postulere, at Cesar Azpilicueta og Pedro er de to eneste i start-elleveren, der for tiden udstråler vilje, glæde og lyst til det smukke spil.

Læs også: Skal vi begynde at tænke på et manager-skift?

Hos de resterende aktører, og her sætter jeg en tyk fed markering under Fabregas, Hazard, Costa og Ivanovic, er det som om, at spilleglæden er pist forsvundet i takt med det danske sommervejr og Andreas Mogensens opsendelse til ISS.

Man har i flere momenter af kampene set de førnævnte superstjerner være decideret ugidelige i deres aktioner. Og det er ligesom dér, raketten styrter mod afgrunden, når man som fan af holdet betragter den kritiske situationen udefra.

“Forudsætningerne for et godt spillende fodboldhold og den afledte effekt af dét, gode resultater, er, tro det eller ej, nemmere hvis man synes, det er sjovt at spille fodbold.”

Det er faldet mig ind, at vi i samtlige betydende kampe i indeværende sæson har overladt spilleglæden og viljen til sejr til vores modstandere. I stedet for har vi bevidst eller ubevidst påtaget os elementer i spillet som passivitet, inkonsekvens og ubeslutsomhed. Et visual proof på dét er vores historiske målscore, som i skrivende stund hedder 7-12 efter fem spillede kampe.

Selv et verdensklassehold som Chelsea kan have massive spillemæssige problemer. Dét så vi igennem store dele af foråret og nu i indledningen på titelforsvaret.

Læs også: Statistik: Fabregas spillede mareridtskamp mod Everton

Men at lysten til at ville ofre sig for en sejr, indstillingen til at ville holde buret rent og glæden ved at score mål har ændret sig SÅ signifikant over tre måneder er mig en gåde.

Og om det er Eva Carneiros manglende tilstedeværelse på bænken, de manglende mega-transfers eller Mourinhos træningsmetoder, der gør, at spilleglæden lige nu er tættere på rummet end Stamford Bridge skal være usagt. Men et eller andet må gøres for at hente den tilbage fra det uendelige univers og få den implementeret i Premier Leagues aktuelt mest kriseramte trup.

Forudsætningerne for et godt spillende fodboldhold og den afledte effekt af dét, gode resultater, er, tro det eller ej, nemmere hvis man synes, det er sjovt at spille fodbold.

Martin Kring er vært på Chelsea Support Danmarks podcast, Romans Disciple. Følg ham på Twitter her.

af -
1474

Spørgsmålet i overskriften af dette indlæg er fuldstændig retorisk. For selvfølgelig skal vi ikke det. Mourinho er the man for Chelsea, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Som han selv så rigtigt sagde efter dagens kamp, så er der ikke nogen anden manager, der kan gøre det lige så godt i klubben.

Men der er selvfølgelig grund til bekymring. I den grad, faktisk. Bortset fra Nemanja Matics reducerende drøn til 2-1 var det en decideret håbløs affære på Goodison Park. Cesc Fabregas var – igen – helt væk, og Branislav Ivanovic lignede endnu en gang en skygge af sig selv.

Der var foretaget et par ændringer i forhold til startopstillingen mod Crystal Palace i sidste runde, hvor valget af Mikel på den centrale midtbane ved siden af Matic var den mest signifikante. Men lige lidt hjalp det. Steven Naismith scorede et perfekt hattrick (!) mod et tandløst Chelsea-forsvar, der nu har lukket vanvittige 12 mål ind i de første fem kampe denne sæson. Tre mål færre end TOTALEN i Mourinhos første sæson i klubben. Det synes efterhånden rigtig, rigtig langt væk.

Læs også: Mourinho: Djilobodji-køb var ikke min beslutning

Roman Abramovich besøgte træningsanlægget forleden dag, og det plejer som regel aldrig at være et godt tegn for den siddende manager. Det lægger sig i slipstrømmen af en række uheldige episoder, der strækker sig allerede fra starten af holdets pre-season gennem et transfervindue, der ikke resulterede i det, man ønskede, og så var der jo også den efterhånden så omtalte Eva-missære.

