LUK
Klumme

af -
1694

Chelsea er ikke lige så godt repræsenteret ved EM, som de plejer. Men til gengæld kan vi få et indtryk af, hvad vi kan forvente af Antonio Conte, når han overtager trænerstolen efter slutrunden.

Set med blå briller har dette års EM ikke været det mest sindsoprivende af sin slags. Kun seks Chelsea-spillere er med ved slutrunden, hvor to af disse, Pedro og Azpilicueta, ikke er faste startere.

Tilbage står Fabregas som eneste Chelsea-spiller i den spanske startellever, Hazard og Courtois er naturligvis fast inventar på Wilmots’ belgiske holdkort, mens Gary Cahill ikke har nogen klubkammerater med sig i den engelske EM-lejr.

Spanien har gjort rent bord indtil videre med to sejre fra de to første kampe. Fabregas er blevet pillet ud i begge kampe, mens Pedro og Azpilicueta hver har gjort et indhop mod henholdsvis Tjekkiet og Tyrkiet.

Cahill, Courtois og Hazard er naturligvis faste startere for deres respektive landshold, men vi har stadig den første Chelsea-scoring ved dette EM til gode – om end Hazard leverede en assist til Lukaku i Belgiens ondulering af Irland, der var en lige så stor nydelse.

Men så har vi også en syvende skikkelse, vi kan indstille vores fokus på, selvom han ret beset ikke er Chelsea-manager endnu. Antonio Conte. Og det er straks en større fornøjelse sammenlignet med resten af Blues-ensemblet, som har betrådt de franske græstæpper den sidste lille halvanden uges tid. Ja, faktisk er Italien det hold, der har gjort det bedst ved dette europamesterskab i skrivende stund, hvis man kigger på det ud fra udfaldet i de forskellige puljer. Azurri er nemlig det eneste hold, der allerede er garanteret videre avancement som 1’er i puljen.

Læs også: Mourinho – legende, ikke Gud

Bevares, at Conte og kompagni allerede kan finde kuglerammerne frem og regne på, hvem de skal møde i 1/8-finalerne, skyldes naturligvis også de andre resultater i puljen, men Italien har gjort lige nøjagtigt det, de havde tænkt sig at gøre, inden de fløj afsted til EM – men heller ikke mere end det. Med to små sejre. Og hvilken træner er det nu, det minder om?

Selvom Conte selv har bedyret, at han ikke træner sit hold i kontraangreb, og han anvender en talkombination, der på papiret ser offensiv ud (3-5-2), er han i den grad en træner, hvis største fokus ligger i defensiven. Og det er han rigtig god til. Ligesom Mourinho.

Spørgmålet er, hvor meget af det koncept, som Conte anvender på det italienske landshold, han kan tage med til Vestlondon. Umiddelbart kan det virke lidt uoverskueligt at skulle forholde sig til et Chelseahold med kun tre i backkæden, og kigger man lidt nærmere på det, bliver 3-5-2-konceptet nok svært at forløse med det nuværende spillermateriale.

En dybere gennemgang af, hvordan Conte vil få presset sit koncept ind i Chelsea-maskinen, bliver det ikke til i denne omgang – men hvis man hungrer efter at vide, hvordan det kan komme til at se ud, vil jeg anbefale Alexander Stens artikel, som blandt andet berører det emne.

Det, som egentlig er målet med denne klumme, er i stedet at sætte fokus på, at vi nok ikke skal forvente Ancelotti-mål-galore-bold, selvom vi igen har fået en italiensk manager. I stedet skal vi nok forvente et taktisk velorkestreret hold, som nok skal vinde med pæne cifre en gang i mellem, men som i stedet vinder kampene på modstanderens fejl og manglende tålmodighed i stedet for at belejre deres felt i 90 minutter og holde bolden i egne rækker 75% af tiden.

Læs også: Chelsea fører løbet om Morata

Noget, som pisser det meste af fodboldverdenen af, men som indtil videre kun har indgydet respekt ved dette EM. Og som vi så i kampen mod Belgien, der trods alt er nummer to på FIFA’s rangliste, er der også noget utroligt fascinerende ved at se den kloge narre den mindre kloge.

Det kan selvfølgelig være, at når vi når kvartfinalerne, og Italien løber ind i et hold med en større balast og erfaring rent slutrundemæssigt, at jeg må æde mine ord i mig igen, men jeg ser Italien som en lille outsider til at vinde turneringen – og sikke en måde det ville være at ankomme til Chelsea på!

Projekt Conte virker i hvert fald som det rigtige valg i forhold til at bringe klubben tilbage på rette kurs. Og selvom Chelsea endnu ikke har hentet nogen forstærkninger til truppen endnu, er sommerens største signing nok allerede på plads. Og han kommer til at sidde på bænken, eller rettere sagt sagt stå i det tekniske felt og gestikulere som en ægte italiener.

Men nogen spillemæssig revolution bliver det formentlig ikke. Men det er ikke nødvendigvis det, der er behov for i Chelsea. Vi skal i stedet have en træner med stor taktisk indsigt, og som samtidig kan samle spillerne op, efter moralen blev knust til atomer. Og selvom Conte har et strejf af bedemand krydret med mafiamellemleder, kan han også få det maksimale ud af sine spillere. Se bare på en spiller som Emanuele Gaiccherini, som Conte hentede til Juventus i sin tid dér, og som han nu – i en alder af 31 år – igen har fået til at blomstre op på landsholdet på trods af en turbulent klubkarriere. Og det var nok ikke kommet uden store menneskelige evner fra Contes side. Og det er vigtigt at have, når han nu skal løfte Chelsea tilbage på Premier League-tronen.

Måske er jeg bare blevet ramt af EM-feber, eller også har Premier League-abstinenserne sneget sig ind på mig. Men Conte og Chelsea ligner allerede et godt match.

Mads Oddershede er grundlægger af Chelsea Support Danmark og redaktør på chelseafan.dk.

af -
1754

Han kom tilbage, hentede mesterskabsvindende spillere og smadrede så det hele – som han plejer. Advarsel: Det her bliver langt – men der er blevet sparet grundigt op.

Jeg kan huske, hvordan min mave knudrede sig sammen i sommeren 2013. Der skulle ske noget nyt i Chelsea.

Klubben havde lige vundet Europa League, og det tæller som et trofæ, men det kom oven på en sæson med tidlig Champions League-exit og en snoldet tredjeplads i ligaen. Samtidig havde begge hjemlige pokalturneringer været billigt til salg, men Chelsea var røget ud i semifinalerne. Tilmed skulle vi Chelsea-tilhængere leve med at se Rafael Benitez – en af de helt store rivaler op gennem 00’erne – på bænken. Og vi skulle leve med, at det var United, der snuppede mesterskabet med en middelmådig trup.

Derfor kom der julelys i øjnene på mange af os, da det så uomtvisteligt ud, at José Mourinho var nødt til at forlade Real Madrid. Han og verdensstjernerne var kørt fast.

Den dårlige mavefornemmelse kom af, at skriverierne gik på, at det var United, der skulle overtage ham. Til sidst endte Alex Ferguson med at udpege David Moyes som sin efterfølger, men undervejs havde vi været vidne til skriblerier om, at Mourinho havde bejlet mere end overordentligt til de daværende mestre. Derfor var lettelsen overordentlig stor og med flødeskum på toppen, da Mourinho skrev under med Chelsea.

Tre år er der gået, og meget er hændt. I år knudrede min mave slet ikke. Jeg håbede faktisk på, at han ville plante den samme underskrift på en kontrakt i Manchester. Mourinho er ikke den rette løsning for United, og han er slet ikke en langsigtet løsning.

Hvis man har læst mine ord på denne plads tidligere, vil man vide, at jeg er en kritisk Chelsea- tilhænger. For eksempel kritiserede jeg Frank Lampard – min yndlingsspiller gennem tiderne – da han træk i City-trøjen. Jeg skrev, at det gjorde ondt. Det fik jeg høvl for blandt Chelsea-fans. Hvordan kunne jeg kritisere en mand, der havde gjort så meget for klubben?

“Mourinho er ikke den rette løsning for United, og han er slet ikke en langsigtet løsning”

Så når jeg nu kritiserer José Mourinho – manden, der vandt det første mesterskab til klubben i 50 år, hentede flere store trofæer og gav os et væld af store oplevelser – så forventer jeg intet andet end at blive kaldt illoyal eller det, der ligner og er værre. Jeg er naturligvis uenig, men det er fint. Bare husk, at de største skuffelser er affødt af de mest intense kærlighedsaffærer.

Langsom start – og hans tredje mesterskab
Lad os først se på resultaterne i Mourinhos anden periode.

2013/14: Det startede langsomt, og det var fint. Mourinho skulle, som enhver anden manager, have lov til at sætte sit præg på trup, spillestil, og hvad der ellers hænger sammen med en ny leder i en fodboldklub. Klubben vandt ingen trofæer i den sæson, men det så lovende ud. Der var tidspunkter i foråret 2014, hvor selv en skeptisk Chelsea-fan kunne håbe på mesterskabet i en sæson, hvor SSS-offensiven i Liverpool var ved at hente mesterskabet, men måtte se City løbe af sted med det til sidst.