Medierne har været hurtige til at kalde krisetid i Vestlondon. Mange “eksperter” elsker at gætte på, hvad der sker på de indre linjer i klubben, men sandt at sige så er der jo ingen andre end de ansatte, der for alvor ved, hvad der foregår i maskinrummet.

På banen er det dog svært at benægte krisen. Her bliver Mourinho simpelthen nødt til at ryste posen godt og grundigt, for det fungerer ganske enkelt ikke. Det lykkedes at hente de nødvendige resultater i den første halvdel af 2015, men efter den nye sæson er skudt i gang, er der stort set ingenting, der har virket.

Branislav Ivanovic ser ud til at få lang snor af Mourinho, som ikke har rystet på hånden, når han skulle udtage serberen til startopstillingen. En anden faktor, der også er vigtig at tage med, er, at Baba Rahman endnu ikke er helt klar. Men når han bliver det, er Mourinho altså løbet tør for undskyldninger for ikke at tage Ivanovic af.

Se også: Video: Will Ferrell driller Mourinho

Men det er ikke fair kun at skyde på defensiven. De offensive spillere virker trætte og idéforladte og har slet ikke ramt samme kadence som sidste sæson. Og det koster altså også point.

Noget af det, der undrer mig mest, er den konsekvente forbigåelse af Loïc Remy. Franskmanden havde et fornemt scoringssnit i den forgangne sæson, men har ikke fået chancen endnu denne sæson. Falcao scorede ganske vist mod Crystal Palace, men hvem siger, at der partout kun skal være en enkelt angriber i front? Jeg vil tværtimod mene, at der skal ske radikale ændringer i startopstillingen. Det er ikke nok bare at sætte Mikel ind som ankermand.

På onsdag er der heldigvis en Champions League-kamp mod Maccabi Tel-Aviv, og der så jeg gerne, at Mourinho gav følgende startopstilling et skud (Jeg antager, at Rahman stadig ikke er helt klar):

4-2-2-2: Begovic; Ivanovic, Zouma, Terry, Azpilicueta; Mikel, Matic; Pedro, Hazard; Remy, Costa

Alternativt kunne man rykke Zouma op på Mikels plads og lade Cahill gå ind i det centrale forsvar. Men det bedste forsvar er altså et angreb, og det burde Mourinho tage at prøve. Og hvis spillet for en gangs skyld foregår på vores præmisser, ville Ivanovic alt andet lige heller ikke se så dårlig ud.

Vendepunktet skal komme på onsdag hjemme på Stamford Bridge, og det tror jeg på, det gør. Men det kræver, at Mourinho ryster posen og banker selvtillid ind i spillerne.

af -
1227

1) To somre med modsat fortegn. 2) Pedro eneste virkelige højdepunkt. 3) Hvordan vil Mourinho lige stoppe Citys mesterskabstogt?

Kan I huske det? Sidste forsommer. Ind kom Diego Costa. Ind kom Cesc Fabregas. Ind kom Thibaut Courtois. Og så var det transfervindue i virkeligheden afviklet til topkarakter længe før deadline. Og fordi det var længe før de andre topklubber var kommet ud af starthullerne, gav det vellykkede transfervindue også mesterskabet.

Jeg har før på denne blog dvælet ved Chelseas transferstrategi og –udførsel i sommeren 2014. Så undskyld gentagelsen for jer, der har læst med før. Men nu er jeg blevet bedt om at skrive et indlæg om klubbens ageren på transfermarkedet denne sommer. Og jeg er ikke glad.

Hvor der sidste sommer blev plukket fra øverste hylde til at styrke et lige ved og næsten mesterskabsmodent hold, har José Mourinho ladet stå til i år.

Det eneste lyspunkt er Pedro. Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk. Han har altid ligget i et limbo mellem startopstillingen og bænken i Barcelona. Han har altid været omgivet af nogle af verdens bedste kreatører. Og han har spillet for en klub, der kom hans evner til gode. Derfor har jeg altid syntes, at det var svært at vurdere, hvor god han egentlig var. Det vil sige: Hvor god ville han være i en anden klub, i en anden liga?

Se også: Video: Bliv klogere på Djilobodji

Derfor forstod jeg dele af den overordentlige skepsis, Mads Oddershede, redaktøren af dette site, luftede i et blogindlæg, da handlen gik igennem. Da Mourinho endnu engang havde snydt en af de nærmeste konkurrenter for en klassespiller i sidste øjeblik. Men den gode Oddershede gik en smule i selvsving.

Det var rigtigt nok, at Pedro var udset til at erstatte enten Oscar eller Willian i den ideelle startopstilling. Hvor jeg uden tøven tænkte ud med Oscar, argumenterede Oddershede for at Oscar havde spillet en bedre sidste sæson end Oscar. At Pedro jo havde brugt syv ligakampe mere end Osvar på at skabe 11 chancer færre. Det, redaktøren bare lige har glemt, er at kigge på spilletid.

I sidste sæson var Pedro definitivt i skyggen af Messi/Suarez/Neymar-trioen og blev brugt som indskifter. Det gav ham blot 1529 minutter på banen i den spanske liga. Det vil sige, at man ikke engang spillede en halvleg i snit. Oscar spillede i snit lidt mere end 72 minutter per kamp. Sammenligningsgrundlaget er ganske enkelt tyndt.

Skal vi alligevel følge sammenligningen til dørs, brugte Pedro 61 minutter per skabte chance, mens Oscar brugte færre minutter: 56. Men ikke en forskel, der er stor nok til at skyde Pedro ned.

“Jeg tror ikke på, at aktiviteten – eller mangel på samme – på transfermarkedet denne sommer er nok til et mesterskab.”

Nu har Pedro spillet to kampe for Chelsea. Han ligner en mand, holdet har manglet, og han ligner i særdeleshed en mand både Cesc Fábregas og Eden Hazard har manglet til at spille småspil omkring modstanderes felt med. Et mål og to assist er mere end godkendt. Lad os håbe, han kan fortsætte i den kadence og måske bygge ovenpå, nu hvor han bliver satset på. Nok om Pedro.

Jeg skrev kort før 0-3-kampen mod Manchester City, at jeg var bekymret. Jeg skrev, at Mourinhos håndtering af at vinde mesterskabet mest har mindet om den der med at hvile på laurbærrene. En af grundene er transfervinduet.

Siden har det vist sig, at holdet samlet set er mødt op til den nye sæson uskarpe og ufokuserede. Det værste er defensiven. Og det er den, der bekymrer mig mest. Er der noget, Mourinhos hold plejer at kunne falde tilbage på, er det en stærk defensiv, men Chelsea har med fire point præsteret den næstdårligste firkampsstart på et titelforsvar i Premier Leagues historie – kun overgået af Blackburn i 90’erne.

For halvandet år siden stod vi i samme defensive situation, da Chelsea røg ud i Capital One-cuppen til Sunderland. I en periode havde holdet ikke kunnet holde buret rent (kun i Champions League). I stedet raslede målene ind mod hold som Stoke og Sunderland i ligaen. Mourinho erklærede, at han nu ville fokusere på defensiven. Det efterfølgende 0-0-resultat mod Arsenal satte gang i en periode, hvor holdet ikke lukkede mere end ét mål ind, før det tabte 0-2 til City på Etihad Statdium i FA Cuppen. I 12 kampe havde holdet blot lukket tre mål ind. Lad os håbe på sådan en periode igen.

Men denne gang kræver det ændringer. Derfor har Mourinho jagtet en defensiv forstærkning. Han har hentet Abdul Rahman Baba fra Augsburg som direkte erstatning for Filipe Luis, og han har netop hentet senegalesiske Papy Djilobodji fra Nantes til at tage kampen op med John Terry, Gary Cahill og Kurt Zouma i midterforsvaret.