Chelsea hakkede sig igennem foråret, og det endte med en tredjeplads. Direkte Champions League- kvalifikation var hæderligt i en liga, hvor nye, stærke vinde blæste fra flere verdenshjørner end tidligere. Samtidig havde det være tæt på endnu en Champions League-finale, men Atletico Madrid og Diego Costa var klogere, stærkere og mere ærgerrige i semifinalerne.

Det, der stod tilbage, var, at Chelsea igen, igen havde spillet en defensiv omgang bold, når det gjaldt. Det havde belønnet sig på Anfield i ligaen, men de manglende offensive kræfter havde manglet og kostet i Champions League. På midtbanen var Lampard ikke den general, han var engang, og Torres i angrebet… ej, jeg orker næsten ikke. Han skulle bare erstattes af en skarpere angriber. En ældre udgave af Eto’o scorede flere mål end ham i den sæson, og Hazard blev holdets topscorer. De problemer blev løst den efterfølgende sommer.

Læs også: Andreas Christensen er årets spiller i Gladbach

2014/15: Mesterskabet vendte hjem. Mourinho havde været kontant tidligt i sommerens transfervindue, og de to vigtigste brikker var faldet på plads: Diego Costa og Cesc Fàbregas. I vinteren, der gik forud, var Nemanja Matic kommet tilbage fra Benfica og havde gjort en stor forskel med det samme. Flotte handler.

De to spanske landsholdsspillere skulle som henholdsvis topscorer og assistkonge vise sig at være dét, der skulle til, for at Chelsea i efteråret 2014 kunne sætte sig tungt på Premier Leagues førsteplads – og det var med sprudlende angrebsfodbold. Hvem var ikke gode? Tænk tilbage på Azpilicueta-Terry-Cahill-Ivanovic. Av. Tænk tilbage på Matic. Av. Tænk tilbage på Fàbregas. Wow. Tænk tilbage på Hazard-Oscar-Willian. Wow. Tænk tilbage på Costa. BUM! Et sandt mesterskabshold.

På bagsiden af guldmedaljen var der sket noget omkring nytår. Med tømmermænd kunne vi se Tottenham og Harry Kane stemple ind med en 5-3-sejr over The Blues. Hvor kom det fra? Derfra flød spillet slet ikke på samme måde, og det kostede allerværst i Champions League. Da hjemmekampen mod PSG gik i gang, førte Chelsea på reglen om udebanemål, og da Zlatan allerede efter en halv time fik rødt kort, så alt godt ud. Men i stedet for at køre på spillede Chelsea med håndbremsen trukket. I stedet for at gå efter ét og to mål endte det med overtid og exit. PSG var og er et fantastisk hold, men det var ikke godt nok. Jeg bandede allermest af Mourinho og hans konservatisme. Den vundne League Cup-finale over Tottenham halvanden uge tidligere trøstede en smule.

2015/16: Hvad skete der? Jeg luftede tidligt min bekymring på denne plads og skrev: ”Mourinho gør mig usikker

Den første fredag i august forlængede Chelsea managerlegendens kontrakten til 2019. Fremtiden skulle sikres. Dagen efter spillede Chelsea mod Swansea. Og den dag startede balladen. Jeg skrev dengang, at Chelsea havde været for passive på transfermarkedet sommeren over, og optakten havde virket kluntet og doven på mig. Dårlige resultater i træningskampe er, hvad de er, men Mourinho havde givet spillerne overordentlig meget fri den sommer. Truppen mødte sent ind.

På mig var det den gode gamle med at hvile på laurbærrene. 2-2 hjemme mod Swansea var, hvad det var, men meget tyder på, at der skete et brist mellem Mourinho, staben og dermed truppen, da han satte Eva Caneiro i offentlig gabestok for at løbe ind til Eden Hazard i de døende minutter. Den efterfølgende kamp tabte Chelsea 0-3 til City.

Da Chelsea i ottende spillerunde tabte 1-3 hjemme til Southampton, og Mourinho skulle forklare sæsonens fjerde liganederlag(!), begav han sig ud i en syv minutters enetale på direkte tv. Han var en resignerende mand, der arbejdede på sit eget eftermæle. Han regnede tydeligvis med en fyreseddel. Personligt var min egen føromtalte bekymring blevet bekræftet, og jeg syntes, at ledelsen måtte gøre noget, inden hele sæsonen blev skyllet ud. Den var helt gal, men i det mindste kunne man stadig snildt nå top fire. Det forudsatte bare, at Mourinho røg ud – også selvom det ville blive økonomisk dyrt.

Læs også: Den dyre talentudvikling – version Lukaku

Han fik lov til at blive og vandt 2-0 over Aston Villa. Måske det vendte nu? Men ak, det var bare Aston Villa anno 2015. West Ham, Liverpool og Stoke vandt alle over Chelsea i de tre efterfølgende ligakampe. Desværre skulle vi helt frem til december, før ledelsen viste handlekraft og fyrede ham. På det tidspunkt var skaden sket, og Chelsea endte med en historisk dårlig sæson.

Så altså: Mourinho kom tilbage, sikrede klubben et længeventet mesterskab med pokalsidevogn og var nogenlunde tæt på en Champions League-finale. Og han hentede nogle få fantastiske spillere, der gjorde forskellen undervejs. Havde det været dét, så havde det været smukt. Men derefter sov han i det efterfølgende transfervindue, hvilede generelt på laurbærrene, svinede offentligt spillere og stab til, da der opstod modvind, og til sidst tænkte han allermest på at sikre sit eget eftermæle, sin egen karriere. Dårligdommene i sommeren og efteråret 2015 overgår, i min bog, mesterskabets eufori mange gange. Den klub, han afleverede, var ikke i orden, truppens gejst smadret.

Og så har jeg endnu ikke præsenteret min holdning til den generelle indsats på transfermarkedet, mens han var der.

Genialiteter og katastrofer
Cesc Fàbregas og Diego Costa var to verdensstjerner, der kom ind til gode priser og gjorde en forskel. Og mesterskabet var ikke blevet til noget uden Nemanja Matic. Willian er også Mourinhos klare fortjeneste. Han snuppede brasilianeren for snuden af Tottenham, og specielt i denne sæson skal Chelsea være taknemmelig for det. På den anden side er der for mange indkøb, Mourinho ikke fik til at fungere. Her tænker jeg specielt på Filipe Luis, Pedro og Juan Cuadrado (måske sidstnævnte lykkes under Conte?), men jeg tænker også på folk som Loïc Rémy, Baba Rahman og ikke mindst skandalelejemålet af Falcao. Derudover har Mourinho givet meget få chancer til unge folk.

Men det er, hvad det er. Det er på salgssiden, det har gjort ondt under Mourinho. Først røg Juan Mata. Han havde været et vigtigt kreativt lyspunkt i sine to år i klubben, og det gjorde ondt at se ham blive solgt til United, men okay, jeg kunne godt se, at han stod i vejen for Mourinhos projekt, og 37 millioner pund var en fin pris. Men i samme transfervindue lod han Kevin De Bruyne gå for sølle 16,5 millioner pund til Wolfsburg. En spiller, der derefter tordnede gennem lydmuren, og jeg er ikke overrasket, hvis vi næste sommer ser City løfte Premier League-trofæet med ham som ligaens bedste mand (selvom han ikke ligefrem lovede dét i Belgiens EM-kamp mod Italien).

“Dårligdommene i sommeren og efteråret 2015 overgår, i min bog, mesterskabets eufori mange gange”

At man fik 50 millioner pund for David Luiz er det største kup i transferhistorien – jeg ville have solgt ham for det halve og mindre end dét – og at Mourinho skilte sig af med spillere som Demba Ba, Fernando Torres, André Schürrle og Ashley Cole var fint.

Til gengæld hopper kæden af for mig, når man sælger spillere på positioner, man kort tid efter står og mangler folk til. Ud over De Bruyne, der kunne have pyntet gevaldigt i offensiven sammen med Willian og Hazard, så undrer det mig, at folk som Ryan Bertrand og Romelu Lukaku (Petr Cech klandrer jeg Abramovic for at sælge til en ligarival) skulle sælges. Og her har jeg medregnet en umiddelbart flot pris for Lukaku. Derudover skal Chelsea næsten håbe på, at Thorgan Hazard ikke udvikler sig alt for voldsomt. Andreas Christensen kan klubben selv sørge for at få hentet hjem igen sammen med andre lovende lejesvende.

En ting, jeg har tænkt meget over, er, hvilken rolle klubbens øvrige ledelse spiller på transfermarkedet. Konkret synes jeg, at der er begået nogle mærkværdige køb på det seneste med Michael Emenalo som teknisk direktør. For at nævne nogle få: Michael Hector, Papy Djilobodji, Matt Miazga. Samtidig har Marina Granovskaia gjort sin entré som direktør. Jeg har svært ved at gennemskue ansvarsfordelingen i ledelsen, men tilbage står en Mourinho-periode, der har set få lyspunkter på transfermarkedet, hvis man spørger mig.

Legende, ikke Gud
For en god ordens skyld: Ligesom Frank Lampard er den største spiller i Chelseas historie, er José Mourinho den største manager.

Han er bare ikke en Gud, der ikke må og skal kritiseres. Alt var ikke godt.

P.S. I mit næste blogindlæg kigger jeg frem mod den kommende sæson – og ikke mindst denne sommer, der bliver den vigtigste i Chelsea i mange år. Vi læses ved.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
2607

Kan du huske, hvad der skete den 18. august 2009? Nej? Hvad nu hvis jeg siger, at det samme skete igen den 15. januar 2014? Hvis det stadig ikke får en klokke til at ringe, kan jeg afsløre, at det begge er dage, hvor Nemanja Matic skiftede til Chelsea.