Det sker efter en sommer, hvor Mourinho igen og igen har budt på Evertons John Stones, men Roberto Martínez har stået på sit på trods af et endeligt bud på 36 millioner pund(!!!). Der har også været rygter om Athletic Bilbaos franske Aymeric Laporte. Begge spillere på 21 år.

Læs også: Pogba forlanger astronomisk løn for Chelsea-skifte

Nu har Mourinho købt en 26-årig løsning til angiveligt 2,7-3,5 millioner pund – altså under ti procent af det sidste bud på John Stones. Han er 1,93 meter høj, og ligner af statur en Chelsea-forsvarer, men hvem kender hans niveau? Jeg gør ikke. Så jeg må blot sige, at det virker panikslagent at købe en mand, som andre Premier League-klubber ifølge Daily Mail ikke ville have.

Asmir Begovic er et fint reservemålmandskøb, og jeg glæder mig meget til at se Rahman Baba i aktion. Han er lynhurtig, og mit håb er, at han for alvor er klar til kamp efter landskampspausen. Så skal han ind på venstre back, Azpilicueta på højre og Ivanovic på bænken.

Jeg tror ikke på, at aktiviteten – eller mangel på samme – på transfermarkedet denne sommer er nok til et mesterskab. Manchester City så skræmmende ud fra start, og nu ser det ud til, at Raheem Sterling er i gear, og Kevin De Bruyne kommer til at gøre truppen endnu skarpere. I defensiven har City i modsætning til Chelsea investeret på en af de øverste hylder i Nicolás Otamendi fra Valencia. Igen har City givet alt for meget for deres indkøb, men de har insisteret på at forstærke en allerede stærk trup med spillere fra øverste hylde. Det eksprestog bliver svært at stoppe, tror jeg.

Men hvad burde Mourinho have gjort? Jo, med Hazard og Pedro på kanterne mangler klubben stadig en klassisk 10’er i verdensklasse. Det er Oscar og Willian ikke, og Hazard vil jeg helst se til venstre. En Isco fra Real Madrid havde pyntet. Ligesom Fábregas og Pedro gjorde i Barcelona, ligger han på kanten af startopstillingen i det spanske. Mourinho skulle have budt på ham og givet ham et telefonopkald, hvor han ligesom over for Fábregas, ligesom over for Pedro, fortalte, at han havde brug for ham. Og han skulle have hentet en midterforsvarer i verdensklasse.

Så havde jeg været tilfreds, ikke bekymret.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
1443

1) Det er på tide med et Chelsea-dynasti. 2) Men Mourinho plejer ikke at holde sine klubber i kog ret længe ad gangen. 3) Dynastiet starter med et mesterskab mere, men sæsonstarten har været træg. 4) Kampen mod City søndag er vigtig.

José Mourinho must build a Chelsea dynasty if he’s to be an all-time great.

Sådan lød overskriften på et blogindlæg på ESPN’s hjemmeside forleden. Jeg læste Rory Smiths blog med interesse. Overskriften fik mig. At Chelsea får opbygget sig et dynasti, er netop det største ønske, jeg bærer i mit Chelsea-hjerte.

Det så lovende ud, første gang Mourinho kom til klubben. I 2004. Med to majestætiske sæsoner hev klubben to flotte mesterskaber i hus. Det duftede af et dynasti. Nu var tiden kommet, hvor jeg ikke længere skulle gå med en lille mavesur misundelse over for Manchester Uniteds tilhængere, der var blevet forkælet med en masse Ferguson-mesterskaber.

Men av. De tre efterfølgende sæsoner vandt United mesterskabet, før vi igen vandt et enkelt, hvorefter det først var i sidste sæson, vi kom tilbage på toppen. I mellemtiden har vi haft store, store oplevelser. Aftenen i München i maj 2012 er den mest magiske. Men der har også været skuffelser. Kun én top to-placering tilsat en sjetteplads gør stadig en smule ondt. Vi skal væk fra de sporadiske mesterskaber og over til bundter af dem.