Første gang blev han hentet i slovakiske MFK Košice, mens han anden gang – som bekendt – blev fisket tilbage fra Benfica. Forskel: Knap 200 millioner kroner. Læg hertil, at Matic var en del af betalingen for David Luiz, som Benfica sendte den modsatte vej.

Den langbenede serber havde inden skiftet til den portugisiske traditionsklub ikke for alvor gjort sig bemærket i Vestlondon. Det var ikke blevet til mere end et par enkelte førsteholdsoptrædener, inden han blev sendt til Vitesse Arnhem på leje. Chelseas rugekasseklub er et forrygende sted at tage hen for unge spillere, der søger spilletid, men det lykkes (for) sjældent for dem at tage skridtet op til Chelseas førstehold, når de vender næsen hjem mod London.

Den opgave magtede Matic heller ikke, og da Chelsea gik amok på transfervinduets sidste dag i januar 2011, hvor både Fernando Torres og David Luiz blev hentet til Stamford Bridge, blev den dengang 22-årige midtbanespiller skibet afsted til Den Iberiske halvø.

Læs også: Hiddink bliver i Chelsea – og vil hente to klubikoner tilbage

Tre år senere vendte drengen tilbage til London som en mand. Benfica-træneren Jorge Jesus havde ikke bare givet ham hård på brystet, men også omskolet ham fra playmaker til defensiv tank.

Og det var noget, der kunne bruges i Chelsea-truppen, hvor Carlo Ancelotti for længst var blevet erstattet af Andre Villas-Boas, som var blevet erstattet af Roberto Di Matteo, som var blevet erstattet af Rafael Benitez, som var blevet erstattet af José Mourinho. Og han, Mourinho, kunne pludselig se et lys i den evigt rolige og brølstærke serber.

Og hvorfor er Matics karriereforløb relevant i et skriv, der handler om Lukaku, tænker du måske.

Men hvis rygterne omkring den 23-årige bombers fremtid, altså at han skifter tilbage til Chelsea, bliver til en realitet, kan vi se endnu en spiller blive udviklet i noget, der ligner verdens dyreste talentudviklingsprogram.

Lukakus historie er ganske vist en anden end Matics. Allerede midt i sine teenageår blev han udråbt til et af de største angrebstalenter i verden, og derfor måtte Chelsea for alt i verden have fingrene i ham. Og det fik de så. Under Villas-Boas’ regime. Men Lukaku måtte rode rundt blandt reserverne, og selvom han havde drømt om at spille for Chelsea, siden han var lille, var det ikke dét, han havde drømt om.

Løsningen blev at sende ham afsted på lån til West Bromwich Albion, hvor han viste hele fodboldengland, at han var god nok til verdens bedste liga. 17 mål i 35 kampe.

“Flere John Terry’er, lyder parolen, men med en så omskiftelig trænerkultur er det jo klart, at det er de færreste talenter, der står distancen”

Da Lukaku vendte tilbage til træningsanlægget på Cobham efter endt lejemål, var det med en ny træner ved roret. AVB havde fået sparket, og di Matteo, der ganske vist var assistent under Villas-Boas, men som nu selv var manager og skulle udstikke linjen for holdet, havde nu overtaget tøjlerne. Og fandt Lukaku for let.

Igen gjorde belgieren det aldeles fornemt under sit lejemål og scorede således 15 mål for The Toffees i sæsonen, hvilket var med til at placere dem på en flot femteplads i ligaen.

I mellemtiden havde Chelsea undergået ikke bare et, men to managerudskiftninger. Først blev Benitez sat ind som midlertidig manager efter di Matteos afskedigelse, hvorefter Mourinho vendte tilbage.

Hvad der helt nøjagtigt er sket mellem Lukaku og Mourinho kan der kun gisnes om. Men den ivrige belgier skulle angiveligt have krævet spilletid, hvis han skulle blive i Chelsea. Et krav, som fremstod utroligt krukket, men som alligevel havde en vis berettigelse vurderet på hans resultater i både WBA og Everton. Men spilletid kunne Mourinho ikke kunne love ham. Det skulle han gøre sig fortjent til. Og da Everton så tilbød en udvej i form af et permanent skifte, tog han den.

Måske havde Andre Villas-Boas store planer med den store belgier. Måske havde Michael Emenalo. Måske havde Abramovich. Måske var der ingen plan.

Måske havde Carlo Ancelotti en plan med Nemanja Matic tilbage i 2009. Måske havde Frank Arnesen. Måske havde Abramovich. Måske var der ingen plan.

Se også: Video: Få forklaret Contes 3-3-4-system

Det endte med at koste på den svære side af 200 millioner kroner at hente Matic tilbage til broen. Penge, der måske kunne være sparet, hvis troen og kontinuiteten var blevet bevaret på klubbens indre linjer. Måske er pengene i dag godt givet ud. Måske kunne Matic ikke udvikle sig til en af de bedste defensive midtbanespillere i verden, hvis det ikke var for et portugisisk mesterskab, to pokaltitler, titlen som årets spiller i Primeira Liga og en Puskás-nominering.

Men tænk en gang, hvad det kan blive til med en stabil træner, der rent faktisk kan blive siddende i mere end to-tre sæsoner. Forhåbentlig kan Antonio Conte ikke bare genskabe førsteholdet, men også skabe en kultur blandt ungdoms- og akademispillerne, der kan betyde, at man ikke skal ud og spendere trecifrede millionbeløb på at få dem hjem igen.

Flere John Terry’er, lyder parolen, men med en så omskiftelig trænerkultur er det jo klart, at det er de færreste talenter, der står distancen. Ruben Loftus-Cheek er i øjeblikket det bedste bud, men vi skal have flere af dem. Og det kommer der først, når de langsigtede planer kan blive ført ud i livet.

Lukakus pris lyder efter sigende på omkring 600 millioner kroner. Måske kunne vi spare pengene og bruge Bertrand Traoré? Og så er der jo også ham der Patrick Bamford. De behøver måske ikke koste en halv milliard, når de er vokset til verdensstjerner om fem år.

Mads Oddershede er grundlægger af Chelsea Support Danmark og redaktør på chelseafan.dk.

af -
2201

Da Marina Granovskaia og Michael Emenalo ankom til mødet med John Terry på Stamford Bridge i onsdags, havde Roman Abramovich forinden truffet en beslutning.

Med sig havde Chelsea-ejerens to nærmeste rådgivere nemlig et stykke papir, der – til trods for ugelange signaler og spekulationer om det stik modsatte – tilbød John Terry en kontraktforlængelse.

Og Roman Abramovich’ beslutning var og er den eneste rigtige.

For selvom John Terry med sine 35 år er en gammel mand, der er langt fra den, han var engang, så er John Terry (fortsat) præcis, hvad Chelsea har brug for i tiden, der kommer.

For klubben står overfor det største genopretningsprojekt i Roman Abramovich’ regeringstid. De engelske mestre har nemlig alt andet end forsvaret sidste års Premier League-titel, hvilket morgendagens modstander fra Leicester er et levende og – set med blå øjne – ydmygende bevis på.

Dertil kommer, at Chelsea qua deres niendeplads ikke kommer til at spille med i næste sæsons udgaver af de europæiske turneringer, ligesom klubbens førsteholdstrup under ledelse af italienske Antonio Conte skal gennemgå en decideret blodtransfusion.

“Selvom John Terry med sine 35 år er en gammel mand, der er langt fra den, han var engang, så er John Terry præcis, hvad Chelsea har brug for i tiden, der kommer”

Chelsea skal med andre ord kickstarte sig selv og blive Chelsea igen, og det er her John Terry kommer ind i billedet.

For med 703 kampe under ledelse af 17 forskellige managers har John Terry fra sin position i midterforsvaret tegnet en blå streg gennem de sidste 21 år af Chelseas fodboldhistorie, der med John Terry på rollelisten blandt andet handler om 16 trofæer.

Den slags mytologiske tal har Antonio Conte brug for, når han – uden skyggen af trænererfaring i engelsk fodbold og med en taktisk fodboldfilosofi, der afviger fra den moderne udgave af Chelsea Classic – skal løse ligningen og indfri Roman Abramovich’ ønsker såvel som genskabe fansenes tro på egen selvforståelse.

For John Terry ER Chelsea. På godt og ondt. I omklædningsrummet. På banen. I medierne. Og i fansenes øjne.

Chelsea FC er – og har altid været – en kompliceret sammenblanding af alt lige fra hårdtslående og bøvsene arbejderklasse på endetribunen The Shed til stenrige aristokrater og blitzende kendisser og turister på langsiden.

Læs også: Gladbach holder Christensen ude af OL

John Terry elskes af alle på Stamford Brigde. Netop fordi han er lidt af det hele. Bøvs og blitz. Det gode og det onde.

Men uanset om han er det ene eller det andet, så er han det 100 procent. Det ved Roman Abramovich, og det ved Antonio Conte. Derfor traf ejeren sin beslutning, og derfor har den kommende træner, eftersigende, heller ikke strittet imod.

I morgendagens kamp mod Leicester kan John Terry dog ikke være noget for Chelsea andet end én blandt mange andre på tribunerne. For i kølvandet på det unødvendige røde kort i kampen mod Sunderland på Stadium of Light i lørdags, afsoner han den sidste af to spilledages karantæne.

Når kameraet fanger ham, vil hans ansigt uden tvivl udtrykke alvor og bitterhed. Men ikke kun fordi han han sidder i jakkesæt og ikke står nede på banen iført spillerdragt og anførerbind. John Terrys ansigt skyldes også indholdet af Roman Abramovich’ kontrakttilbud, som ikke matcher det, John Terry selv havde forestillet sig.

For John Terry er blevet tilbudt en et-årig kontrakt. Selv har han offentligt ytret ønske om én gældende for de næste to sæsoner. Dertil indeholder Roman Abramovich’ papir angiveligt en redefinering af John Terrys rolle i Chelsea.

Læs også: Chelsea og Adidas går hver til sit

Mindre spilletid, lavere løn og dermed en tvivl om anførerbindet. Fredag aften meddelte John Terry på Instagram, at han har brug for betænkningstid.

Men ser man godt efter, når det ene kamera efter det andet filmer hans ansigt under kampen på Stamford Bridge, så bobler der – til trods for alvoren og bitterheden over ikke at spille kampen mod Leicester – alligevel en lykkefølelse i hans øjne.

For selvom han ved, at han synger på sidste vers, og Roman Abramovich synes det samme, så er sangen om Captain. Leader. Legend ikke slut endnu.

Det kræver bare en underskrift. Og den bliver sat i weekenden. For lige så meget, som John Terry er Chelsea, lige så meget er Chelsea John Terry.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
1978

Antonio Conte skal genopfinde sig selv og sin midtbane-strategi, hvis han skal indfri Roman Abramovich’ ønske om øjeblikkelig succes.

Da Antonio Conte den 4. april under opsyn af blandt andre Marina Granovskaia og Roman Abramovich skrev under på en tre-årig kontrakt med Chelsea, besøgte den 46-årige italiener efterfølgende klubbens træningsanlæg i Cobham.

Her hilste Antonio Conte på førsteholdstruppen og udvekslede ord under fire øjne med et par af truppens på papiret største navne. En af dem var Eden Hazard, der med lavt tyngdepunkt, hurtige fødder og aggressive driblinger var en nøglefigur i Chelseas seneste mesterskabssæson. Men også en spiller, der i indeværende sæson med et tonstungt prisskilt på 700 millioner kroner har været en skygge af sig selv og på den vis personificerer hele Chelsea-truppens tilstand.

Umiddelbart ville Antonio Contes letteste løsning på Hazard-gåden være, at give efter for den interne frustration og den eksterne interesse og sælge den 25-årige belgier til enten Real Madrid eller Paris Saint Germain, der begge eftersigende skulle vifte med checkhæfterne.

Men til trods for, at Chelsea har økonomien til at foretage en udrensning af den nuværende førsteholdstrup og i stedet købe sig en ny, så er det ikke den opgave, som klubbens ledelse har bedt Antonio Conte om at udføre.

Fra døende dele til levende kollektiv
Derimod skal Antonio Conte angiveligt (genop)bygge et hold med en tydelig identitet og øjeblikkelig succes med afsæt i den stjernepakke, som klubben allerede råder over.

Det skulle efter sigende være den besked, Antonio Conte på træningsanlægget under fire øjne videregav til Eden Hazard, der nu – trods rygterne om andet – skulle være indstillet på at rejse sig sammen med de øvrige faldne i Chelseas førsteholdstrup.

For det er ikke bare Eden Hazard, der har underpræsteret i den igangværende sæson, der på bagkant af de seneste to nederlag til henholdsvis Swansea og Manchester City, tyder på at ende som en lussing til egen selvforståelse i midten af Premier League-tabellen.

“Umiddelbart ville Antonio Contes letteste løsning på Hazard-gåden være, at give efter for den interne frustration og den eksterne interesse og sælge den 25-årige belgier”

I forsvaret har Thibaut Courtois mistet sin arrogance og Branislav Ivanovic sit dræberinstinkt. Gary Cahill virker forvirret med ansvaret på sine skuldre i en tid, hvor John Terry og Kurt Zouma begge er ukampdygtige. Og til trods for, at Cesar Azpilicueta er stabil, hvor end han arbejder, så er hans afløser på venstre back, Baba Rahman det stik modsatte.

På midtbanen er Nemanja Matic ganske enkelt forsvundet, Cesc Fabregas er ramt af sløvsind og tunge ben, mens Willian har mistet modet i takt med, at Pedro løber og løber på samme kvadratmeter. Og fra bænken ser Oscar med tomme øjne på Ruben Loftus-Cheeks ungdommelige, men utilstrækkelige forsøg på, at finde de mellemrum, hvor Eden Hazard plejede at folde sig ud.

Oppe i front er Diego Costa ene mand om, at afspejle bare en flig af den energi, der karakteriserede Chelsea i de gode perioder under José Mourinhos ledelse. Pato virker glad, men han er langt fra at være implementeret, og Bertrand Traoré synes ramt af den samme dvaletilstand, der har sat en stopper for Radamel Falcaos evner til noget som helst de seneste sæsoner.

Læs også: Fabregas: Mourinho stolede for meget på os

Det er blandt andre denne flok af spillere, som Antonio Conte med hele sin værktøjskasse – og helst med øjeblikkelig virkning – skal forvandle fra døende dele til atter at fungere som et levende og slagkraftigt kollektiv.

En opgave, der i skrivende stund på tærsklen til sæsonens afslutning virker lige så håbløs, som den er nødvendig.

I sin selvbiografi fra 2013, Jeg tænker, derfor spiller jeg, skrev Andrea Pirlo, der var med til at vinde tre italienske mesterskaber i Juventus under ledelse af Antonio Conte, at den nu kommende Chelsea-manager, hverken er ’guru’ eller ’magiker’, men derimod en detaljens mand, der drives af en utæmmelig vildskab. I sin bog gengiver Andrea Pirlo Antonio Contes første brandtale i rollen som cheftræner for Juventus:

-I har brug for den samme vrede som min. I skal stoppe med at spille som lort. Hver og én af jer har spillet dårligt. Hank op i jer selv, og vær Juventus igen. Det er ikke en høflig forespørgsel, men en ordre. En moralsk forpligtigelse. Det er egentlig ganske simpelt. Alt, hvad I skal gøre, er at følge mig.

Når Antonio Conte tiltræder jobbet som Chelsea-manager efter sommerens EM-slutrunde, kan han passende give den selvsamme tale til Cesc Fabregas og co.

Kernen findes på midtbanen
Ud over intens mandskabspleje, så skal Antonio Conte, rent taktisk, først og fremmest løse Chelseas midtbaneproblem. Det var via midtbane, at han skabte succes i Juventus og det er midtbanen, der er omdrejningspunktet for Chelseas deroute.

Siden Roman Abramovich’ overtagelse og José Mourinhos første ansættelsesperiode har Chelsea opereret med en bred 4-2-3-1 formation.

En opstilling, der altid har bestået af to centrale midtbanespillere, der fra 6’ er og 8’er-positionen, har skabt balance imellem de defensive betonautomatismer og den begrænsede frihed under ansvar rent offensivt.

I sidste sæson funklede Nemanja Matic og Cesc Fabregas på positionerne. Da Nemanja Matic forsvandt, og Guus Hiddink tog over efter José Mourinho, blev John Obi Mikel brugt som 6’er. Og endda med så stor succes, at man blandt murbrokkerne i den ruin, som José Mourinhos efterlod sig, kunne skimte et håb om kvalifikation til Europa.

“Det var via midtbane, at han skabte succes i Juventus og det er midtbanen, der er omdrejningspunktet for Chelseas deroute”

Men så blev Cesc Fabregas ramt af sløvsind, og selvom Nemanja Matic og John Obi Mikel godt kan fungere som to defensive søjler inde centralt, så kræver denne konstellation, at de tre offensive spillere bag Costa i front leverer løb i alle retninger – med og uden bold – for at opretholde formationens offensive energi.

Det skete bare ikke. Og derfor har Chelseas formation ædt sig selv.

I Juventus var Antonio Conte mest af alt glad for 3-5-2 formationen, hvor omdrejningspunktet var en midtbane, bestående af to hårdtarbejdende boks-til-boks-kanter samt en central zone med to 8’ere og en falsk 10’er.

Det var Andrea Pirlo, der havde rollen som falsk 10’er, der fra 6’er-positionen skulle skabe og opretholde balancen i det offensive spil. Herinde var han flankeret af to spillere, som oftest Claudio Marchisio og Arturo Vidal, der med ilt, fart og muskler dels skulle give Andrea Pirlo arbejdsro med bolden ved fødderne, men som også havde til opgave at erobre bolden, når modstanderne var i besiddelse af den.

Men Antonio Conte kan ikke overføre sin Juventus-midtbane til Chelsea. I hvert fald ikke med den eksisterende trup. For Chelsea har hverken en dybtliggende playmaker, ej heller et udvalg af midtbanespillere, der opfylder kravene om ilt, fart og muskler.

Læs også: Drogba kan blive en del af Contes trænerteam

Hvis Antonio Conte kan kurere Cesc Fabregas’ sløvsind, kan han godt omskoles til en decideret dybtliggende playmaker, men hvem skal så flankere ham? John Obi Mikel og Nemanja Matic har begge ilt og muskler, men ingen fart. Ruben Loftus-Cheek har lidt af det hele, men ikke nok af noget og da slet ingen arbejdsiver.