Forleden skrev en anden blogger på denne side, Johan Strange, at vi Chelsea-fans skulle klappe hesten. Den negativitet blandt Chelsea-fans, han mødte i en debattråd på bold.dk, gjorde ham i dårligt humør. Jeg er selv træt af, hvordan mange folk er skingre og firkantede på nettet, når de kommenterer verdens gang. Men det ændrer ikke på, at jeg deler den… lad os kalde den bekymring, som han åbenbart mødte. Stranges reaktion var at prøve at se positivt på det ved at fremhæve de gode ting fra sidste sæson. Men det er naivt. Det vender jeg tilbage til.

Læs også: Rygter om Ramires-skifte tager til

Jeg var ikke ret meget i tvivl før sidste sæson. Vi ville vinde det mesterskab (jeg kan dokumentere det med dette blogindlæg). Mourinho agerede elegant og effektivt på transfermarkedet sidste sommer. Tidligt blev Diego Costa og Cesc Fabregas købt ind, og Thibaut Courtois blev kaldt ind fra Atletico Madrid. Alle folk til startopstillingen. Courtois på målmandsposten var mest for at sikre sig for fremtiden efter Petr Cech. Men vi manglede netop kvalitet i målscoringen og på midtbanen. Det bragte de to spanske landsholdsspillere ind. Begge spillere dominerede Premier League i efteråret, hvor Chelsea reelt vandt mesterskabet.

Men netop de to er også et godt billede på min bekymring. For i foråret var magien væk – sammen med de to. Pludselig var det igen svært at få spillet til at flyde og maskineriet hakkede noget. Jeg synes, fadæsen mod PSG på Stamford Bridge er det bedste billede på den mørke side af en ellers fantastisk sidste sæson.

Mit problem nu er, at José Mourinho ikke har overbevist mig om, at takterne er blevet bedre. Jeg havde desværre ikke mulighed for at se Swansea-kampen, og lad forsæson være forsæson. Men Community Shield-kampen mod Arsenal var bekymrende. Trods imponerende offensive spillere var kreativiteten minimal. Ligesom i 2013/14-sæsonen.

José Mourinho er den rette mand. Han er den manager, jeg allerhelst vil have. Der er kun ham. Men derfor kan han godt gøre mig usikker.

Resultaterne på det seneste er dog den mindste ting. Han fik forlænget sin kontrakt for en uge siden. Nu løber den helt til 2019. Det gør det virkelig muligt at opbygge dynastiet. Mourinho har i sin karriere bare haft en irriterende tendens til at slide sine mandskaber og klubber op. Det gjorde han første gang i Chelsea, han gjorde det i Inter, og han smækkede virkelig med døren i Real Madrid.

“For mig smager det bare lidt af den måde, hvorpå Manchester City forvaltede deres to seneste mesterskabssæsoner. Det lugter lidt for meget af at hvile på laurbærrene.”

Han udtalte, da han kom tilbage for to år siden, at han drømte om at være i Chelsea i mange år. Det bekræfter den nye kontrakt. Men kommer gnisten til at holde så længe? Jeg har min tvivl, og denne sommer har Mourinhos tilgang til transfermarkedet og opstarten bekymret mig.

Hvor han sidste sommer hentede folk til at forstærke startopstillingen, har han lappet huller i år. Begovic erstatter Cech, Falcao (den nye Torres?) erstatter Drogba, og meget mere er der ikke kommet ind ad den blå dør. Som Mourinho selv sagde fredag, er transfervinduet åbent til og med den 31. august. Det ved jeg. Men noget tyder på, at analysen har været, at mesterskabsholdet kan gøre det igen, og at stabilitet er nøgleordet.

For mig smager det bare lidt af den måde, hvorpå Manchester City forvaltede deres to seneste mesterskabssæsoner. Det lugter lidt for meget af at hvile på laurbærrene. Jeg kan for eksempel ikke forstå, at Mourinho ikke har gjort mere ud af at hente en 10’er, der kan udfordre Oscar og (når han bliver brugt dér) Fabregas.