Antonio Conte løber også ind i problemer, når han skal finde de to boks-til-boks-kanter. Cesar Azpilicueta kan – hvad angår positionering og løbepensum – godt udfylde den ene af pladserne, men mangler kvalitet i både indlæg og skud på mål. Og hverken Kenedy eller Baba Rahman, der begge allerede har været benyttet som offensive venstre backs, har den defensive disciplin til at spille positionen uden at udsætte forsvaret for farlige undertalssituationer.

Med andre ord får Antonio Conte svært ved at overføre Juventus-midtbanen til Chelsea, hvis han samtidig skal følge ledelsen ordre og primært gøre brug af det eksisterende materiale frem for at købe nyt.

Tidligere Chelsea-manager Luiz Felipe Scolari sagde i den forgangne uge, at man kan være den bedste træner i denne verden, men stadig ikke forberede sig på et job, som dét, der venter én i en klub som Chelsea.

Antonio Conte er nu alligevel nødt til at gøre et forsøg. For han står overfor en opgave i Chelsea, hvor han ikke kan gøre brug af den midtbane-filosofi, der ellers har skabt hans trænernavn.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
996

Radisson Blu, Malmø. Efter en flaske Chateau Saint Roch fra 2012 og en hidsig gennemspilning af Iggy Pops ‘Post Pop Depression’ er man nu sunket ned i en kontorstol til tonerne af Coltranes ‘Blue Train’ og med udsigt til en baggård nær Sankt Petri-kirken. Det er midnat i Zlatanland.

For nogle uger siden havde jeg en tre timer lang samtale med en dansk filosof. Det var mest mig, der snakkede. Han lyttede. Og skrev noter. ‘Vi’ snakkede om hjertefejl, værdien af et menneske og om en ødelagt mediebranche fuld af forfald på toppen af bjerget.

Men vi snakkede også om Zlatan Ibrahimovic. Om hans evne til at gøre det, han er bedst til, i de områder af banen, hvor han forventes at operere i. Samme aften sendte han Chelsea ud af Champions League med en assist og en scoring på Stamford Bridge.

Vi snakkede også om Nicklas Bendtner og hans evne til at tro på sig selv, til trods for, at den nation han udspringer af, gør det modsatte. Zlatan evner også at være ligeglad med andres mening om ham. Han har bare ikke brug for evnen i samme omfang som Nicklas Bendtner.

Blandt andet fordi Sveriges kærlighed til Zlatan er betingelsesløs. Folket elsker både det gode og det onde i deres gallionsfigur med bosniske rødder. Og Zlatan suger kærligheden til sig, omsætter den til selvtillid og går i krig for nationen, eller måske allermest sig selv.

“Det skal handle om Zlatan. Og Chelsea. Zlatan og Chelsea. Bare tanken om, at rygterne florerer giver luft i brystet og hjertefejlen ben at gå på”

Nicklas Bendtner får ikke megen kærlighed af sit land. Og den, han får, er langt fra betingelsesløs. For kærlighed koster noget i Danmark. I Nicklas Bendtners tilfælde kræver vi mål på banen, og laver han dem ikke, sender vi ham en regning. Kærlighed koster. Selv til en person, der i realiteten er alt, hvad vi i bund og grund går og sukker efter.

Men i Malmø og i resten af Sverige er man ikke i tvivl. Kærlighed kan betale sig. Tidligere på aftenen mumlede jeg – lettere opslugt af byens påskestemning – ‘Zlatan, jag älskar dig’, på vej ud en restaurant. ‘Så gör vi’, lød det prompte fra manden, der holdt døren for mig. Jeg trykkede hans hånd. Min søn grinte genert. Af sin far. Men gad vide, hvad svaret havde været i Danmark, hvis jeg offentligt havde erklæret min kærlighed til Nicklas Bendtner?

Der var engang en redaktør, der kaldte mig for ‘mikrofonholder’, fordi jeg lod Nicklas Bendtner snakke og forklare sig i et interview bragt i Politiken. Redaktøren var sjovt nok ikke fra Politiken. Og gad vide, hvad han ville have sagt, hvis han vidste, at jeg elsker Nicklas Bendtner, som jeg elsker Zlatan? Du sender bare svaret, Bassetrold, for du ved, hvem du er.

Se også: KONKURRENCE: Vind de fedeste Chelsea-dæk

‘Black goddess in a shabby raincoat, where are you tonight?’ Så er Iggy Pop fandeme gået på scenen igen. Dæmp dig lidt, kammerat. Vi arbejder.

Og det skal handle om Zlatan. Og Chelsea. Zlatan og Chelsea. Bare tanken om, at rygterne florerer giver luft i brystet og hjertefejlen ben at gå på. Vi må have mere vin. Vallée des Oliviers fra 2010. Det var et godt år for vin i det meste af Europa. Glem det, Iggy. Du får ikke mere.

Rygterne går på, at Roman Abramovich er villig til at betale Zlatan 200 millioner for to års arbejde på Stamford Bridge. Som direkte afløser for Diego Costa, der desværre meldes på vej ‘hjem’ til Atletico Madrid, eller i hvert fald væk fra Premier League.

Han er ellers en dejlig dreng, ham Costa. En sjælden kombination af godt og ondt, der vil nøjagtig det samme, som alle andre aktører i fodboldindustrien, nemlig at vinde. Diego Costa er et dyr, der vil vinde for enhver pris, og dens slags dyr har vi brug for. Vi har brug for modsætninger, ellers ender fodboldens verden som en moderne udgave af Colosseum, hvor gladiatorerne er blevet erstattet af komplet kønsløse væsner, der langsomt og uundgåeligt vil se hinanden dø på stribe.

Læs også: Lukaku om Chelsea-retur: Bogen er fuldstændig lukket

Zlatan bliver en succes i Premier League. Op i røven med hans alder, og at han ikke længere har samme speed i kroppen. Han er stadig én stor muskel og i lighed med mange andre store skikkelser, har Zlatan tilpasset sig sin alder. Det er det, de store kan. For Zlatan er en anden end den Zlatan var i Malmø, Ajax, Juventus, Inter, Barcelona og Milan, ligesom han i Chelsea vil være en anden end den han er i dag i Paris Saint Germain. Det er derfor, han er her endnu. Zlatan er Zlatan på tværs af tid.

Fuck, hvor var 2010 bare et godt år for vinproduktion i det meste af Europa.

Og Zlatan kan med lethed udfylde Costas rolle på toppen af Chelseas roterende midtbane. Som falsk 9’er på kanten af den sidste tredjedel af modstanderens banehalvdel og som klassisk 9’er inde i boksen. Zlatan kan begge dele. Måske ikke i samtlige af de kommende sæsoners kampe, men så er det godt, at Conte også kan gøre brug af erstatningsspillere som Traore, Pato og ikke mindst Abraham, der under italienerens ledelse nok skal få chancen.

Hvis altså Conte kommer, Costa siger farvel, og Zlatan ikke lader sig pensionere i USA. I Malmø og i resten af Sverige er man ligeglad, hvor Zlatan spiller. Folket køber trøjerne uanset hvad. Ligesom i Asien, hvor man følger individet og ikke som Europa, hvor man følger klubben. For Zlatan er Zlatan på tværs af grænser.

Flasken er tom, Iggy Pop er faldet af scenen og den tyrkiske saxofonist nede på Store Torget er begyndt at spille natten ind i Gamla Stan. Det lader til, at han har kastet sig ud i en hæsblæsende udgave af sjæleren ‘Georgia On My Mind’. Det er sådan det skal være.

For vi har brug for modsætninger.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på tribunen.com.

af -
1708

Efter en uge, der bød på endeligt farvel til to ud af tre tilbageværende trofæer, er sæsonen så godt som overstået for Chelseas vedkommende.

Bevares, det spinkle håb om en placering i top-6 skal naturligvis forfølges. Pt. er Manchester United syv point foran os på den Europa League-givende sjetteplads. Jeg tror ærlig talt ikke, at vi får hverken momentum, stabilitet eller point nok i slutfasen (ni spillerunder), til at det er tilstrækkeligt.

Det er ikke bare United, der skal gå – om muligt endnu mere – i stå i de sidste kampe, vi har også Southampton (fire point op), Liverpool (fire) og Stoke, der skal passeres, ligesom West Ham ligger ni point foran os på en aktuel femteplads. Af de nævnte hold møder vi kun sidstnævnte samt de røde fra Merseyside i direkte dueller om de afgørende point. På nuværende tidspunkt er det ude af vores hænder, og jeg ser det desværre ikke ske. Jeg regner selvfølgelig med Guus Hiddink og spillerne tænker anderledes!

Mens vi er ved Guus Hiddink, er det på sin plads at give manden al mulig credit for den point- og til dels spillemæssige fremgang hans tiltræden har været med til at skabe. Der var lutter negativ aura omkring Chelsea, da The Special One havde sine sidste arbejdsdage i klubben.

Optimismen har blomstret pænt siden nytår og hvilke knapper hollænderen end måtte have trykket på, så har der både på det individuelle og det kollektive plan været mærkbare fremskridt i de sidste måneder. Efterslæbet fra den dårlige første halvdel har ganske enkelt været for stort, men lad os ikke glemme, Hiddink overtog et særdeles skidt spillende mandskab på en 16. plads, ét point over – og jeg kan ikke tro, jeg skriver det her – nedrykningsstregen.

Læs også: Hiddink: Har været svært at være med i det hele

Det har set bedre ud under Hiddink – og det kunne selvfølgelig heller ikke se værre ud end det gjorde i december. Der må dog alligevel spekuleres en del på ledelsesgangene i Chelsea. For uanset hvordan man vender og drejer den, og (næsten) uanset hvordan holdet slutter af, så KAN en klub som Chelsea ikke være tjent med middelmådige placeringer og så mange spillere, der ikke kontinuerligt rammer niveau. Derfor er det fuldkommen uundgåeligt og naturligvis bydende nødvendigt, at der bliver skiftet ud på holdet henover sommeren. Klummen her er således undertegnedes objektive take på den situation.

Vi skal holde os for øje, at den ikke står på Champions League-bold i næste sæson. Det vil ganske givet få indflydelse på kvaliteten af de spillere, der er realistisk at hente ind. Det gør ikke sommerens transfervindue mindre udfordrende. Men det er også samtidig en grund til at mane til besindighed.

Kontinuitet er alfa omega
I stort set alle tilfælde kendetegnes de rigtig store klubber i Europa – dem vi i øjeblikket kan kigge sukkende og misundeligt på – af kontinuitet. Flere på hinanden følgende sæsoner med en gennemgående grundstamme af spillere, der spiller mange minutter sammen. Udskiftningerne kommer løbende og med få kvalitative og nøje udvalgte profiler ad gangen.

I den forgangne uge blev vi slået ud af Paris Saint Germain, hvis langsomme men konstante tiltagen i styrke vi selv har mærket i de seneste sæsoners CL-slutspil. Og PSG er ikke engang det mest lysende eksempel. Barcelonas institution taler for sig selv, mens Juventus pt. er i gang med at bygge et dynasti i Italien baseret på ganske få udskiftninger de sidste par år. Jeg tror ikke på, det vil gavne os specielt meget, hvis vi hælder +10 stamspillere ud med badevandet og henter tilsvarende antal nye spillere ind. Men udskiftninger skal der til, og manglerne er åbenlyse.

Lad os kigge på forsvaret først. Hvor ustabilt det end har set ud i løbet af sæsonen på et generelt plan, har John Terrys fravær i de seneste ugers afgørende kampe været synligt for enhver. Læg dertil at Kurt Zouma går næste sæson i møde med efterslæbet af et halvt års skadespause. Vi kan ikke starte sæsonen op med et midterforsvar bestående af Cahill og Ivanovic og vi kan ikke forvente at den unge bøf af en franskmand så kommer ind fra højre og redder os.

Forlæng et år med John Terry, og brug så de penge, som en klasseforsvarer koster. Byg Zouma op, og lad ham få den tid, han skal bruge for at vokse ind i opgaven som en central skikkelse igen. Ønskescenariet er en rutineret udgave af Zouma, dvs. en spiller med fysik og ikke mindst en ufattelig fart i fødderne – for er der noget vi har manglet i defensiven i år, så har det været fart – men som kan gå ind fra dag 1 og levere. Jeg har svært ved at finde lige den spiller, i hvert fald en som ville være interesseret i at miste CL-muligheden.

Hernæst. Det er muligt, valgmulighederne er få på denne position, men det kan stadig ikke være rimeligt at man i en klub som Chelsea kun har én decideret venstre back – som endda er at betegne som et udviklingsprojekt.

“Med salget af Ramires til Langtbortistan mistede vi den spiller, der kunne bringe noget, de andre ikke kan.”

At lappeløsningerne Azpilicueta og Kenedy får mere spilletid end Baba Rahman siger det meste. Der skal handles. Men her skal man sørge for at ramme præcist, for der skal smides knaster efter vedkommende. Ricardo Rodriguez er en meget spændende og i øvrigt meget solid spiller. Javel, Wolfsburg er kommet en runde længere end os i CL, men her er der trods alt tale om en klassespiller, der ville kunne lave et klubmæssigt upgrade. Du har sikkert en anden idé – jeg hører gerne om den!

Centralt på midten mangler vi, nøjagtig som i det centrale forsvar, fart og tempo. Gårsdagens trio Mikel-Matic-Fabregas er simpelthen for lidt dynamisk, og ja, jeg er med på, det særligt er serberen, der har underpræsteret i sæsonen her. Med salget af Ramires til Langtbortistan mistede vi den spiller, der kunne bringe noget, de andre ikke kan.

Læs også: Sampaoli: Jeg var førstevalg til trænerposten

Sidste sommer var der tale om Paul Pogba, men lad os være ærlige, hvor mange af os tror på den nu? Der må sidde nogen derude med forstand på fransk fodbold, der kan fortælle mig, at der går en central dynamo-juvel a la Michael Essien rundt, som er ved at være træt af croissanter og har mere lyst til fish ’n chips. Eller en Ramires med teknik.

Jeg tror gerne Bayern München vil af med Javi Martinez, men det er der en grund til, og det er, at Paven spiller oftere fodbold end ham – ellers et godt bud. I Porto render der gode centrale kræfter rundt i skikkelse af Hector Herrera og Yacine Brahimi, som må kunne lokkes med Premier League. Den anden vej er det farvel til Matic.

Loftus-Cheek over alle andre
Og nu vi er ved den centrale midtbane – og her skrider objektiviteten måske en smule for mig: Når nu vi står i en situation, hvor det eneste, vi har tilbage at spille, er Premier League-kampe med et yderst spinkelt håb om europæisk deltagelse næste sæson – kan vi så ikke lade være at se bort fra Ruben Loftus-Cheek hele tiden?

Hvis vi taber en spiller som ham på gulvet, fordi dyrere men pt. underpræsterende stjerner konstant skal have genvalg, så begynder jeg at græde. Jeg mener det, jeg begynder at græde! Hvem skal han spille i stedet for? Oscar, Hazard, Pedro, Matic, Mikel, Fabregas.. Jeg er ligeglad, for at være ærlig. Spil ham! Koster hans deltagelse på den korte bane, so what? Han kan ikke lastes for en evt. glippet sjetteplads.. Ja, præcis.. sjetteplads! Sørgeligt i sig selv. Sagt med andre ord: De sidste ni runder er fuldkommen spild af tid, hvis ikke vi øger spilleminutterne til ungdommen i almindelighed og Loftus-Cheek i særdeleshed.

“De sidste ni runder er fuldkommen spild af tid, hvis ikke vi øger spilleminutterne til ungdommen i almindelighed og Loftus-Cheek i særdeleshed.”

Offensivt har vi på papiret noget af Europas mest spændende materiale, men vi må erkende, at der er meget langt mellem snapsene for alle andre end Willian. Men lad os lige starte med Hazard. Al snak fra Chelsea-fans om “nu er det på tide, han kommer videre” må forstumme. Ja, det har været en virkelig sløj sæson fra hans side, men hans potentiale er simpelthen for stort til at vi skal kyle ham ud på røv og albuer på grund af dét.

Det kan lige nu virke som en risiko at beholde ham, men den risiko er jeg meget villig til at tage. Hvis vi skiller os af med Hazard, så viser vi tegn på middelmådighed. Vi skal dog være opmærksomme på ham. På samme måde kan Oscar heller ikke have mange skud tilbage i bøssen, hvis han fortsat skal være Chelsea-spiller.

Han har noget at bevise, og jeg må indrømme, jeg synes, det har været for ustabilt for længe. Og Pedro.. du savner Spanien, gør du ikke? Ind over med Karim Bellarabi og tilbage i folden med Lewis Baker. Klon Willian, og fodr Hazard med råt kød til han begynder at spille ordentligt. Alternativt, kan vi lokke Marco Reus, eller er hans bromance med The Klopp for ubrydeligt?

Offensivt hurlumhejhus
Helt i front har Diego fundet sin awesomeness igen (okay, udvisningen igår var knap så awesome) og været fantastisk under Hiddink, særligt i samarbejde med Fabregas. Men hvor er vi dog sårbare når han er ja, sårbar. Desværre har alternativerne denne sæson været en stor joke. Jeg kom vist til at tale for Falcao, da han blev præsenteret som lejeprojekt. Det holdt jeg hurtigt op med.

Alexandre Pato ved jeg simpelthen ikke, hvor jeg skal begynde med. Og kan optagelserne til Space Jam 2 snart høre op, så Loic Remy kan få sine evner tilbage? (Okay, rimelig sløjt valg af hovedperson, men.. I fanger pointen). Lige på pladsen som spydspids synes jeg faktisk, der er muligheder nok. Også for spillere, der i givet fald ville være nødt til at opgive CL-bold for i hvert fald en sæson.

Alexandre Lacazette har måske ikke været en decideret målmaskine for Lyon, men en spiller, der har mange strenge at spille på. Dortmunds Aubameyang må og skal være et target, selvom det formentlig er hylden over. Eibar-spilleren Borja Baston bør kunne lokkes. Jeg synes, mulighederne for forstærkning er til stede. Og hvad med ungdommen? Patrick Bamford, Izzy Brown og Dominic Solanke er udlejede, mens Tammy Abraham fortsat bomber for U-holdet. Der er ikke plads til dem alle på én gang, hvis overhovedet nogen – men de skal nævnes. Ud med alle andre end Diego ihvertfald. Også Remée, han har alligevel travlt med sin musik.