Læs også: Fransk mester på blokken i Chelsea

Når vi snakker opstart, virker det direkte nonchalant på mig, at Chelsea angiveligt var det sidste Premier League-mandskab til at møde op og starte forberedelserne til den nye sæson. Det virker arrogant på mig, når man taler en Community Shield-kamp mod ærkerivaler ned. Og selvom jeg har valgt at tage hele Eva Caneiro-affæren med et ordentligt gran salt, vækker det bange anelser om uligevægt. Allerede nu er manden, der maksimalt har færdiggjort tre sæsonener i sine klubber, i centrum for negativ fokus. Bemærk, at det denne gang ikke handlede om at psyke modstandere, men om interne stridigheder. Jeg forstår ikke, hvorfor han kørte den i medierne.

Johan Strange skriver, at vi skal klappe hesten – blandt andet fordi Diego Costa ikke længere er skadet, at Ivanovic trods en åbenbart sløj sæsonåbner mod Swansea jo var Premier Leagues bedste højreback i sidste sæson, at Oscar ikke har spillet så godt i lang tid. Vi skal klappe hesten, fordi “Begovic er en pivgod målmand”.

Men Diego Costa er vel først tilbage, når han scorer mål? At Ivanovic var god i sidste sæson, hvor han også havde nogle udfald, er vel ligegyldigt nu? At Oscar spillede godt mod Swansea, betyder vel nødvendigvis ikke, at han er holdt op med at svinge? Begovic er vel ikke så vigtig i denne ligning, hvor han kun skal stå, når Courtois er skadet eller har karantæne? Og han er vel først en pivgod målmand, når han har bevist det i en topklub?

Hvis det er argumenterne for, at vi holder de tre andre frådende tophold bag os i denne sæson, så vækker det netop bekymring hos mig. I øvrigt modsiger Strange sig selv totalt, når han lægger vægt på, at vi jo lå nummer ét fra første til sidste spillerunde sidste år. Så suveræne er vi, mener han at sige. Men giver det ikke netop grund til bekymring nu, hvor vi så ikke er kommet godt fra start? Ud over Arsenal er de andre mesterskabskandidater kommet fint i gang.

Normalt er jeg ikke så bekymret før en topkamp. Dem plejer Chelsea som det mindste at spille uafgjort. Og José Mourinho prøver at tale betydningen af kampen mod Manchester City på søndag ned. På sit pressemøde fredag kaldte han kampen for ikke-afgørende. Den ligger så tidligt på sæsonen, lod han forstå. Det er måske rigtigt, men jeg mener, den er vigtig.

Læs også: Zouma: Vi skal vise, hvorfor vi er mestre

Det er på søndag, at Chelsea skal bevise, at nederlaget og det kønsløse spil mod Arsenal ikke er det, vi skal vente os af The Blues i denne sæson. Mourinho og holdet skal bevise, at de stadig har styr på de andre tophold. Startopstillingen skal bevise, at det er fint med de manglende sommerhandler. Og de skal bevise, at de er klar over, at sæsonen er startet for pointene tæller også nu.

Alle dynastier starter et sted… og det er med et mesterskab nummer to.

Opgøret ender i øvrigt uafgjort. God kamp.

P.S. Før sidste sæson gav jeg mit bud på top otte i Premier League. Jeg ramte rigtigt med Chelsea og City. Arsenal og United byttede pladser, det samme gjorde Tottenham og Liverpool (fordi Liverpool tabte 1-6 til Stoke i sidste spillerunde!). Everton og Newcastle var helt væk. Selvom det er lidt snyd her efter sæsonstart, kommer jeg alligevel med mit bud igen. Jeg nøjes dog med top seks i år. Buddet på den bliver det samme som mit bud på top seks sidste år, selvom jeg ikke ser Chelsea lige så suveræne, og Arsenal trods West Ham-kampen ser stærke ud til den nye sæson.

1. Chelsea 2. City 3. United 4. Arsenal 5. Liverpool 6. Tottenham

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

Ugens mest læste

3854
Et par opslag fra Kenedy på hans Instagram-profil har fået stor kritik. Nu undskylder Chelsea og meddeler samtidig, at de har givet den unge...