Læs også: Mikel bremser kontraktforhandlinger

Allright. Det blev alligevel til en del navne, både den ene og den anden vej. Der sidder nogle mennesker med mere forstand på tingene end jeg, der skal træffe beslutningerne – heldigvis for det. Men arbejdet skal gøres og hellere i går end i morgen. Flere af ovenstående emner skal helt sikkert sweet-talk’es mere end andre, og selvom vi har gjort en dyd ud af at overholde Financial Fair Play-reglerne, så håber jeg alligevel, at klubben er parat til at betale, hvad de nødvendige forstærkninger koster.

Samtidig med det håber jeg den sportslige ledelse har den nødvendige is i maven overfor de spillere, der har haft en formnedgang i denne sæson. Som nævnt håber jeg ikke, man kaster halvdelen af mandskabet overbord. De få – og de rigtige – udskiftninger skal ske, og vi vil uden tvivl kunne få en bedre sæson end denne. Men ikke flere lappeløsninger, tak.

Og lad os så få det bedste ud af sæsonens sidste ni kampe!

Up the Blues!

Johan Strange er cand.mag i dansk og klummeskribent på chelseafan.dk. Du kan følge ham på Twitter her.

af -
1035

Vi begynder så småt at kunne se enden på sæsonens kampprogram. I skrivende stund er der 11 kampe tilbage. Forhåbentlig bliver der tilføjet en god håndfuld ekstra opgør i form af FA Cup- og Champions League-kampe, men er det egentlig det mest optimale?

Blev vi, Chelseafans, spurgt tilbage i starten af december, hvad vi syntes om indeværende sæson, var svaret klart: Den skal bare overstås hurtigst muligt.

Intet fungerede. Så blev Mourinho fyret, og Hiddink valsede ind og overtog tøjlerne. Hollænderen har igen vist, at han er en træner i absolut fineste karat ved at vende skuden og få pustet liv tilbage i spillerne. Bevares, Eden Hazard har stadig en off-sæson, men derudover ser det fint ud.

Faktisk ser det så fint ud, at der nu er flere muligheder for at sikre europæisk fodbold i næste sæson. Og det er sådan set det, der er målet med de resterende kampe.

Læs også: Chelsea: Romans kvinde og Contes fortid

The Blues er ganske vidst kun lige nøjagtigt i den bedste halvdel af ligatabellen, men det betyder ikke desto mindre, at der kun er otte point op til femtepladsen, som giver kvalifikation til Europa League. Og næsten også Champions League, da Manchester City ligger a point med deres røde brødre.

Det er i øjeblikket Manchester United, som indtager den position, femtepladsen, og selvom ligaformkurven før har set mere horribel ud for De Røde Djævle, har man en fornemmelse af, at de stadig har en del slip ups i sig denne sæson. Noget kunne tyde på, at ditto gør sig gældende for den blå del af Manchester.

Der er naturligvis en række hold imellem Chelsea og United, fire for at være nøjagtig, men både Stoke og West Ham er stadig tilbage på kampprogrammet. Southampton blev slået for et par spillerunder siden, mens Liverpool har en god portion hårde kampe at skulle tænke på endnu.

Hiddinks FA Cup-magi
Det kommer dog til at kræve en ret stor sejrsprocent i de resterende 10 kampe fra Chelseas side, før europæisk fodbold kan sikres gennem ligaen. Måske også for stor. For egentlig ligger klubbens største chance for at sikre deltagelse i en international turnering ikke i Premier League, men derimod i FA Cuppen.

Her venter Everton på udebane i kvartfinalen. The Toffees har igen i denne sæson ikke rigtigt kunne få tingene til at fungere, men en walk-over som mod Manchester City (hvem havde troet, at det kunne skrives i 2016?) bliver det formentlig ikke.

FA Cuppen er imidlertid Hiddinks turnering. Ikke kun fordi hans succesrate i cuppen hedder 100 procent, men også fordi han har en helt speciel evne til at sætte holdet op til den slags kampe.

Hans Chelsea-hold vandt da også det traditionsrige trofæ ved at slå Everton i finalen på Wembley i 2009.

“Egentlig ligger klubbens største chance for at sikre deltagelse i en international turnering ikke i Premier League, men derimod i FA Cuppen”

Selvom de forsvarende mestre, Arsenal, formentlig også booker en billet til kvartfinalen, vil jeg stadig mene, at Chelsea er favoritter til at vinde turneringen. Wenger har stadig en Premier League-titel at tænke over, og det kan derfor være nødvendigt for ham at hvile spillere i FA Cup-kampe.

Hvad nu hvis?
Men det er også her, hvor det bliver tricky. For selvom det er let at kalde Chelsea for favoritter til FA Cuppen, er der stadig en chance for at falde igennem enten i kvart-, semi- eller finalen. Det er altså tre kampe, der skal gå nøjagtigt efter planen.

Og hvad nu hvis Chelsea bliver klinket ud af FA Cuppen, og man har nedprioriteret – eller bare dummet sig i -ligaen? Læg hertil minimum én hård Champions League-kamp, der også kan give spillerne en grim mavepuster, hvis det bliver til et hårdt exit.

I hvert fald er den velkendte og fortærskede strategi med “at tage en kamp af gangen” ikke noget, der bør praktiseres i Vestlondon i øjeblikket. Der bør lægges en klar linje for, hvilken turnering der har førsteprioritet, da alle kampe ikke kan vindes. For ellers kan vi på trods af en stabil formkurve og god holdånd ende tomhændet, når vi rammer midten af maj.

Mads Oddershede er grundlægger af Chelsea Support Danmark og redaktør på chelseafan.dk

af -
1781

Marina Granovskaia, der er fixer for Roman Abramovich, skal hente Antonio Conte til Stamford Bridge, men kan hurtigt blive tvunget til at fyre ham igen på grund af hans fortid.

Marina Granovskaia anses for at være den mest magtfulde kvinde i den moderne fodboldindustri. Hun er fixer med speciale i rekruttering og har siden 1997 været en betydningsfuld figur i Roman Abramovich’ forretningsimperium.

Først som menig medarbejder i olieselskabet Sibneft (i dag Gazprom Neft, red.) og sidenhen som administrator i Millhouse Capital, der med kontor i London varetager samtlige af Roman Abramovich’ økonomiske aktiviteter og i 2010 fik hun en plads i Chelsea FCs bestyrelse.

Marina Granovskaia har siden fyringen af José Mourinho tilbage i december måned været på jagt efter en permanent person i det managersæde, som Guus Hiddink lige nu vikarierer i med succes.

Blandt dem – som den russisk-canadiske kvinde med det mørkebrune hår, de sortgrønne øjne og lange, smalle fingre har haft samtaler med – er italienske Antonio Conte, som alverdens medier de seneste dage har udråbt som favorit til jobbet.

Læs også: Officielt: Chelsea forlænger med Loftus-Cheek

Rygter vil, at han allerede i den kommende uge vil skrive under på en 3-årig kontrakt med Chelsea FC, som endda, eftersigende, vil træde i kraft med mere eller mindre øjeblikkelig virkning og ikke først til sommer, hvor Guus Hiddinks kontrakt udløber og hvor Antonio Contes forpligtigelser som italiensk landstræner ligeledes ophører.

Men ingen ved reelt, hvad der sker i kulisserne, når Marina Granovskaia fixer opgaver for Roman Abramovich. For selvom hun er anelse mere synlig i offentligheden end hendes stort set usynlige chef, så er diskretion en æressag for Marina Granovskaia. Hun trives bedst under radaren, hvor hun med intelligens, gode talegaver og en veludviklet charme løser de tildelte opgaver.

Det var Marina Granovskaia, som tilbage i 2011 fik lokket Fernando Torres til at skifte Liverpool ud med Chelsea, ligesom det også var hende, der i direkte duel med andre af fodboldens gigantklubber fik overtalt Diego Costa til at bytte Atletico Madrid og Vicente Calderón ud med Chelsea FC og Stamford Bridge forrige sommer. Marina Granovskaia var i øvrigt også kvinden, der overbeviste José Mourinho – og ikke mindst Roman Abramovich – om, at han i 2013 skulle vende tilbage og tage endnu en periode som træner hos The Pensioners.

Hvis Marina Granovskaia ender med at lande en aftale med Antonio Conte, tegner der sig en interessant fremtid for Chelsea. Både på og uden for banen.

“Det er dog ikke kun en detaljens mand med ild i øjnene, gode lederegenskaber og en hang til dybtliggende playmakere, som Marina Granovskaia er i gang med at skaffe til Stamford Brigde.”

Antonio Conte indstillede sin aktive karriere tilbage i 2004 efter 13 år og 296 kampe for Juventus. Den Gamle Dame var også stedet, hvor han syv år senere og frem til 2014 peakede som cheftræner med blandt andet tre italienske mesterskaber. De sidste to år har han som sagt varetaget rollen som italiensk landstræner, hvor holdet blot har tabt én enkelt kamp i de seneste 18 måneder og derfor skal spille EM til sommer i Frankrig.

I sin selvbiografi fra 2013, Jeg tænker, derfor spiller jeg, skriver Andrea Pirlo, der var med til at vinde de tre italienske mesterskaber i Juventus sammen med Antonio Conte, at den 46-årige manager hverken er ’en guru’ eller ’en magiker’, men derimod ’en detaljens mand, der er allergisk overfor fejl’ og som drives af utæmmelig vildskab. Andrea Pirlo gengiver i bogen Antonio Contes første brandtale i rollen som cheftræner for Juventus:

-I har brug for den samme vrede, som min. I skal stoppe med at spille som lort. Hver og én af jer har spillet dårligt, de seneste sæsoner. Hank op i jer selv og vær Juventus igen. Det er ikke en højlig forespørgsel, men en ordre, en moralsk forpligtigelse. Det er egentlig ganske simpelt. Alt hvad I skal gøre er, at følge mig.

Det lyder som en tale, som også José Mourinho kunne have holdt. Og på mange måder minder de to managers også om hinanden. De kan begge balancere imellem at være striks diktator og socialistisk krammedyr, ligesom de begge evner, at få store egoer til at smelte sammen til stærke kollektiver. Og så er de begge i besiddelse af en stor taktisk forståelse.

Læs også: Gladbach vil slå egen transferrekord for Christensen

I Juventus praktiserede Antonio Conte både en 3-5-2, 5-3-2, 4-4-2, 4-5-1 og 4-4-2 formation. Alt afhængig af de spillere, han havde til rådighed samt den modstander, der var i vente. Men kaster man et blik på den defensive midtbane, finder man en afgørende forskel på José Mourinho og Antonio Conte.

Førstnævnte sværgede til defensiv og central midtbane bestående af en 6’er flankeret af en 8’er. Nemanja Matic og Cesc Fabregas. Antonio Conte ynder derimod at trække sin 10’er tilbage fra fronten, skærme ham af med to hårdtarbejdende boks-til-boks-typer, og lade playmakeren udfylde rollen i rummet foran forsvaret frem for i smørhullet lige bag forreste angrebskæde. Kort sagt, Andrea Pirlo flankeret af Claudio Marchisio og Arturo Vidal.

Det er dog ikke kun en detaljens mand med ild i øjnene, gode lederegenskaber og en hang til dybtliggende playmakere, som Marina Granovskaia er i gang med at skaffe til Stamford Brigde.

For med Antonio Conte følger også en årelang mistanke om involvering i matchfixing. En mistanke, der blandt andet udsprang af et vidneudsagn fra Fillippo Carobbio, som spillede under Antonio Conte, da han stod i spidsen for Siena i sæsonen 2010/2011.

Antonio Conte er aldrig blevet dømt for at medvirke i matchfixing, men skulle angiveligt have været tilstede, da Sienas ejer, Massimo Mezzaroma, i halvlegen af en kamp mellem Siena og Novara tilbage i 2011, bad sine spillere om bevist at tabe kampen. Antonio Conte fik derfor senere, mens han var ansat i Juventus, tildelt en 10 måneder lang karantæne, der dog endte med at blive reduceret til fire måneder.

Læs også: Chelsea videre i Youth League efter kontroversiel straffesparkskonkurrence

Antonio Contes navn er dog atter sat i forbindelse med matchfixing. Dario Nicolini, journalist hos Sky Italia, har i en ny bog italieneres navn på en liste over i alt 130 personer, der alle indgår i nye undersøgelser af, hvad der egentlig foregik forud, under og efter Sienas sidste kampe i sæsonen 2010/2011. Retssagen begyndte for små fjorten dage siden i italienske Cremona og der forventes først dom i sagen sidst på foråret.

Til den tid har Antonio Conte efter al sandsynlighed skrevet under på en kontrakt med Chelsea FC og skulle det ske, at Antonio Conte bliver dømt for urent trav i tiden som cheftræner for Siena, kan Marina Granovskaia meget vel få en ny opgave udstukket af Roman Abramovich. Nemlig, at skaffe sig af med den mand, som hun siden december – og i særdeleshed de seneste dage – angiveligt har gjort alt for at hente til Stamford Bridge.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på tribunen.com.

af -
991

Via af en inderside fra Oscar, et langskud fra Willian og en ripost-scoring fra Diego Costa fik Guus Hiddink som bekendt sin første sejr som midlertidig manager, da Chelsea vandt 0-3 ude mod Crystal Palace i søndags.

Men The Blues vandt ikke kun kampen takket være de tre brasilianskfødte spillere, men derimod på grund af en sprudlende John Obi Mikel, der meget vel kan gå hen og blive nøglen til et minimum af succes for Chelsea i denne sæson.

Som den eneste defensive skikkelse i rummet mellem forsvar og midtbane, finfortolkede John Obi Mikel den klassiske forståelse af 6er-positionen og skabte en essentiel balance i Guus Hiddinks 4-1-4-1 formation.

Den nigerianske muskelmand spillede ikke anderledes end han har haft for vane i de snart ti år, hvor han har repræsenteret Chelsea. Men de 83 kilo velsleben diabas fordelt på 188 centimeter bevægede sig lige akkurat på en sådan måde, at John Terry og Kurt Zouma i midterforsvaret fik ro og overskud, og at Cesc Fabregas – dog uden at begejstre – kunne rette fokus fremad og ikke bagud.

Læs også: Montreal kigger efter erstatninger for Drogba

John Obi Mikel løb og løb, men kun i to områder; i zonen omkring 6er-positionen og i højre side af midtercirklen, når han deltog som agterlanterne i Chelseas kollektive pres på Crystal Palace’ banehalvdel. Taktisk disciplineret i modsætning til Nemanja Matic, der normalt har flankeret Cesc Fabregas i José Mourinhos 4-2-3-1 opstilling.

En aktion i det 28. minut af kampen mod Crystal Palace indkapsler John Obi Mikels medvirken til Chelseas sejr, der nu bringer dem op på otte point i fire kampe efter fyringen af José Mourinho. John Obi Mikel erobrede bolden med et kombineret skulder- og hofteskub, drejede derefter rundt om sig selv med bolden ved fødderne på udkig efter en afspilsmulighed, spottede Cesc Fabregas og lavede derpå en to meter lang indersideaflevering. Én af de 95 procent vellykkede boldberøringer han havde undervejs i kampen.

“Sagt med hovedet lagt på blokken, så vil Guus Hiddink lave en ’Roberto Di Matteo’, der i marts 2012 skiftede assistentkasketten ud med managerhatten og tog over efter André Villas Boas fortvivlede forsøg på at reformere Chelsea”

Cesc Fabregas modtog bolden og sendte den videre i dybden til Diego Costa, der havde taget et løb fra 9er-positionen og ud i højre side af Crystal Palace’ straffesparks felt. Herfra sendte angriberen bolden ind til en fremadstormende Oscar, der ubesværet kunne bruge indersiden af højrefoden.

Job done for Mikel. Chelsea foran med 0-1.

John Obi Mikel har været i Chelsea siden 2006 og var derfor også en del af beton-automatismerne på midtbanen i José Mourinhos første periode på Stamford Bridge. Dengang som nu, når modstanderne omkring ham ikke er for hurtige på fødderne og i omgangen med bolden, blev John Obi Mikel hyppigt brugt som prop i situationer, hvor close-down-space-destruktivitet var ønsket.

I søndags var han garant for en disciplineret form for mobilitet, som Chelsea bør gøre brug af i de kommende Premier League-kampe mod henholdsvis West Bromwich og Everton, der begge gæster Stamford Bridge. Og som begge spiller med så tilpas lav hastighed på den centrale midtbane, at John Obi Mikel godt kan dække de defensive zoner mellem forsvar og midtbane på egen hånd.

Læs også: Hiddink: Derfor brugte jeg Mikel

Den 24. januar spiller Chelsea ude mod Arsenal. Et hold, som en lang række af Chelseas managere har benyttet John Obi Mikel imod. Især på Emirates, hvor Arsenals offensive kombinationer i små rum kræver en midtbane, der kan lukke disse ned.  De kan John Obi Mikel. Ikke alene, men sammen med enten Ramires, Nemanja Matic eller Ruben Loftus-Cheek.

Guus Hiddinks første uger i det midlertidige job har vist, at han ikke agter at lave om på så pokkers meget. 4-2-3-1 synes at være blevet til 4-1-4-1 og vi kommer ikke til at se eksperimenter med flydende pasningsspil og ekstravagante formationer for modstanderens mål.

Sagt med hovedet lagt på blokken, så vil Guus Hiddink lave en ’Roberto Di Matteo’, der i marts 2012 skiftede assistentkasketten ud med managerhatten og tog over efter André Villas Boas fortvivlede forsøg på at reformere Chelsea.

Roberto Di Matteo gik ’back to basic’, satte sin lid til John Terry, Frank Lampard og Didier Drogba og genstartede den kværnede motor, som Chelsea siden Roman Abramovich’ ansættelse af José Mourinho tilbage i 2004 har været berømt og berygtet for. Hvad end Roman Abramovich med drømme om en britisk udgave af katalansk tiki-taka offentligt vil indrømme det eller ej.

Chelsea vandt Champions League med Roberto Di Matteo ved roret. De tanker skal Guus Hiddink slet ikke gøre sig endnu. Men ved at gå back to basic og gøre brug af John Obi Mikels dyder mellem forsvar og midtbane, så kan januar måned godt byde på endnu syv til ni point.

Og med sådan en start på et midlertidigt samarbejde med Guus Hiddink og Chelsea-spillerne, så kan alt ske inden og i maj måned.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på tribunen.com.

Ugens mest læste

2681
Juventus' stjerneback Alex Sandro ser ud til at være en eftertragtet mand i Vestlondon. Chelsea er angiveligt klar til at betale knap en halv...